Mindreværd og stress.

HEj.
Jeg er ikke helt klar over strukturen i hvad jeg vil skrive her, men kaster mig ud i det og tror på at en mulig sammenhæng vil træde frem. Jeg er en kvinde på 31 år. Jeg har gennem det sidste stykke tid været ret stresset, og det er som om at min krop reagerer kraftigere på stress desto flere gange/perioder jeg er udsat for det, selvom at det egentlig ikke er de vilde krav der bliver stillet, eller som jeg selv stiller - det er som om at min krop kumulerer stress erfaringen - og jeg ender op med en underlig angst fornemmelse i kroppen - som jeg nu har gået med et par dage. Jeg har prøvet det her før, men denne gang er det endt i at, tror jeg, jeg var ved at besvime forleden aften på vej hjem på cykel - jeg fik kvælningsfornemmelser, kvalme og åndedrætsbesvær - da jeg kom hjem var jeg helt desorienteret over hvorfor jeg havde fået det sådan - og jeg kunne ikke helt forstå det...tænkte først at det måske var fordi jeg havde været til et møde hvor der var mange mennesker som jeg ikke kendte (frivilligt arbejde - stor organisation)og jeg har det altid lidt svært i formelle forsamlinger med mange mennesker som jeg ikke kender - jeg bliver nervøs for ikke at slå til. Øhmm, jeg har lidt store forventninger til mig selv i forbindelse med dette job, jeg er forholdsvis nystartet og arbejder sammen med en masse kvalificerede mennekser, og jeg føler nogengange at jeg ikke er lige så kvalificeret som de øvrige - men jeg er ikke sikker på om denne følelse er reel, eller bare er et udtryk for mindreværd, for når jeg intellektuelt tager diskussionen med mig selv så er jeg absolut lige så kvalificeret - måske bare på nogle andre områder..men det er som om at jeg ikke kan overbevise mig selv, som om det ikke bundfæller sig i mig - gir det mening at skrive at sådan?
VEd siden af dette frivillige job, er jeg studerende på RUC, egentlig også en stress faktor, men på en lidt anden måde. Det har aldrig været mit ønske at læse på RUC, fordi man ikk ekan læse det jeg gerne ville - men jeg tænkte, for 2 år siden da jeg startede, at det er bedre at jeg holder mig til - og jeg kan nok også lærer en masse hernede - det har jeg da også gjort - men det er stadig 2 år brugt på noget som jeg dybest set ikke brænder for, og sidst men ikke mindst 2 år med gruppe & projektarbejde - og jeg må blankt erkende at jeg synes at det er meget svært hele tiden at arbejde i grupper...jeg oplever det meget hårdt og jeg er ekstremt følsom i de der gruppe situationer/dynamikker - og tænker at læringsprocessen bliver gjort mere vanskelig end den behøver at være - samtidig er det jo ikke endsidigt skidt, der er bestemt også nogle fordele ved det, men jeg synes at de drukner for mig - og jeg har svært ved at finde en afbalanceret rolle i projektgruppesammenhænge.
Jeg springer lige ca. 10 år tilbage..dengang gik jeg til psykolog engang i mellem pga. problemer med lavtselvværd, spiseproblemer (bulimi & overspisning), markering af mine grænser i forhold til andre mennesker osv..jeg fik gennem et par år med hjælp, og med nogle ændrede livsfaktorer bugt med de problemer og havde et nogle år hvor jeg oplevede "hvordan livet også kan være :-)" det har senere hen været meget givende for mig at trække de redskaber frem jeg tilegnede mig dengang, når noget igen blev svært eller kørte i ring etc. For ca. 4 år siden døde min mor - fra den ene dag til den anden...det har, set i bakspejlet, været nogle underlige år siden - mange klare og almindelige øjeblikke, og mange tågede uger hvor jeg tror jeg bare har levet for at få tingne til at hænge sammen & gamle mønstre brød frem igen. Det skal bemærkes at jeg desværre ikke har betydelig kontakt med min far, han har fået et nyt liv og ønsker ikke mig blandet ind i det, det har været en stor sorg for mig, og er det vel egentlig stadig når jeg sådan mærker efter - jeg kan bare ikke gøre mere ved det - har prøvet alt, og det eneste jeg ikke kan bære er at afskære ham, selvom at det gør mere ondt end godt, når vi så endelig ses. Sidst vi sås var i starten af december måned 2003 hvor han havde inviteret til "julehygge" jeg var nødt til at bryde op efter en time, jeg var i forvejen streeset enormt for det var lige op til projekt aflevering, og kunne slet ikke bære alle minderne fra huset (mit barndomshjem)og min families måde at sidde og være i julehumør på - når vi slet ikke holder jul sammen, i mit hoved ved jeg godt at min far er i sin fulde ret til at vælge at ville holde jul med sin nye kæreste (det har de gjort de sidste 3 år)men at jeg så bare automatisk bliver fravalgt har været så hårdt synes jeg - han har ligeud sagt at han er ligeglad med hvor jeg holder jul og hvad jeg i øvrigt foretager mig - kan mærke at jeg bliver ked af det nu, bare jeg skal skrive om det, længslen efter den algode familie der rummer alt er så stærk i mig...nå, men grunden til at jeg skriver alt det her er egentlig bare at nogle af disse gamle mønstre er kommet igen - igen, og jeg ved at jeg har været fri for dem tidligere og jeg gider simpelthen ikke have det i mit liv længere - jeg har de sidste to dage spist på følelser, mere end hvad godt har været - jeg tror jeg forstår mig selv - kan forklarer hvorfor jeg har det som jeg har det - stress osv. men det hjælper mig bare ikke, og min erfaring siger mig at jeg ofte skal gå nogle andre veje end de rationelle for at forstå mig selv, men de veje kan jeg ikke finde lige nu - derfor denne kontakt, i håb om at du/I kan hjælpe mig på vej? På forhånd tak. Hilsener fra A.

Svar (28 mar 2004)

Kære A.

Tak for dit brev. Jeg tror, at mange oplever samme form for sterss og mindreværd, som du her beskriver, og de fleste tror, at de er alene om at opleve dette.
Jeg er bange for, at det måske er tidens mest udbredte lidelse, og jeg tror det har at gøre med, at verden har ændret sig på en måde, så det er blevet svært, at udvikle en personlighedskerne, hvor selvfølelse, selvtillid og identitet er naturlige følger af vores måde at leve på.
I modsætnint til før, hvor familien var hjørnestenen i livet, og hjemmet var noget centralt, entydigt, hvorfra der måske foregik en produktion, som familien levede af, er livet for de fleste mennesker ændret, så tilværelsen er blevet mere opsplittet i selvstændige sektorer. Både far og mor er kommet på arbejdsmarkedet - fra helt små lærer vi, at vi skal i vuggestue på et bestemt alderstrin, i børnehave på et andet, i skole på et tredje. Vi er unge/teenagere i en bestemt alder, voksne i den arbejdsduelige alder, og gamle og skal leve livet på alderdomshjem, når vi ikke mere er i stand til at klare dagligdagen selv.
For nogle, som for dig selv er der sket en opsplitning af familien. Din fader giver ikke udtryk for, at han er interesseret i dig og dine bekymringer. Tilsyneladende har han nok i sit nye forhold. - Det er klart, at vi så får svært ved at finde frem til, hvem vi selv er, hvad vi egentlig ønsker os af livet, og hvordan vi skal nå frem til målet i en verden, hvor det nogen gange kan være svært at fine meningen med tilværelsen.
Løsningen er for mig at se ikke en tilbagevenden til gamle tilstande - (det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.)
Mit bedste råd til dig er, at sætte dig ned og gennemtænke dit liv og din nuværende situation. Du kunne for eksempel tænke 5 eller 10 år frem, og sætte dig et mål: "Hvordan skulle dit liv se ud om 5 eller 10 år??" Hvad skal der til, for at du kan nå målet, hvordan når du frem til målet?
Skal du læse et bestemt fag? skal du giftes med en mand? Have børn?
Hvad er realistisk m.h.t valg af fag? indtjening? bosted? familiesituation osv. Når du har luget de urealistiske ting fra, er det blot at gå efter målet.
Her har du fået en opskrift på, hvordan du kunne gøre det. Jeg ved selvfølgelig, at det ikke er så let, som det måske fremtræder her, men det ændrer måske ikke ved, at det kan vise sig nødvendigt - med alle de overvindelser og problemer, der følger med.
Andre foretrækker givet at gå andre veje, som kan være lige så gode. Jeg har ikke løsningen på alle problemerne. Men jeg skriver ovenstående, fordi jeg nok selv ville bruge metoden. Håber du kan bruge lidt af den også.

Med venlig hilsen.



Palle Hoffmann