Problemer med gråd

Hej med jer-
Jeg har læst mig lidt frem og fundet ud af en del ting, som hjælper på forståelsen af mit problem. Jeg er en ung pige på 18 år, som nu i et år har været sammen med min dejlige kæreste på 20. Jeg håber så meget at I kan hjælpe mig. Det drejer sig om projektiv identifikation, hvor jeg er den lille. Jeg er i øjeblikket i Amerika, og har været der i 3 måneder, tagende afsted lige efter min studenter eksamen. Jeg græd meget inden jeg tog afsted pga. pres fra eksamener, og angst for fremtiden. Vi holder sammen endnu, heldigvis, men jeg må indrømme at jeg tvivlede. Jeg skal hjem om nogle uger med håbet om at finde et sted at bo, og et arbejde til næste uddannelses start (Aug). Desuden tog jeg p-piller, som også fik grunden til megen gråd. Dem stoppede jeg med og græd ikke meget i løbet af denne tid, men er lige startet igen. Jeg taler somme tider med min kæreste, og nu beskylder jeg at jeg ikke kan vente med at se ham at jeg igen græder over de mindste misforståelser over telefonen eller f.eks. hvis han havde lovet at ringe, men er for træt til at holde en samtale igang. Det gør mig så forfærdelig ked af det, eller der er ikke langt til tårer. Jeg har svært ved at afslutte samtalen uden at blive skuffet, men han er sød til at fortælle mig at han elsker mig og savner mig. Som I nok allerede kan se, har jeg selv fundet ud af problemet, netop at han er faren, og jeg er datteren-og det får mig til at gå helt ned med flaget. Jeg vil ikke hjem og være ked af det, da det jo er godt endelig at være sammen igen. Jeg frygter en tid med meget gråd, fordi jeg ikke kender min fremtid. Jeg nægter at gøre det forbi, så jeg kan løfte op på dette personlige problem alene, og håber konstant på at jeg må være stærk, når jeg ser han igen. Så han også bliver vækket -og der føres energi ind i forholdet. Seksuelt er det ikke noget problem, da jeg er glad for min krop og han så at sige "tændes" derved. Men jeg forestiller mig, at hvis dette går værre for sig; at det går ud over vores seksualliv.
Jeg ved også godt, at jeg må få ham til at tage sig mere sammen med de "dovne" ting. I har nævnt en hel liste over forskelle i et projektivt identifikations forhold, og disse kan jeg give ret i:
Give/modtage (desværre har jeg en tendens til at fortælle ham hvad han skal give mig(!), fordi jeg bliver skuffet/vil undgå skuffelsen at - hvis han ikke har gjort noget.

Hjælpsom/hjælpeløs (jeg laver generelt mad, og ryder op)

Nødvendig/værdiløs (jeg føler mig værdiløs i gråds situationen)

Fyldt/tom (han er klog, og jeg glemmer min egen diplomatiske sans, og kan ikke se min sag fra flere sider end min egen. Specielt når jeg græder, hvilket er for tit!)
Jeg er dog god til det når jeg hjælper ham, med hans problem, så vi er "lige" kloge...
Vi er modsætninger, og det er også godt! Men under overfladen chokeres jeg over mig selv og ønsker egentlig at ændre på mig selv, så jeg kan være stærk og selvstændig i min egen konflikt.
Jeg ser meget op til stærke selvstændige kvinder, som ikke græder. Eller i hvert fald kun ved situationer hvor det er normalt- ved begravelser og andet..
Jeg undrer mig over min lette vej til gråd, og hvordan jeg kan holde den tilbage! Det er ved at være for meget. Jeg håber I kan hjælpe mig. Mange hilsner Maria

Svar (17 sep 2002)

Kære M.
Jeg er imponeret over at du så tidligt er begyndt at interessere dig for psykologi. Det er også fantastisk, at du allerede har kendskab til forsvarsmekanismer som projektiv identifikation. Jeg kan betro dig, at mange psykologer ville få problemer, hvis de blev bedt om at forklare indholdet i denne forsvarsmekanisme. Men nok om det.
Jeg kan berolige dig med, at det er helt almindeligt for unge piger i din alder, at de har let til gråd. Du skal regne med, at din udvikling fra barn/ung til voksen er i fuld gang, og at alle i denne overgangsfase mister fodfæste og har let til gråd. Det kan naturligvis også vise sig på andre måder, men fælles for de udviklingbetingede overgange er, at man er i fuld gang med at skifte identitet, og at selvtillid, selvfølelse osv. i den fase kan ligge på et meget lille sted.
Med den modenhed dit brev iøvrigt viser hen til, er der for mig at se ikke så megen grund til at være bekymret. Nyd dit gode forhold til din kæreste, og tal med ham om dine problemer, hvis det er muligt. Hvis ikke kan du måske tale med dine forældre?

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann