Ufølsomhed

Jeg så for nylig et dokumentarprogram om en skizofren mand, og det skræmte mig, da han fortalte om sin manglende evne til at føle glæde og sorg. Jeg er ikke sindslidende. Ikke desto mindre har jeg også et "føle-problem". I mange år har jeg troet, at min hårde facade var et spil, da jeg valgte at tage rollen som tilnærmelig på mig i mine teenage-år. Den rolle ønsker jeg ikke længere, men det har vist sig svært at komme af med den, da jeg ikke oplever at føle som andre. Det kan lyde mærkeligt, men jeg er tilsyneladende en hårdfør person. Som hhv. 6- og 11-årig mistede jeg mine bedstefædre. Jeg
husker, at jeg trods min unge alder følte skam over, at jeg ikke rigtigt var ked af det og ikke formåede at græde, som de andre børn og voksne i familien
gjorde. Jeg har altid været en frygtløs og også smådistræt person. Det har betydet, at jeg har kastet mig ud i mange udfordringer for at afsøge grænser. Jeg ved, at jeg ofte er inspirerende selskab, og at der er mange, som beundrer mit sindelag. Selv oplever jeg, at det mangler dybde følelsesmæssigt (frem for intellektuelt) og evnen til at sorges og glædes ved de små/nære ting,
og jeg føler mig aparte af den grund. Det har altid været de store linier, som fænger mig. Venner, kærester og familie skal opføre sig meget dumt, førend
deres ord og handlinger går mig på. Til gengæld observerer jeg, hvordan de indbyrdes har kontroverser, fordi den ene har sagt noget, den anden er blevet
ked af, som de senere må rede ud. Jeg ønsker at være en del af denne verden fremfor at være hende, der blot observerer og lytter fascineret. Jeg tror ikke, det er fordi, jeg mangler ord. Jeg er seriøst bange for, at det er fordi jeg ikke føler så meget. Når familie eller venner spørger, hvordan jeg har det, fortæller jeg, at jeg har lavet dit og dat, men min sindsstemning er ikke så svingende. Jeg er som regel i forholdsvist godt humør. Socialt set opfatter jeg mig selv som ganske velfungerende. Jeg har haft flere forhold (altid med mænd, der som jeg er optaget af de store spørgsmål), har gode venner, en stor familie (er dog selv enebarn). Jeg har et ret aktivt liv med studier, fritidsinteresser osv. Findes der simpelthen mennesker, som ikke føler så meget, eller tror du, at jeg er fyldt med blokeringer??? Har
du eventuelt et bud på, hvorfor jeg er sådan, og hvordan jeg kan hjælpe mig selv i denne henseende? Mit ønske er jo i og for sig skørt, for jeg har lyst til, at hverdagen var sværere - at tingene kunne gå mig mere på, så jeg ikke
>var så følelseskold, og så jeg kunne finde ro og glæde ved de små ting. Jeg håber, at dette giver nogen mening..Vh. kvinde, 28 år.

Svar (8 okt 2003)

Hej, og tak for dit spørgsmål.

Du har indledt din glimrende historie med at sammenligne dig med en skizofren person, idet du sammenlignede den skizofrenes manglende følelser i dine egne oplevede manglende følelser. Du er dig selv bevidst, at du ikke er skizofren, og din historien efterlader da heller ikke et indtryk af en sindslidende person.

Det fremgår, at du synes at mangle evnen til at være bekymret over små ting og at kunne få følelser vakt af selv små begivenheder. I den sammenhæng må jeg pege på, at du har haft en vis tendens til at være robust og hårdhudet i stedet for at lade dig gå på af bagateller. Med din alder på 28 år er er din personlighed støbt i jernbeton, og du har ikke en kinamands chance for grundlæggende at kunne forandre den måde, du oplever verden på. Jeg vil også pege på, at du selv er bevidst om at tænke i de store linier og at du intellektuelt er velfungerende

Jeg vil anbefale dig at være din måde og din oplevelse af verden bevidst og betragte den positivt. Jeg har haft de første mange hundrede patienter, der tryglede om værktøjer til at være robust og at kunne tage let på små udsving i deres verden. Det er ikke et ubetinget gode at kunne glæde (og sørge) over bagateller.

Der findes både på nettet og i den "virkelige verden" utallige grupper og personer, der mod en solid betaling gerne vil "arbejde videre" med dig og dine personlige problemer og få dig i kontakt med din indre person. Mit sidste råd - lad være, det er mindst rent pengespild, og i værste fald direkte skadeligt.

med venlig hilsen



Erik Kjærsgaard