Hvor længe skal man vente...?

Hvor længe skal man vente...?
Efter mere end to år i et fast forhold med min kæreste, er alting nu for alvor ved at gå i opløsning. Jeg har intet overskud mere og hvor jeg før altid havde ekstra kræfter til at klare selv de mest almindelige gøremål, er jeg nu helt afkræftet og ligeglad med det hele.
Af en eller anden grund har jeg altid være usikker på ham. Han er snart 27 og lever i en helt anden verden end jeg. Da jeg mødte ham , var det som lynet der slog ned, jeg vidste, at jeg ville have børn og giftes med ham og gøre alt for at gøre ham glad.
Desværre har det altid være mig, der har været foran. Jeg var den første til at sige, jeg elsker dig, hvorefter jeg fik at vide, at det var han da glad for, men det kunne han desværre ikke sige endnu.....Jeg var den første, der snakkede om at flytte sammen, men heller ikke det, var han klar til.

Jeg var den første til at nævne børn for ham og selvom det ikke var noget, jeg ønskede her og nu, blev han åbenbart skræmt, og fortalte mig, at det var han overhovedet ikke klar til....han kunne ikke engang sige mig ca. hvornår han forestillede sig børn.
Jeg havde en periode, hvor jeg havde stærke ønsker om at få børn, blive gift osv., men ingen af delene var inden for rækkevidde, da det var, og stadig er, ham, der bestemmer farten.
Vi har talt om det tusindvis af gange og jeg har grædt alt for ofte igennem de sidste to år.
Hans umodenhed skræmmer mig, og tanken om, at jeg fortsat skal gå rundt i uvidenhed, har mange gange fået mig til at overveje om det virkelig er ham, jeg skal bruge mit liv på.
Jeg bliver selv 26 i år og nogen vil måske mene, at jeg har masser af tid, men sådan ser jeg ikke på det i forhold til uddannelse, arbejde osv.
Jeg har altid været usikker på ham, fordi jeg altid har været 10 skridt foran ham.
Jeg synes det er bemærkelsesværdigt, at han altid har en undskyldning for, ikke at gifte sig eller få børn.
Jeg får altid at vide, at han bare ikke er klar til det lige nu...men bliver man nogensinde klar??
Han snakker om forpligtelser og store omvæltninger, om alle de ting, vi ved at sætte børn i verden, pludselig ikke "bare lige kan gøre".
Hvor store forpligtelser er der ved at blive gift? Jeg vil ikke have børn før jeg er gift, da det er en større forpligtelse at få børn. Min mening er, at klarer man et ægteskab, klarer man nok også børn. Det, der gør ondt, er, at han ikke engang har haft den følelse endnu at ville fri til mig.....han har simpelt hen ikke lyst til det!!!! Det gør så forbandet ondt. Jeg kæmper med mig selv for ikke at blive ked af det, men det er umuligt, og jeg har nærmest tigget ham om at fri til mig. Han forstår ikke, hvorfor det skulle forandre noget og mener bare at jeg vil have tingene på min måde, han mener, at det hele nok skal komme og der sker i hvert fald ikke noget før han er klar for ingen skal tvinge noget ned over hovedet på ham.

Han er meget kærlig og omsorgsfuld og mener, at det er nu og her der gælder, han har ikke behov for at fri til mig og beklager sig over, at jeg ikke er nok over ham og ikke har ligeså meget brug for ham.

Jeg har altid haft svært ved at tro ham, da de ting, der betyder noget for mig ikke er andet end problemer i hans verden. Vi kan ikke engang tale om tingene, da alting er blevet tabu. Jeg føler han gør grin med mig, hvis han nævner noget omkring børn. Jeg har sagt, at jeg ikke kan tåle at tale om det, før han mener at vi skal gøre noget ved det i praksis. Og det bliver ikke foreløbig, da han ikke har tænkt sig at vi skal giftes foreløbig. Jeg havde ellers en lang periode, hvor det lykkedes mig at fortrænge alle tanker om børn og giftermål, og det var den største lettelse, men desværre er det vendt tilbage.

Det gør vanvittig ondt, især fordi folk omkring mig/os, begynder at fri til hinanden, gifte sig, købe hus og få børn. Jeg lukker mig mere og mere inde og bliver syg i sjælen af at gå og vente. For mig, er det at blive gift og få børn det ultimative bevis på, at man elsker hinanden.
Han mener, at det er hverdagen det handler om. Men selvom han er kærlig, smider han aldrig om sig med de store kærlighedserklæringer og er i øvrigt ikke den store initiativtager til at gøre noget særligt for mig en gang i mellem.
Det gjorde jeg selv meget ud af i starten, men har ganske enkelt ikke lyst til det længere, da jeg føler jeg ikke får noget igen.

Jeg har mistet modet fuldstændig og ser intet lys forude, med mindre jeg skal live i dette forhold på hans primisser.
Hjælp mig.....

Den ulykkelige

Svar (27 maj 2002)

Kære T.

Jeg forstår, at dine og hans behov for ægteskab og børn er forskellige. Årsagerne hertil kan være mange,og det er kun muligt at gætte sig frem. Men der skal to til en tango - alene går det ikke. Hvis jeg skal give dig et råd, ville jeg holde op med at presse ham til noget han ikke vil være med til - eller er klar til endnu.
For mig ser det ud som om jeres forhold ellers er godt. Nogle mennesker er bange for at lade sig binde i et ægteskab, at tage det ansvar, der følger med, og flygter fra det. Du må som udgangspunkt acceptere, at han vægrer sig ved at blive gift, og vælge, om du vil affinde dig med det, eller vælge en anden vej. Kun du kan tage det valg.
Hvis den ene part derimod oplever, at den anden er på vej til noget andet kan det være, at interessen for at bevare forholdet bliver det vigtigste. Det er set før at angsten for forplæigtelser og ansvar er forduftet som dug for solen, når truslen om ændringer i dagligdagen bliver en realitet. En ting er sikkert - du kan ikke lave ham om, men du kan måske hjælpe ham lidt på vej ved at holde inde med at presse ham, og bevidst vise ham lidt mindre interesse. Som regel bider fiskene på krogen, hvis de selv har oplevelsen af at de har valget.

Med venlig hilsen

Palle Hoffmann