Teenage-problemer/frigørelsesproces

Teenagerproblemer/frigørelses proces
Vi har en datter på 17½. En dejlig pige som vi egentlig også syntes er fornuftig på mange områder. Det svære for os lige nu er, hvordan vi skal takle hende i følgende situationer:
- Kommer kun lige ind af døren med sin taske og siger, jeg tager afsted til Århus igen - ud til kæresten. Hun har været i sommerhus hele weekenden sammen med hans familie. Vi syntes godt hun nu kunne blive hjemme til i morgen, hvor hun skal i skole. Hende og kæresten går på samme skole - han har ikke gjort ret meget ud af skolen og var indtil vores datter blev kæreste med ham lige ved at blive smidt ud af skolen pga. dårlig mødedeciplin. Vi tror hun møder op i skolen; men hun gør ikke mere ud af lektierne end højst nødvendigt, og skal hun klare skolen, er det nødvendigt hun er seriøs og arbejder med tingene.
- Hun mener vi passer for godt på hende, og får ingenting lov til - vi opdrager hende som henes søster,der er 4 år yngre - hun mener virkelig vi lægger bånd på hende. Når hun bliver 18 skal hun i hvert fald ikke bo hjemme mere, og sagde vi hun bare kunne flytte nu, så gjorde hun det. Hun modtager hver måned 700 kr. for ikke at lave noget - vores krav er, at hun skal passe skolen og holde sig selv ved tøj.

Hvad tror du der vil ske, hvis vi sætter regler for, hvilke dage hun skal være hjemme, og hvilke dage hun kan få lov til at blive hos kæresten?
Lige nu tør vi næsten ikke gøre noget,for måske har hun ret i det er os, der har problemer med at lade hende løsrive sig fra os.
Hvordan tackler vi hende, og hvor strænge krav kan vi tillade os at sætte for en pige i den alder? Det eneste sted hun har svigtet vores tillid er, at hun har prøvet at ryge, og måske gør hun det stadig i smug. Vi vil ikke se det, og vi vil ikke have hun gør det herhjemme. Viser det sig hun ryger, får hun heller ikke noget kørekort; men det gør os meget ondt, hvis vi bliver nødt til at effektuere det, da vi ved hvormeget et kørekort betyder for hende - både nu og på længere sigt.

Det er meget svært at formulere problemet på denne måde, og måske du ikke helt forstår det vi mener. Hvis ikke vi kan få hjælp her, hvor kan du så anbefale os at gå hen? Klasselæren? Familieterapeut? Psykolog eller hvad?

Svar (30 apr 2002)

Kære C.

Din datter på 17½ år er i en fase, hvor hun er ved at løsrive sig fra jer, og er på vej til at skulle klare sig selv og sin tilværelse. Som jeg læser det du skriver er hun ikke selv bange for den situation, men I som forældre er bekymrede, om hun nu også er gammel nok og i stand til at klare det. Jeg læser jeres brev som et stort spørgsmål om, hvor megen frihed kan I tillade hende, hendes modenhed og alder taget i betragtning.
Jeg tror de fleste forældre med børn i teenagealderen har stillet sig de samme spørgsmål i alle generationer, og svarene er lige så svære og individuelle, som der er mennesker. Jeg er af den opfattelse, at man skal give børnene så meget ansvar, som man selv føler, de er i stand til at forvalte. Jeg tror ikke, at det er en god ide, at stille det for firkantet op med krav om at hun skal være hjemme efter et bestemt skema. Hvis jeg var jer, ville jeg acceptere, at hun foretrækker at være sammen med vennen/kæresten, men samtidig tale med hende om, at i som forældre/familie også gerne vil være sammen med hende, og lave nogle aftaler om hvornår, hvordan, hvor længe, skal vennen værre med? osv.

Om jeres datter vil ryge eller ej, bliver nok desværre ikke jer, der kommer til at afgøre, men som ansvarlige forældre er I med rette bekymrede. Jeg synes, at I skal holde ved jeres betingelser om kørekortet, og jeg synes I skal tage en fornuftig snak med hende om konsekvenserne af rygning. Og husk, at så længe hun bor hjemme, er det jer, der bestemmer, om der må ryges i hjemmet.
Det lader jo til at I har en datter, som er fornuftig på de fleste områder. At hun også er i en alder, hvor hun skal eksperimentere med alle livets forhold er i sig selv ikke så bekymrende. Det er faktisk kun sundhedstegn. Hun er jo nødt til at gøre sine egne erfaringer, og har I givet hende den ballast i livet, som en sund fornuft er udtryk for, har i ikke så megen grund til at være bekymret. Den sunde fornuft vil som regel sejre, og jeres datter vil finde den vej i livet, som hun synes er rigtig, og nu vil vælge på godt og ondt. Det I som forældre kan gøre, er at stille jer til rådighed med råd og vejledning, når jeres datter kommer og spørger jer, og I skal ikke være bange for at give udtryk for jeres bekymringer, men stil det op for hende som en valgmulighed, og giv hende selv ansvaret for hendes valg. I kan hjælpe hende med at udrede konsekvenserne ved de enkelte valg.
Om end det nogen gange ikke altid er forældrenes anvisninger, den unge vælger, så er det den eneste måde at forældre kan vejlede deres børn på og samtidig bevare deres børns respekt og personlige integration.
Kogt ned til nogle få sætninger vil mit råd til jer være:
Hav tillid til jeres datters sunde fornuft, tal med hende om de problemer I ser på en måde, der respekterer hendes grænser og hendes valg. Lad hende bevare ansvaret for hendes valg, og vær i øvrigt ikke bange for at give udtryk for jeres bekymringer.

Med venlig hilsen

Palle Hoffmann