Jeg er skilt, og savner min søn

Kære net psykolog.
Jeg er en 39 årig kvinde, mor til 2 teenagedrenge på hhv. 13 og 16. Jeg blev skilt for 4 år siden, men bor nu sammen med min kæreste på 2.år. Min mindste søn er for 1½ uge siden, efter eget store ønske, flyttet hjem til sin far. Dette har revet mig over på midten, knust mit hjerte, men jeg følte at han måtte have lov, da han ikke trivedes her, og altid har ønsket sin far meget inderligt. Det går ham nu godt, hvis man kan sige det efter så kort tid, men han er glad, og han skal komme her hveranden weekend.
Jeg henvender mig til jer i håb om et overblik, en måde at komme videre på, og en forklaring på hvorfor jeg pludselig nu er blevet syg. Ikke alvorlig syg, blot feber der stiger og falder, træthed og let til tårer..
Det har stået på i en uge nu, hvorfor jeg selv konkluderer, at det kan have en sammenhæng med strabadserne i den forløbne tid, med min søns kampe og endelige flytning. Jeg glæder mig sindssygt til han kommer på fredag, og vil gøre alt for det skal blive en hyggelig og dejlig weekend, hvor han føler sig elsket, savnet og ønsket. men jeg har det svært med det. Kan græde alene ved tanken om han skal afsted igen mandag morgen. Af og til går jeg ind på hans værelse for at pine mig selv,og se på hans ting, rydde lidt op, og tænke på ham. jeg føler jeg har mistet ham, selvom jeg ved det ikke er tilfældet, men det er så svært ikke længere at skulle bo sammen med ham, ikke længere være den primære voksne i hans liv, ikke være med på første parket i hans liv...
Kan min skranten og feber have en sammenhæng med alt dette? Hvordan takler jeg livet uden min søn hos mig? Hvordan ved han jeg er der, savner ham og elsker ham uden at give ham skyldfølelse, for han ved hvor ked af det jeg er, men også at jeg kun ønsker ham det godt, hvilket pt. er at bo hos sin far...

Svar (11 nov 2006)

Kære V.

Jeg kan meget godt følge dig i dit savn af din søn, og jeg synes, at du klarer det fint med at acceptere, at han har valgt at bo hos sin far. Men du skal også holde fast ved det faktum, at du jo på ingen måde har mistet din søn. Han kommer hver anden weekend, og du behøver ikke at anstrenge dig, for at fortælle ham, at han er både ønsket og elsket. Med det mener jeg, at du skal passe på ikke at kvæle ham i kærlighed, når han endelig kommer hjem. Du skal selvfølgelig sørge for at i har det rart sammen, men pas på ikke at omklamre ham. Så bliver ´hans reaktion nok det modsatte af, hvad du ønsker. du skal blot lade ham forstå, at han altid er velkommen, men lad det være op til ham selv, at finde ud af, hvor tit han vil komme. Så finder han ud af, hvor elsket han er, og får sikkert lyst til at besøge dig oftere, hvis det er muligt.
En anden ting, jeg vil henlede opmærksomheden på, er det faktum, at du jo står over for et skift i identitet og der sker måske noget hormonelt. Jeg tænker på, at du måske så småt er ved at komme i overgangsalderen. Måske var det en ide at tale med din læge om det. Selv om jeg ikke har forstand på den medicinske del af det, ved jeg, at lægen vil kunne anbefale en behandling, hvis han når frem til samme vurdering.

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann