Kærligheden eller mine børn?

Mit altoverskyggende problem er hvorvidt jeg skal vælge kærligheden eller mine børn.

Jeg har 3 børn på 5 ,9 og 12 år. For 3 år siden blev jeg skilt fra børnenes far på min foranledning. Børnene boede hos mig primært, men var hos deres far ( som boede meget tæt på) hveranden weekend og hver onsdag. Derudover kunne de komme i hans lejlighed når de ville, hvilket de gjorde ind i mellem. Jeg er mor med stort M, er lærer og har derfor mulighed for at være mere sammen med børnene end et 8 til 16 job ellers giver mulighed for. Jeg er også meget knyttet til mine børn og vice versa.
For et år siden mødte jeg en mand med hvem det hurtigt blev meget klart at vi to gerne ville dele hverdagen og fremtiden sammen. Han havde to børn - en dreng på 15 og en dreng på 8 år. Hans ex. kone er meget ustabil og derfor bor børnene fast hos deres far, dog med samkvem med moderen når hun er frisk.
I juli flyttede vi alle ind i vores nyindkøbte hus for at starte en tilværelse sammen. Vi voksne var begge klar over at det var en udfordring, især også fordi forholdet til mine børns far var ret betændt, da han slet ikke kunne kommunikere med mig efter at en ny mand var kommet på banen. Derfor levede mine børn i to adskilte verdener og jeg kunne mærke at det belastede dem hårdt.
Min kærestes børn var heller ikke verdens nemmeste børn. Den 15 årige var ekstrmt indelukket, men jeg var indstillet på at give ham tid. Den yngste på 8 som er adopteret hertil som 3 årig, var/er utroligt adfærdskrævende/opmærksomhedskrævende og kunne ikke give mine børn plads til blot at være dem selv i det nye hjem. Altid måtte han forstyrre dem, blande sig i de ting som de hverisær havde for sig. Det blev efterhånden så stor en belastning for mig at se, hvordan mine børn(som ellers er stærke og velfungerende) fik det dårligere og glædede sig enormt til de dage de skulle være hos deres far. Min kæreste og jeg havde talt om det flere gange, men jeg tror det er svært for den biologiske forælder at se at problemet med ens eget barn er så stort.
Til sidst kontaktede jeg min ex.mand og jeg og børnene flyttede ind hos ham først i oktober.Det skulle være en overgangsperiode indtil jeg fik en ny bolig. Der bor jeg/vi så nu. Børnene synes det er ok. for nu er far og mor sammen, men vi voksne synes det er hårdt, da ingen af os kan se at vi har en fremtid sammen, trods alt.
Jeg savner helt ekstremt min kærste og de drømme om fremtiden vi havde sammen. Vi har også prøvet at opretholde et forhold, hvor vi har været sammen når han ikke har haft børnene.
Mit kollosale dilemma er nu, hvorvidt jeg kan flytte tilbage til min kæreste (og mit hus og min drøm) uden at mine børn nødvendigvis flytter med. Kan jeg overleve som mor ved at mine børn lever deres liv hos deres far og jeg bliver samkvemsforældre. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne og omkostningerne ved det.
Så jeg skriver for at søge råd og vejledning, og for at høre om det er sket før at "mor har valgt kærligheden frem for børnene".

Svar (17 dec 2002)

Kære AE.

Jeg forstår godt, at du kan føle dig i et dilemma mellem at vælge kærligheden eller børnene, men spørgsmålet er, om det reelt behøver at være et enten eller?
Jeg kan naturligvis ikke foretage valget for dig, men hvis du skulle vælge at bo sammen med din nye mand, kan du måske tale med dine børn om, hvor svært det er at bo sammen med andre børn, som de jo ikke selv har valgt, at de ikke mister dig, selv om de vælger at bo eller være mere sammen med deres far.
Han må jo trods alt være i stand til at give dem noget, når de foretrækker at være hos ham, hvis der er for meget uro med din nye mands børn.
Måske kunne du aftale med dem, at I så holder nogle dage/uger sammen, hvor du og børnene er alene sammen.
Jeg tror, at du må indstille dig på, at man ikke kan foretage et valg, uden at det har nogle positive og negative konsekvenser. Ingen af os kan gå igennem livet, uden at træffe sådanne valg. Som regel bliver det værre, hvis man søger at undgå at vælge, for det rummer desværre også et valg - med både negative og positive konsekvenser. Men her overlader mand det til tilfældighederne, og tror sig uden skyld i følgerne. Det er at lukke øjnene for problemerne.
Du må prøve at mærke efter inde i dig selv, og finde frem til, hvad der er det rigtige for dig ud fra en vejen for og imod-analyse. Hvad der mærkes rigtigt for dig vil som regel også være det rigtige for børnene på længere sigt.

Med venlig hilsen

Palle Hoffmann




Palle Hoffmann