Følgerne af et voldeligt førhold

Hej.Jeg har været i et voldeligt forhold i tre år da jeg var ganske ung. Nu er det snart otte år
siden jeg slap væk.Det var et frygteligt fængsel. Jeg blev styret rundt af ham med fysisk og
psykisk vold. Han havde aldrig noget kærlighed at give af, og han var ren og skær ondskabsfuld.jeg
blev der så længe fordi jeg i starten løj for mig selv, han havde da ikke slået mig, og han havde
da nok ret i de ting han sagde. Så efterhånden kunne jeg ikke lyve for mig selv fordi det bare blev
være og være, problemet var bare at jeg tilsidst mistede min selvstændighed og mit selvværd. Det
gjorde det meget svært at gå sin vej, for det var umuligt at mærke hvem jeg selv var, og det virker
utroligt angstfremkalende. Jeg var så medtaget mentalt, at det har taget mig adskillige år at
blive mig selv igen. I mange år kunne jeg slet ikke finde ud af hvad der var normalt og unormalt at
føle. Jeg kan godt stadig blive i tvivl.Jeg er for det meste go til at mærke mine grænser, og kan
godt sætte dem. Men somme tider kikser det, så kommer jeg lige til at gøre eller sige noget som jeg
bag efter kan mærke var helt forkert for mig. Jeg får det virkeligt ubehageligt inden i, bliver
enormt stresset og kan ikke sove. Det er som om mit hoved lidder overbelast. Egentligt er det ikke
sådan lige frem katastrofer jeg kommer til at gøre når grænsen bliver over skridet. det er som om
jeg famler rundt somme tider og gør nogle handlinger( som er ganske ufarlige), men som jeg så
finder ud af slet ikke er mig. Problemet er bare at følelsen er virkeligt ubehagelig. Mit
spørgsmål er bare om det er normalt at vi som mennesker somme tider handler og gør ting på en måde
som vi først bag efter finder ud af var over grænsen.At vi ikke helt kan mærke grænsen før den er
blevet overskrædet. Jeg ved med mig selv at jeg ikke har lyst til at springe ud med faldskærm, det
behøver jeg ikke prøve for at finde ud af. Kan min reaktion af ubehag skyldes at jeg har været
udsat for at mine grænser er blevet overskredet på det groveste, og jeg så bliver helt panisk hvis
jeg kommer til at overskride mine egne grænser ind i mellem. Hvis andre gør det og jeg for sagdt
fra for sent, bliver jeg også helt ilde til mode. Er det normalt at få det så dårligt når grænserne
bliver overskredet, og er det normalt at man ikke altid lige ved hvad man vil og ikke vil før man
har gjort det? Jeg har også svært ved at mærke mine grænser somme tider hvis jeg er tæt på et
menneske, særligt slemt hvis det er en kæreste. Det er som om jeg tillægger andre mennesker den
voldelige kærestes rolle. Jeg bliver lidt bange for at sætte grænser tror jeg, men mest af alt
føles det som om at ævnen til at mærke dem helt forsvinder hvis jeg er tæt på en kæreste. Lidder
jeg af en eller anden psykisk sygdom eller hvad? På forhånd tak for hjælpen

Svar (25 jul 2006)

Kære S.

Dit brev lader ingen tvivl tilbage om at dine grænser har været groft overskredet, som du skriver. Og dine reaktioner synes helt normale, taget i betragtning, at du har været udsat for en voldelig mand. Så lad mig starte med at svare på dit sidste spørgsmål: Nej jeg tror ikke, at du lider af nogen sygdom. Alle ville miste deres selvtillid, selvrespekt og selvværd, hvis de var ude for sådanne påvirkninger gennem længere tid. Det er jo på samme måde man bevidst nedbryder menneskers selvværd/jeg gennem tortur. Og som torturofre lider du måske af det, der i fagsproget hedder posttraumatisk stress, eller følgerne af de overgreb, som du har været ude for.
Lad mig komentere lidt på den diskussion om grænser, som du tager op: Du beskriver grænser, som noget, man kan oversskride, og så er skaden sket for evig og altid. Sådan tror jeg ikke det er. Alle kan komme til at træde et andet menneske over tæerne, på den ene eller anden måde, men hvis du efterfølgende finder ud af, at du er kommet til at overskride en andens grænser, kæreste eller ej, så kan du jo altid tage emnet op og sige undskyld, der gik jeg for vidt, eller det mente jeg ikke. Så kan du tage en snak med vedkommende, og rette det du før sagde eller gjorde, og så er den sag som regel ude af verden igen. For mig at se sker der det i stedet, at du går i panik, og vender problemet indad mod dig selv, mister selvtillid og selvfølelse, og en ond cirkel starter. Tag i stedet emnet op med vedkommende, sig undskyld, hvis du har overskredet hans eller hendes grænse, og løs problemerne ude, hvor de hører hjemme, i stedet for at vende dem indad mod dig selv.
Hvis dit reaktionsmønster er udtryk for posttraumatisk stress, hvad meget kan tyde på, vil jeg anbefale dig at kontakte Center for voldsramte kvinder, men henblik på nogle samtaler med en, som har forstand på problematikken med voldelige samlevere/ægtemænd , så du kan få bearbejdet problematikken. Du kan finde den nærmeste adresse på internettet: Google.dk og skriv herefter center for voldsramte kvinder, eller se links på Netpsych.dk.

Med venlig hilsen

Palle Hoffmann