Mine døtre beskylder min mand for incest

Hej

Jeg skriver til jer fordi at jeg næsten ikke kan klarer mere og ikke ved mine levende råd.
Det drejer sig om vores voksne børn, vi har et hold enæggede tvillinger piger. Den ene af pigerne har skitzofreni og har været syg i næsten 20 år, hun har været indlagt mange gange, det har vi næsten lært at leve med selv om det er meget svært at se på hvordan hun har det, hun skære i sig selv.
Den anden pige er næsten "normal" hun har godt nok haft en borderline, men jeg er ikke klar over om man kan "vokse sig fra det".
De siger begge to at der er blevet lavet overgreb på dem som små, først siger de at det er min far og så min broder, jeg ved at pigen med skitzofreni og blevet befamlet da hun var teenager for hun kom og fortalte os det og vi fik sat en stopper for det.
Jeg vil lige tilføje at de har været på et børnehjem i to-tre års alderen, fordi jeg skulle opereres og vi kunne ikke få dem passet, de var der i ca to til tre uger, jeg ved jo ikke om der kunne været sket dem noget der.

Men nu siger den anden at hendes far har tvunget hende til oralsex, det havde hun set under en seance som en af hendes studiekammerat lavede, hun har læst til en eller anden terapeut jeg kan ikke huske hvad det var det tog vist et halv år.
De har begge to været igennem meget, den pige som er mest "normal" har gennem hele hendes liv været dramatisk, der har altid skulle være noget ivejen, hvis det gik godt så skete der altid noget med hende, så hun fik vores opmærksomhed. da den anden blev syg fik hun den ene efter den anden sygdom, det var synd og vi var selvfølig bekymret og hun fik vores opmærksomhed.
Nu er hun blevet gift og fået børn, og har det godt og så kommer dette her med hendes far, det er lige som om hun vil ha`mig til at vælge mellem dem og det kan jeg ikke for jeg elsker dem.
Jeg er gal og rasende på hende men kan ikke undvære hende og hun har magten, for hun bruger børnrbørne, selvfølig må vi se dem men vi må ikke være alene med dem, jeg har ikke spurt hende om jeg må være alene med dem.

Min mand har meldt fra nu og vil ikke finde sig i mere, han er også ved at bryde sammen og har gjort sig kold, vi har prøvet at være sammen, men når jeg spør om jeg ikke skal passe mit barnrbarn så tider hun stille og vil ikke svare på noget og siger "det ved du nok mor, du har jo valgt at holde med far" men jeg holder ikke med nogen eller alle, nu sidder jeg og den anden tvilling i saksen, jeg er splittet og jeg kan mærke at jeg er ved at bryde sammen. Og ved ikke hvad jeg kan gøre for dette her kan vi ikke leve med i ret lang tid.

Jeg har spekuleret på om det er min opmærksomhed som hun vil have, begge børnene har fortalt os at min mand og jeg havde nok i hinanden og det er mest negative ting de kan huske fra barndommen, når jeg fortæller noget godt som de har oplevet, siger de at det kan de ikke huske. Hvordan kommer vi nogenlunde helskinnet ud at denne situation. Det er et langt brev, jeg håber at I kan give mig nogle råd.

Svar (28 jul 2006)

Kære U:

Det er en højst ubehagelig situation, du befinder dig i, og jeg kan godt forstå, at du føler, at du er i klemme.
Det er klart, at jeg ikke er i stand til at give dig det enkle svar, der løser alle problemerne, men jeg skal gøre et forsøg på at svare dig alligevel.
Noget kunne tyde på, at begge dine børn har/harhaft borderline-symptomer. Det gør det ekstra svært at vide, hvad der er rigtigt, og hvad, der er forkert. Til borderlinesymptomerne hører splitting, som er en forsvarsmekanisme, som borderlinepatienter anvender, gående ud på at se verden i sort/hvidt, enten/eller. Det indebærer, at man møder andre mennesker som idealiserede, eller devaluerede. Sagt på en anden måde: enten er de venner eller også er de fjender. Sosm regel er de fjender, indtil det modsatter er bevist. Man er meget ydreorienteret, dvs. afhængig af ydre anerkendelse. ligesom man forsøger at løse indre konflikter på et ydre plan (skærer sig i armen f.eks.) Ens selvfølelse, selvtillid og identitet er afhængig af ydre relationer, dvs. at man hele tiden skal have andres ros/ris, for at føle "sig i orden", eller blot for at føle, at man eksisterer. En borderline-patient er parat til at gå til yderligheder for at få andres opmærksomhed. Det er også det, du beskriver i din henvendelse
Omvendt vil det være at svigte dine døtre, hvis de skulle have været udsat for det, som de anklager deres far for, og det er nok her, du kommer i klemme.
Desværre har det vist sig, at der der blandt uøvede (og nogle gange også blandt øvede) terapeuter - af frygt for at overse noget -eksisterer en udbredt tendens til at se spøgelser, hvor der blot er en antydning. Det er desværre uhyre almindeligt, at ”terapeuter” med ½ års uddannelse eller mindre kan inducere (fremelske) hukommelse om overgreb i en ellers fjern og glemt barndom. Som du slutteligt skriver, vil det nok være meget svært at komme helskindet ud situationen, idet oplevelsen nu er blevet ”rigtig” uanset om den har rod i virkeligheden eller ej.
En anden ting, man skal have sig for øje er at det altid er nemmere med en ydre fjende (din mand) i stedet for selv at skulle gøre en indsats i forhold til egne svage sider. Det er ubehageligt , når man selv skal gøre en indsats, gribe i egen barm i stedet for at projicere ansvaret for handlingen ud på andre.
Hvis jeg var dig, ville jeg starte med at tale med din mand. Har du indtryk af, at han er uskyldig i anklagerne, ville jeg sammen med ham og en uvildig person (evt. psykolog) foranstalte et møde med dine døtre, og tage udgangspunkt i det uholdbare i situationen, lade den uvildige styre samtalen med henblik på at få talt ud om de konkrete erindringer/hændelser, og finde frem til en ordning, som alle kan leve med.
Hvis din mand vitterligt har forgrebet sig på jeres døtre, har I en helt anden situation. Så kan du blive tvunget til at tage stilling, hvor ubehageligt det end kan være.

Palle Hoffmann