Jer skærer i mig selv

Hej......
Jeg er en tøs, på 13 år, som har nogle problemer.
jeg hadve en veninde,for ca. 1 år siden, som jeg drak og røg med. Hun skar utroligt meget i sig selv, jeg syntes det var sejt, så det skulle jeg jo også prøve.det blev dog ikke nogen stor succes... jeg havde en kæreste, som jeg elskede meget højt. Da han slog op, blev jeg så ked af det, og jeg tænkte "Nu kan det være ligemeget. mit liv er ødelagt, jeg er ingenting værd." jeg begyndte at skære i mig selv men denne gang ikke for sjov. Det hele begyndte at gå ned for mig, var sur, gik i sort tøj, hvis nogen sagde noget, som ikke lige passede mig, slog jeg, eller råbte og skreg. begyndte at få selvmordstanker, da min bedste veninde havde truet mig, med tæsk, mens hun stod med en kniv presset mod min strube. efter ca. 3-4 måneder, klarede det hele nogon lunde op igen for mig, og jeg kunne tænke klart igen. Efter sommserferien 2004, mødte jeg en utrolig sød fyr, jeg begyndte at komme sammen med ham, men det varede ikke andet end en måned. På denne ene måned, havde han nået at være mig utro, med min bedste veninde og taget stoffer fire gange. Der gik jeg fuldstændigt ned. Nu spiser næsten ikke noget, tænker på selvmord hele tiden, græder mig selv i søvne næsten hver aften, har ingen livsglæde, føler en stor tomhed indeni, jag er utroligt bange for mig selv, for jeg har det såden at hvis jeg ser min ekskæreste igen, kvæler jeg ham eller noget andet. Jeg drømmer også om det meget tit. Jeg er bange for at jeg gør ham fortræd, hvis jeg ser ham og vi er jo stadig venner. Men det værste er, at over det hele på mine arme, har jeg dybe ar og lange sår. jeg prøver at lade være med at skære i mig selv, men jeg kan bare ikke lade være. jeg kan ikke lide at være i selvskab, med nogle jeg ikke kender, for jeg tror at de ikke kan lide mig. Det samme problem har jeg når jeg går fobi folk på gaden. Jeg kan heller ikke lide at være oppe i skolen, for der tror jeg heller ikke der er nogen, som kan lide mig som den jeg er. Jeg frygter i det hele taget, bare at tage et skridt udenfor mit hjem. Det eneste sted jeg føler mig tryk er, når jeg er hjemme. Jeg håber at i kan hjælpe mig, for jeg er meget forvirret og bange...

Knus og kram

Svar (9 nov 2004)

Kære Liv.
Vi mennesker har det med at skabe/opleve verden ude omkring os, sådan, at den nøje svarer til det billede af os selv, som vi gennem vore erfaringer har fået printet på indersiden - selvbillede, identitet og selvfølelse er begreber, som har med det indre billede at gøre.
Det betyder, at hvis vi ikke kan lide sider af os selv, synes vi ikke, at vi er noget værd, at vi dur. Det er bare ikke rigtigt, men har noget at gøre med den øjeblikkelige situation, som måske ser noget uoverskuelig ud.
De problemer man oplever kan være så påtrængende og så uudholdelige, at man forsøger at overdøve dem, ved at skære sig i armene. Herved fremkommer en smerte, som man selv kan kontrollere - i modsætning til den indre smerte.
Så når du fortæller mig, at du forsøger at lindre din indre smerte ved at påføre dig en ydre smerte, siger det mig noget om, at du har nogle problemer, som du ikke selv er i stand til at løse. Du skal gå til din kommune og komme til at snakke med en sagsbehandler og fortælle hende om dine problemer. Hun kan sørge for at du kommer til at snakke med en psykolog. Det er helt gratis, og nødvendigt, hvis du skal videre uden problemer med at skære dig i armen.
Når du bliver ældre og er fri af dine nuværende problemer, er det jo bare for ærgerligt, hvis du har skamferet dine arme, og dårligt tør vise dem frem. Så vil du helt sikkert kunne bruge det som bevis for at du ikke er noget værd. Alle mennesker er noget værd - men alle er også nødt til selv at finde ud af, at det hænger sådan sammen.

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann