Min søn drikker og efterlod mig i Schweitz

Jeg er en 77 årig enke, der tidligere for det meste har været meget velfungende. Imidlertid er jeg nu ramt af en væmmelig depression, der begrænser min livslyst, min energi og mit humør. Årsagen bunder i to situationer:
1. Den 14. maj 2006 blev jeg under landingen i Beijings Lufthavn ramt af en blodprop i hjernen og blev derefter indlagt på et kinesisk privathospital indtil den 21. maj. Herefter blev jeg overført til Odense Universitets Hospital, hvor jeg var indlagt indtil den 30. maj 2006.
Lykkeligvis fik jeg kun en lettere skade i mit højre ben samt en lettere usikkerhed og forvirrethed i mit "hoved". Alt i alt var jeg meget heldig, og en medicinering har nedbragt mit forhøjede blodtryk m.m.
2. En tidligere planlagt sommerferie den 22. - 29. juli 2006 til "De franske Alper" sammen med noget familie blev alligevel opretholdt.
Jeg har 2 sønner, hvoraf den ene er en ordentlig person. Dygtig, menneskevenlig og forstående.

Den anden søn - den ældste - har altid voldt mig mange kvaler.
Han er fraskilt og lever alene bortset fra en andetsteds boende veninde. Han drikker voldsomt. Denne søn inviterede mig til frit at køre med ham i en lejet bil fra Zürich til landsbyen Venocs, hvor familien flere gange har holdt ferie dels som campister, dels boende på byens lille hotel. Min yngste søn med familie boede på campingpladsen. Min ældste søn og jeg boede på hotellet. I løbet af ugen opstod der flere gnidninger mellem ham og mig, og jeg blev ret urolig for vores hjemrejse sammen i den lejede bil. Under denne hjemrejse overnattede min søn og jeg på et hotel beliggende ved kantan af Genevesøen. Vores samvær var meget anstrengt, og da jeg næste morgen mødte op i receptionen og spurgte efter min søn, fik jeg beskeden, at han havde betalt sin regning og havde forladt hotellet. Jeg var knust, og selv om det lykkedes mig at hyre en taxa til Geneve Lufthavn, booke et fly til Zürich Lufthavn, så jeg nåede de planlagte fly, var jeg dybt chokeret og fyldt med sorg over min søns optræden. Denne sorg lider jeg voldsomt under endnu. Jeg har svært ved at komme videre i mit liv. Er der mon nogen gode råd og vejledninger at få? Jeg har ikke haft kontakt med min ældste søn siden og ønsker det heller ikke. Familien "kryber" lidt udenom problemet, selvom alle tager afstand fra min ældste søns optræden. Jeg har fået henvisning fra min læge til en psykolog, men alle de kontaktede personer har mindst 3 mdrs ventetid, så den løsning har jeg ikke benyttet mig af.

Med venlig hilsen

J.

Svar (22 aug 2006)

Kære J.

Du har 2 sønner, og holder formentlig af dem begge to, på trods af, at den ene ikke opfører sig, som du kunne have ønsket. Der er uden tvivl opstået nogle problemer på jeres ferie, som har fået din søn til at reagere på en så impulsiv og uforskammet måde over for dig. Jeg kan naturligvis ikke kommentere disse problemer, da jeg ikke kender forhistorien, og i givet fald skulle høre såvel din, som din søns version. Men du må for din egen skyld tænke over, om du ønsker at se din søn igen, eller ej. Du er 77 år, og har haft en blodprop i hjernen. Hvis du ønsker at se din 2. søn igen, må du sikkert være den, som tager telefonen og ringer og ber om at få en samtale med ham. Det er vigtigt her at respektere din søns oplevelser, hans evt. vrede, frustration osv. for, hvad de er, nemlig subjektive oplevelser. Disse kan ikke diskuteres, eller sættes spørgsmålstegn ved. Det betyder imidlertid ikke, at du behøver at være enig i hans oplevelser. Du kan jo have nogle helt andre oplevelser af samme situation. Jeg tror, at det er vigtigt i enhver konflikt, at man kan rumme den andens oplevelser, og selv give udtryk for sine egne. Er man nået så langt, kan man også blive enige om at være uenige på enkelte områder, og være enige om andre. Men det må være vigigt for dig, at du kan holde kontakt med begge dine sønner fremover. Så derfor må du være den "voksne", der tør tage kontakt og se at få bragt jeres lille uoverensstemmelse ud af verden. kan I samtidig opnå den gensidige respekt trods forskelligt syn på tingene, er I nået et godt stykke vej.

Med venlig hilsen.

Palle Hoffmann