Tomhed

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lægge ud med det her, for jeg har svært ved at sætte en finger på det egentlige problem... Men der er vel ikke andet for end at forsøge......
Jeg er ikke lykkelig. Og jeg er sjældent rigtig glad. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg har nogen, som jeg kan komme til med mine problemer, og lukker derfor det meste indeni mig. Når jeg forsøger at tale med mine venner om det, der går mig på, kommer det aldrig rigtigt til sagens kerne, fordi jeg ikke føler de lytter rigtigt efter... Egentlig bunder mit problem vel nok i, at jeg føler mig utrolig ensom. Jeg har mange venner, men føler mig aldrig som en del af et fællesskab. Føler mig altid alene, lige meget, hvor jeg befinder mig...
De fleste dage starter med en nogenlunde okay følelse, især på de dage hvor solen titter frem, men jo mere dagen skrider frem, desto mere sort bliver det hele for mig... Jeg lægger mig aldrig til at sove før jeg er så træt, at jeg bare dejser om. Ser altid film, el.lign, fordi jeg frygter det, der kommer, når jeg lægger mig ned... Det er en utrolig overvældende følelse af tomhed... Jeg ved, at jeg bliver nødt til at se de følelser jeg har, i øjnene, men jeg kan bare ikke gøre det alene. Jeg tør ikke gøre det alene... Oftest ligger jeg om aftenen og tæller nedad fra tusind for at alle tankerne ikke skal angribe mig...
De værste dage er dem, hvor jeg vågner og et kort øjeblik tror, at jeg stadig er i drømmene... Men så skyller virkeligheden ind over mig, og det er så frustrerende, at jeg ikke kan gøre andet end at sætte mig foran fjernsynet eller computeren ... Det får tankerne væk...

Jeg har forsøgt at gøre forskellige ting, for at blive mere livsglad... bl.a. har jeg lige gået på højskole i et halvt år...... men når den var slut, var der ligesom ikke noget tilbage... Og jeg var heller ikke helt glad, mens jeg var der... Så troede jeg, at problemet var, at jeg ikke havde noget arbejde. Det har jeg nu, men det har heller ikke hjulpet noget... Jeg har ligeledes prøvet forskellige andre ting: gåture, motion, kunst... men der er ingenting der hjælper.... Jeg sidder bare her i min lille sorte verden og kan ikke komme ud....

Jeg er 20 år gammel, enebarn, tog studentereksamen for et par år siden (det var der det hele startede), og de fleste mennesker ser mig som yderst positiv og udadvendt.....

Jeg ved, at det måske kan være svært at hjælpe ud fra det her, men jeg har virkelig brug for et råd........

(xx)

Svar (5 jun 2002)

Dit oplæg viser med al tydelighed svaghederne i en brevkasse som vores. Det er ganske enkelt nødvendigt med mange uddybende spørgsmål før end man med nogen sikkerhed kan give dig et godt råd. Du beskriver en række symptomer der med det "milde sæt briller" giver et indtryk af et ungt menneske, der savner mening med livet og gåpå mod til at leve sine ønsker ud. Hvis jeg på den anden side skal tage alle dine udsagn og vurdere dem fra en strengere synsvinkel, kan jeg se træk der både minder om dystymi, depression og skizofreni. Du kan læse derom i artikelsamlingen.
Det bedste råd, set fra mit synspunkt, er at få talt din situation igennem med din praktiserende læge og følge hans anvisninger.

Erik Kjærsgaard