NetPsychs Brevkasse

Email icon Ven i isolation
jeg har en ven på 23 som i en meget lang periode har buret sig inde på sit værelse og som kun er kommet ud i strengt nødvendige tilfælde,(han arbejder ikke og får ingen økonomisk støtte) nu er det så at hans forældre har prøvet alt hvad de kan for at få ham indlagt, men da han ikke selv vil det, kan det ikke gøres. det sidste har været, at han har været endnu længere tid på værelset end nogensinde før, så hans forældre måtte tilkalde politi til at få, døren åbnet til værelset, hvor de fandt spande han havde besørget sig i og han havde tegnet datoer på væggen over det hele og lavet en slags galge. hvad skal de gøre? de får ingen hjælp, trods de har prøvet kommunen, men de mener ikke der er noget at gøre når han ikke selv mener han er syg. hvordan kan de få ham indlagt når han ikke selv vil? en eller anden dag er det jo for sent
Svar (25 mar 2005)
Selv med dit kortfattede spørgsmål vil jeg umiddelbart frygte at din ven har fået en psykotisk tilstand, muligvis en skizofren tilstand, der kræver behandling ved først givne lejlighed. Hans forældre bør hurtigst muligt skaffe sig kontakt til din vens egen læge, evt. lægevagten og oplyse nøgleordene: Total isolation, spandevis af afføring på værelset, truet ernæring og helbred og manglende sygdomsindsigt. Der han herefter foretages en såkaldt tvangsindlæggelse efter lægens skøn og efter endt undersøgelse, så han efter en passende tid kan få den nødvendige medicinske behandling.

Erik Kjærsgaard


«« Tilbage