Jeg kan ikke gå i seng med min kæreste.

Jeg er 29 år (kvinde).
JEg har en enkelt god veninde som jeg kan snakke med, men ikke om alt. det er noget jeg selv har valgt. for jeg er bange for hvad der vil ske hvis jeg først får sagt sandheden til nogen. at bare ordene i sig selv forpligter til handling. Så jeg kan ikke tale med nogen om dette. jeg tør simpelthen ikke. min familie, som normalt er mine betroede, kan jeg ikke delagtiggøre i dette. det er mine problemer og mit "slag" jeg skal udkæmpe føler jeg. det er noget helt eksistensielt og jeg kan gøre mange mennesker kede af det bare ved at bringe det op.
Det går ned ad bakke for mig. og nogle gange er jeg bare træt af det hele. Føler at mit livs slutning ligger lige om hjørnet…………….. om end det nok snarere er mit liv der mangler indhold nu og her. Og det startede da jeg mødte min kæreste. Jeg er nu totalt frigid i mit parforhold.

Min kæreste skal ikke røre mig. Jeg vil ikke have hans sexuelle tilnærmelser. Og det gør ondt i følelserne. På os begge. Jeg vil gerne giftes med min kæreste. Men jeg gruer for bryllupsnatten. Jeg elsker ham………. Men jeg vil ikke i seng med ham. Der er noget der suger livet og livsmodet ud af mig og jeg ved ikke hvad det er. Men jeg har aldrig været mindre lykkelig end jeg er nu.

Jeg vil gerne have børn med min kæreste. Men jeg har ikke lyst til at lave dem. Vi passer ellers på hinanden. Vi passer på hinandens skrøbelige sider. Og det har ingen gjort for mig før. Ingen har nogensinde værnet så meget om mig. Passet så meget på mig. Vist at han var stolt af mig. Villet mig så meget at han kunne leve uden sex i månedsvis af gangen. men det er også med til at få mig til at føle ig som en lille pige. og se ham som en lille dreng jeg skal yde omsorg for. og jeg elsker den der uskyldige gammelkloge dreng han var. jeg kan grine helt ned i maven når han finder ham frem. Og vil gerne passe på ham. men det får mig til at føle mig så ukvindelig. jeg har også vist "mit indre barn" frem. og vi kommunikerer også af og til udelukkende gennem de her to børn vi hver især er. Vi har vores eget sprog. som jeg MEGET gerne vil have at vi beholder. Jeg elsker det, men jeg skammer mig også lidt over det efterhånden. i starten var det HELT ok og det var skideskægt. men jeg synes det fylder for meget. og der skal være nogle grænser. og det snakker vi om. problemet er at alt er trygt og sikkert når vi er i den zone. fordi vi har bevist at ihverfald kan vi acceptere hinanden der. det er min teori ihvertfald. Det er ikke just ophidsende, men trods det, er det er nok det bedste vi har imellem os. kærligheden, respekten og beskyttertrangen. men det er vist ikke så voksent...... jeg ved det ikke. det fordrer ikke sex fra min side ihverfald. Og når vi har sex…. Så er det ikke med mit hjerte. Så er det med min krop. Kun kropsligt. Og når det er overstået vil jeg ikke mere tale om det bagefter. i starten talte vi altid om sex bagefter. roste hinanden (også selvom det ikke var vildt godt for mig. mine orgasmer var nok mest min egen fortjeneste. og de betyder egentligt ikke det helt store når ikke hjertet er med). men jeg tænkte at det kunne give ham selvtillid til at slippe sig selv fri. Istedet blev resultatet nok, at han ikke følte han behøvede at forbedre noget som helst. Så det skulle jeg nok have ladet være med. det var ikke så ærligt. men det var KÆRLIGT. Jeg er min kærestes første rigtige kæreste, men jeg tror at det er fordi mine følelser er isolerede at det betyder noget hvor god eller dårlig han er. med tiden er jeg bare blevet mere og mere knyttet til ham, men også mere og mere skuffet. skuffet helt ind i sjælen. Og efter sex, hvilket vi sidst havde i en brandert (jeg var ihvertfald fuld) havde jeg det dårligt bagefter. det har jeg altid. for det føles forkert. og sådan har jeg ALDRIG haft det med en kæreste før. men det er nok fordi jeg føler at jeg gør det af pligt eller fysiske behov men ikke af kærlighed eller lyst. Jeg kan ikke se på porno, eller filmkys eller filmsex hvor det hele bare er så forlorent. Og slet ikke med min kæreste ved siden af. Så får jeg det desideret dårligt. og bliver aggressiv og vil have ham til at spole hen over det. ;-)

Så hvad er det der rør sig i mig. Jeg har aldrig været så tilbageholdende før. Faktisk kunne man godt antyde at jeg er promiskiøst anlagt. FØR jeg mødte min kæreste. Da jeg mødte ham besluttede jeg at gøre alt efter bogen. Jeg ville ikke være alene mere, og det var prisen jeg måtte betale følte jeg.
det tager lang tid for mig at åbne mig op for nogen, men her er det ligesom aldrig sket. og nu har vi kendt hinanden så længe synes jeg.

Det er som om jeg traf en beslutning. At jeg aldrig mere skulle være alene. Jeg vidste at min kæreste aldrig ville forlade mig. Det vidste jeg med det samme. At hvis jeg ville……så var der her en jeg kunne regne med. Så vi flyttede hurtigt sammen. Min kæreste ville egentligt gerne vente, men jeg syntes bare det var så sejt at han ikke var bange for at binde an med MIG, så jeg var parat til at lade det komme an på en prøve, lige med det samme, og bakket op af hans mor og far og "økonomiske" bevæggrunde, flyttede vi sammen. men det var jo slet ikke de rigtige forudsætninger. det kan jeg sgu godt se nu. Efter 3 måneder skrev han pr sms at han elskede mig. jeg kunne ikke tage imod det. Blev lidt skuffet. Og siden har han ikke sagt det for alvor. Og jeg har prøvet at sige det. For at gøre ham glad. Men det når ikke rigtigt ud af mig og ikke rigtigt ind iham. Forståeligt nok når man ikke ved om man mener det. Han afviste engang at ligge i arm med mig, fordi jeg ikke ville have sex med ham. Han påstår igen og igen at det ikke var derfor. Men han har også nogle gange sagt at det er principielt forkert at jeg skal have hvad jeg vil have hvis han ikke må få det han vil have. Og det lukkede mig i. Det er ikke noget milepunkt, men jeg tror ikke det er blevet åbnet rigtigt siden. Jeg blev meget ked af den handlen i porten han lagde op til efter min mening. Og det er snart to år siden. Og vi har ikke haft sex regelmæssigt i to år. Han får på det nærmeste ingenting. Og jeg kan ikke se hvad han vil med mig. JEg føler mig fanget nogle gange. når han ikke vil lade mig være når vi skændes. eller faktisk skændes vi først når jeg bryder sammen. en typisk situation har været, at han har udvist interesse overfor mig(ikke nødvendigvis, men tit har det været det, det startede med). så bliver jeg anspændt og kan ikke sove. så vælger jeg at lægge mig i det andet soveværelse. jeg prøver at fortælle ham at det er fordi jeg ikke kan klare mere lige nu, at jeg går. men han vil gerne have at jeg siger ordentligt godnat, og kysser ham inden jeg går, men det kan jeg bare ikke fordi jeg er så vred og i panik. så forfølger han mig ind i det nye værelse og vil diskutere hvorfor jeg ikke bare kan sige noget sødt eller godnat eller give ham et eller andet så han kan få ro, men jeg kan ikke. for jeg er tom og vil ikke finde mig i ikke at kunne vælge selv. det ender ALTID med et vredesudbrud fra min side og tårer og så vil han trøste og det kan jeg bare SLET ikke have. jeg har kun brug for at han respekterer min beslutning. i starten havde jeg en sang jeg sang inde i hovedet for at lukke ham ude. den der fra peter pan"tænk på det bedste du ved" og det kunne dæmpe min skyldfølelse og angst og vrede og give mig ro. men det kan jeg ikke lige for tiden. efter jeg blev syg. nu går det hele i kroppen og i psyken på mig. problemet er at jeg altid har følt at min seng og min dyne var et fristed. nok mest min dyne. den har altid beskyttet mig og pakket mig ind. og derfor tror jeg også at jeg bliver ekstra frustreret når mit "fristed" krænkes. for det føler jeg jo det gør. når han står og afkræver mig svar og handlinger midt om natten. det er et værre spektakkel. og han går altid, tror jeg, med uforrettet sag efter sådan et natligt intermezzo. Vi havde en fæl kamp om min ret til at sove for mig selv i perioder. og først da han endelig gav sig, (dog ikke betingelsesløst følte jeg ikke), gav det mig sådan en ro. og nu kan vi sagtens sove sammen. Han er blevet meget bedre til at høre hvornår jeg er lige på grænsen til at flippe ud og så glider han af. og jeg kan få lov at være i fred.

Jeg blev meget syg på et tidspunkt og er ikke kommet helt ovenpå endnu. jeg har en stofskiftesygdom og jeg ved at den har indflydelse på både min psyke og min krop. jeg har også en anden autoimmun sygdom som påvirkes meget af min sindstilstand, stress osv. og jeg føler at mine ressourcer er ved at slippe op. hvorfor jeg har genoptaget rygning, som igen indvirker på stofskiftet. så det er lidt en spiral kan jeg godt selv se. men der er noget helt fundamentalt i vejen med os, min kæreste og jeg. og jeg har ALTID været sådan indrettet at alt fungerer godt for mig, hvis mit parforhold fungerer, og derfor er der slinger i valsen både med uddannelse osv nu. Min(e) sommatiske sygdomme har selvfølgelig sat en stopper for nogle ting i en periode. Men nu når jeg oplever at have lyst til sex. Så skal det ikke være med min kæreste. Selvom jeg ikke gør det med fremmede. Der er jeg meget styret af et "overjeg". problemet er at jeg GERNE vil, men ikke KAN have et meningsfyldt følelsesforhold til min kæreste. det er blokeret. fra vores begges sider tror jeg faktisk. alligevel synes jeg vi har så meget at kæmpe for. jeg er ikke villig til at kaste håndklædet i ringen endnu. men der er opstået en tanke for nylig som jeg trøster mig med. Nemlig tanken om at finde et sted, et klubværelse eller et studere kammer, hvor jeg kan bo i en periode, ikke for dyrt for min kæreste kan ikke have råd til at sidde i lejligheden alene, og da jeg ikke vil rive tæppet væk under ham økonomisk, så vil jeg stadig gerne kunne deles om huslejen. ihverfald ind til vi ved om det er en længerevarende løsning. og så vil jeg gerne tilbage til udgangspunktet. lære ham at kende rigtigt inden vi flytter sammen. jeg har nævnt det et par gange for min kæreste, den stakkel. jeg kan godt se at han ikke har meget tillid til mig, på trods af at jeg hele tiden forsikrer ham om at jeg kun vil os det bedste, mig det bedste og ham det bedste. men han siger, og det kan han jo have ret i til en vis grænse, at det da er bedre at bruge pengene på noget terapi end på at flytte. Problemet er at det ikke ser ud til at blive lige nu. for pengene er små. og jeg ved ikke hvor længe vi kan vente. For jeg lever halvt og mindre hele tiden.

Jeg traf mit forhold som en beslutning. Og nu vil jeg stå ved den. Om det så koster mig mit eget liv. For jeg er ikke god ved mig. Jeg elsker at putte med min kæreste. Og han forventer kun det. Og hvis jeg kan mærke en anden stemning mellem os. At han har lyst til mig. så bliver jeg anspændt og hård og forkrampet. OG vred. Jeg vil kun kramme og nusse. Jeg glæder mig hver dag til at se ham igen. Føler næsten at hele mit liv afhænger af ham. Jeg er frygtsom uden ham. Det er flygtige øjeblikke hvor han virker interessant i den sexuelle henseende….. og det går over. For jeg kan ikke reagere på det. Jeg er fysisk blokeret overfor ham. Jeg vil gerne have sex. Men jeg kender ikke nogen, bortset fra nogle ekskærester, som jeg kunne have lyst til det med. for det skal ikke være sådan en "fuld-lørdag-aften" ting. og det kunne ikke falde mig ind at såre min kæreste på den måde.
Sådan her har det været i et år. Jeg har forsøgt mig med at aftale at vi bor for os selv. Men det vil han ikke høre tale om. han modargumenterer med at jeg jo ikke kan flytte hver gang der er problemer. der er jeg fristet til at sige "hvorfor ikk"? men kan nok godt se at han har ret. problemet er bare ikke at jeg skal flytte hver gang. allerførst skal jeg finde en grund til overhovedet at blive. at vi finder ud af at vi ikke kan leve uden hinanden. i mine øjne er det en synd at livets store beslutninger ikke er bevidste eller efterprøvede. Og jeg giver altså ikke meget for argumentet "at hvis du virkelig elskede ham, så havde du ikke behov for at teste det". det er ikke sandt. for jeg har et behov for at teste om tingene er det de giver sig ud for at være. og jeg er normalt ikke bange for at blive klogere. Jeg har prøvet at vise ham at vi ikke mister noget ved det. Det kan kun blive bedre. Jeg føler jeg forskanser mig og bliver mere og mere indelukket og asocial. Jeg undertrykker alle mine drifter føler jeg. Og jeg er jo heller ikke helt ung mere…… min familie elsker min kæreste. Og han bliver den bedste far i verden. Jeg kan ikke gå fra ham. Han er mit et og alt. Jeg kan ikke klare mig uden ham. Jeg har brug for hans styrke, ro og tålmodighed. Men jeg føler også at jeg har brug for et andet voksent menneske som kan tage i mod mig. MIG! som får mig til at føle mig som en kvinde. ikke bare en ven eller en kærlig kommende hustru, eller samarbejdspartner omkring fælles børn. Jeg har så svært ved at snakke med ham om det, for jeg føler jeg skal lave ham om. Og det tror jeg ikke på. Jeg vil ikke kunne modtage en mand hvis ”opdragelse” jeg havde stået for. Det er en barriere jeg har meget svært ved at komme over. og når jeg alligevel gør det er det fordi det er så "moderne" at kunne åbne op og fortælle parteneren hvordan man gerne vil have det. men det mister sin betydning bagefter. det gør blot det hele endnu mere forudseeligt og kedeligt.........og meningsløst.
Har overvejet professionel hjælp. Men det er så dyrt. Så usigeligt dyrt. Omtrent lige så dyrt som at handle på mine impulser. At finde mit eget og så må det briste eller bære. Jeg ved ikke hvad jeg forventer mig af sådan en situation……….
men nu fandt jeg jo lige jer. og 100 kroner skulle jeg nok have råd til i ny og næ.
JEg har selv tænkt i de baner om det skulle være noget i min baggrund der arbejder imod mig. For sandheden er at jeg har svært ved at distancere mig fra manglerne i vores forhold for tiden. Det ligger og lurer lige under overfladen hele tiden.
Jeg blev systemeatisk overvåget af en stedfader i mine teenageår. Og der blev også gjort tilnærmelser. det eneste der stod mellem ham og mig i perioder var mit temperament, min mor (som ingenting vidste) og min dyne som kunne skjule mig. her lærte jeg tilgengæld at "flirte" for at opnå noget. en ny kjole eller et klaver. næsten hvad som helst kunne jeg få, hvis jeg ikke totalt afviste min stedfar. selvom der kun blev begået ét tilnærmelsesvist fysisk overgreb, efter at han havde drukket mig plørefuld i et fremmed land, så var overvågningen i hverdagen 100 % gennemført. jeg skulle have gennemsigtige gardiner i mit værelse. de var flotte, og det gik først senere op for mig hvor gennemført det hele var. han lagde erotiske bøger og blade forskellige steder, og sagde at det nok var hans søns, som jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at bladre i. han byggede badeværelset om, og der blev sat et vindue lige midt i brusenichen. med frostet glas. og da han ikke kunne se tydeligt nok gennem det, så borede han et lille hul i døren.og jeg troede det var løgn da jeg en dag opdagede hans sko og skygge nede ved fodlisten. jeg ku have kastet op. Han yndede også at fortælle om krigens rædsler. om hvordan folk, mænd og kvinder blev spiddet nede fra og ud gennem mund eller brystkasse mens de var levende. og jeg havde lært at respektere de voksne, men jeg sagde til ham at jeg synes han var ulækker. og så holdt han op med det. vi var tit på fisketur. vi havde nok den mindste campingvogn i verden. det naturlige ville have været hvis vi havde sovet sammen med vores mor, men han kunne ikke "tåle" at ligge i træk fra døren, og derfor skulle vi dele dobbeltsengen med ham. ækelt. jeg ved ikke om han nogensinde pillede mens vi sov. men det skulle ikke undre mig og er kun glad for ikke at kunne huske det. en aften ville jeg ikke i nattøjet. og beholdt derfor mit møgbeskidte fisketøj på. de kunne ikke få mig til at tage det af. men han synes åbenbart ikke at jeg var klam nok til at vige pladsen for min mor. folk begyndte at spørge om han pillede ved os, min søster og jeg, for der gik rygter om i byen at han godt kunne lide unge piger. og det var rigtigt. men jeg løj. det var for stor en hemmelighed. jeg har altid skrevet dagbog, og fundet et fristed her. men jeg begyndte at modkontrolere ham og fandt ud af at min dagbog altid var blevet rykket rundt når jeg kom hjem. og han vidste hvem af drengene jeg var forelsket i fra klassen osv. siden har jeg ikke kunnet skrive dagbog uden at tænke på at nogen måske læser i den. og så er man ikke ærlig vel. Det hele kulminerede i at en ekskæreste, da jeg var 17, fortalte min mor hvad vi var udsat for, og så rejste jeg til et fremmed land og var væk i halvandet år. efter min afrejse gik der 14 dage. så var han smidt ud af huset. Så alt endte jo godt. undtagen for mig nu kan jeg nok fornemme. Jeg har et meget trodsigt væsen. Og et underkastende væsen. Begge dele. Jeg føler mig nogle gange som et vildt dyr parat til at bide fra sig ved mindste forandring i omgivelserne.. Som en hund der ikke ved om den skal logre eller knurre. Jeg vil ikke finde mig i pligter og traditioner eller manipulation. Min stolthed er så stor at den går i vejen for mig her måske. Jeg har været så knust i perioder af mit liv. Det må snart have en ende. Ikke mit liv. Men knustheden. Jeg ved snart ikke hvem jeg er mere…….. træffer ikke beslutninger for mit eget liv mere……. Måske kan jeg ALDRIG leve med nogen. For det indebærer jo en form for kontrol og eftergivenhed. det er første gang nogensinde at jeg skal bo sammen med et andet menneske på "fuld tid". Og det tror jeg kan være SÅ skønt. Hvis bare der kan rettes op på os min kæreste og jeg. Jeg gør det bare ikke med glæde nu……..Min humor og selvironi er gået fløjten med alt det andet der engang var mig. mine tanker går tit til mit livs største kærlighed. den første, største forelskelse nogensinde. Jeg idoliserer meget dette 10 år gamle forhold. og har først for nylig, med en vendindes hjælp, tilladt mig at sørge over at have mistet det. og det hjalp. men hvordan pokker er jeg blevet sådan et flæbende, nølende intetsigende væsen. Og hvordan får jeg vendt skuden?. Jeg er nemlig på koalisionskurs med et eller andet stort som jeg ikke kan overskue. Har i ikke et eller to råd. jeg føler jeg bliver fysisk dårligere og dårligere. og frygter hvad det vil ende med, hvis jeg ikke snart handler. jeg er splittet mellem at give mig selv ro og fred ved at trække mig tilbage fra manegen til vi begge er blevet lidt klogerer på os selv og hinanden, og mellem at kunne se argumenterne for at blive hvor jeg er, hvilket jo også er et valg hvis førstjeg træffer det. jeg bliver nød til at gå en af vejene. den ene vil nok medføre mest lettelse men indebærer også at jeg begår mit livs måske største fejl. den anden medfører at jeg må blive og kæmpe, måske forværre min sygdom, men sikre at min kæreste og jeg ikke kommer i en konflikt vi måske ikke kan vende tilbage fra. men der bevarer vi overfladen og kan måske løse problmerne sammen. noget jeg nok ikke er så vant til når det kommer til stykket. jeg prøver at se det positive i at blive her. men jeg har virkeligt lyst til at stå på egne ben. føle mig som en voksen kvinde med livet foran mig. hvor der også er plads til min kæreste hvis vi viser os at være det vi siger vi er.kan i følge mig? men det bliver dyrt. følelsesmæssigt og økonomisk. måske er det lige som med retten til at sove alene. jeg føler ikke jeg har noget valg om jeg vil være her eller ej. men hvis jeg fik det.........

Det er første gang jeg rigtig bor sammen med en og det gik alt for stærkt med at flytte sammen. Det er vi enige om. SÅ hvorfor ikke prøve at rette op på det. Min kæreste er så sikker på at det ikke er vejen frem at vi prøver at bo for os selv igen, at jeg også tvivler. Men jeg savner også min frihed. Jeg savner at savne ham. Savne en eller anden…... Han er 3.5 år yngre end mig. Jeg tror ikke det har så meget med modenhed at gøre. bortset fra at han endnu ikke er frigjort fra det forholdsmønster som man altid starter ud med. der har jeg nok lært at man skal tage tingene som de er og udvikler på det istedet for at passe ting ned i kasser. for man tror jo altid at ens eget forhold skal være sån og sån og tit er det præget af ens forældres forhold samt normer og traditioner. men hvis nu de ikke virker så skal man slippe dem. det føler jeg som noget helt fundamentalt for at jeg kan være i et parforhold. at man kan slippe normerne og være hvem pokker man udvikler sig til eller viser sig at være.

Vi har kendt hinanden i over tre år. min kæreste og jeg. De sidste to år har været sådan som jeg beskriver. Jeg har ikke været rigtig glad i de to af de tre år. Og selv inden havde jeg svært ved at lukke glæden ind. Jeg beskytter mig selv. Er blevet svigtet ude af stand til at glemme eller tilgive eller kunne forstå. Men ikke af min kæreste. Så hvorfor straffer jeg ham? eller er det mig selv jeg straffer? jeg er så meget i tvivl. der er vist ingen tvivl om at jeg kunne have brug for regelmæssig målrettet hjælp. men det kan altså ikke lade sig gøre nu. så i er mit bedste bud.

Svar (14 okt 2006)

Kære C.

Først og fremmest vil jeg undskylde, at jeg først kan svare dig nu, men jeg har haft ferie i en uge, og er først nu tilbage.
Pyh- ha, da sikke en masse energier, du må bruge på at holde en ligevægt eller balancegang mellem lysten til sex, og angsten for samme, forårsaget af de ubehagelige oplevelser du har haft med din stedfar. Der er nok ingen tvivl om, at dine negative erfaringer med ham har sat sine spor, og hindrer dig i fuldt at turde stole på andre mænd - endsige have lyst til dem rent sexuelt.
Hvis du skal igennem de ubehagelige oplevelser, således, at de ikke melder sig bevidst eller ubevidst, hver gang du bliver påvirket sexuelt, er du nødt til at få talt med nogen, som er i stand til at rumme dine oplevelser, og som du har tillid til. Det behøvøer ikke nødvendigvis at være en professionel, selvom jeg umiddelbart ville anbefale en psykolog. Men det koster mange penge. Og det er som sagt ikke nødvendigt at det er en psykolog.
Det vigtige i den sammenhæng er, at du får lejlighed til at tale dine oplevelser igennem. Måske kunne du tale med din kæreste om det.
Jeg vil anbefale dig, at du til en start stiller dine krav til jeres forhold, uden andre hensyn, end det du selv kan gå med til - herunder at i kun sover i arm osv. Men du skal samtidig vide, at det er dine forsvarsmekanismer, som styrer dine følelser nu, og som du har anvendt dengang du måtte beskytte dig overfor din stedfar. Du og din kæreste gør jer sprogligt og psykisk til to små børn, og dermed til "asexuelle væsner" for at du kan undgå de negative erindringer/erfaringer. For dig er al sexualitet måske ubevidst blevet til noget med forrædderi mod din mor, forrædderi fra din stedfars side, flovhed, skam og underkastelse. Det er ikke noget, der forsvinder over en nat. Det kan give svære psykiske problemer, som du kun kan komme fri af, hvis du finder en person, som du kan tale med om problemerne. Der er forskel på, hvordana et barn tænker og oplever, og hvordan en voksen oplever de samme ting. Men følelsesmæssigt ragerer vi altid, som om vi stadig var det lille barn, som jo er udleveret til de voksnes forgodtbefindende, og som ikke kan flygte andre steder hen end ind under dynen, gøre sig usynlig, og gøre sig så asexuel og så¨lidt tiltrækkende som muligt.
Hvis du i stedet for at tale barnesprog til din kæreste turde indvie ham i dine dårlige erfaringer med din stedfar, vil jeres forhold måske ændre sig. Men om din kæreste er i stand til at rumme dine oplevleser, ved jeg ikke. Den vurdering må du selv gøre.
Måske kan du finde nogle på et krisecenter, som har indsigt i dine problemer. Måske findes der selvhjælpsgrupper i nærheden af, hvor du bor? Har du kræfter til det, kan du måske over nettet finde sammen med andre kvinder, som har været ude for det samme, og med dem tale problemerne igennem. Måske findes der en familierådgivning i din kommune eller i dit amt, som du kan henvende dig til.
Jeg håber, at du kan bruge lidt af det, jeg har skrevet, og at du kommer videre. Det er nødvendigt , hvis du skal undgå fremover, at de samme problemer dukker op.

Palle Hoffmann