Vdr. min søn på på 7½ år

Vi er i vildrede mht. håndtering af vores søn på 7½ år.
Han har fra helt lille 'villet alt selv' og haft meget kraftig trang til at gøre det han fik lyst til. Som 1 årig eksempelvis var det der interesserede ham allermest elektriske ledninger, og han kunne ikke på nogen måde drives væk fra at lege med dem. Vi lærte ham så i stedet hvordan man bruger dem uden at komme til skade. Som 3 årig var hans bedste leg at forbinde alle stuens lamper via forlængere og kabeltromler i et avanceret system som vi knapt forstod, men som virkede. Som 5 årig var det CD, DVD afspiller og TV / radio der blev forbundet i værelset på kryds og tværs med 10 ledninger og kontrolbokse etc. så vi måtte spørge ham selv hvordan det hang sammen, men det virkede altid rigtigt.
I børnehaven havde han meget få man kunne kalde venner og ville sjældent deltage i de andres leg, altid hellere være med til det de voksne lavede, rydde op, lave mad, hænge sedler op etc. Han blev til sidst som 5 årig drillet i børnehaven.
I skolen har han meget få venner og er dog meget glad for timerne hvor han bliver udfordret mentalt af lærere der forstår ham, men bryder sig ikke om frikvartererne og fritidsordningen, hvor han altid søger voksenkontakt fremfor at lege med de andre børn.
Han er og har altid været besat af at ville være voksen, og den bedste leg har altid været 'rigtige' ting, altså eksempelvis at gøre rent i hele huset i flere timer, bygge en rengøringsvogn, skrive regning og kvittering ud bagefter etc.
Han er fantastisk kærlig, købte eksempelvis forleden dag chokolade til mor og far for 240kr af sine lommepenge, bare uden videre for at glæde os. Han glæder ofte mange i familien med gaver og er meget hjælpsom og betænksom.
På den anden side er han også ofte meget sur, ender med at få meget skældud og hører dårligt efter. Han går nærmest i affekt hvis han bliver skældt ud og ligeså fantastisk sød og kærlig som hans gode side er, ligeså barsk og hård kan hans anden side være.
Denne sammensætning af en meget negativ spiral og meget positiv spiral har altid omgæret ham, som 5-6 årig var den negative meget slem, med slå og spark og grimme ord, nu er det ikke slå og spark, men med ekstrem surhed og ord om at gå hjemmefra og det der er værre.
Forleden spurgte jeg hvad der sker i hovedet på ham når han det ene tidspunkt er superirriterende og det næste supersød. Han svarede at det er hans hjerne der går midt over og så bliver den samlet igen. Dette udsagn bekymrer os lidt, for selvom vi er vant til meget voksne og avancerede svar rammer det noget som gav os anledning til at sende denne mail.
Vi ved at han er meget intelligent, kunne med lethed hele alfabetet lige da han var fyldt 3, uden at vi pressede det mindste på, og i 1. klasse er lærerne enige om at han fungerer godt ren fagligt og er absolut i toppen af klassen.

Skal vi slå koldt vand i blodet, lade ham vokse sig ud af det?, skal vi lade ham teste for ekstrem intelligens?, skal vi føje hans stærke ønsker om at lave voksen ting altid i stedet for skæld og irettesættelser i form af at der er forskel på barn og voksen?, eller er der noget helt andet vi bør gøre.
Han er ekstremt opmærksomhedskrævende, når han ikke leger med venner, hvilket ikke er så tit, og disse meget stærke skift mellem overstrømsk godhed og meget bitter sur er meget opslidende.
Han går til fodbold (vi håber det hjælper på den sociale kontakt) og svømning og har en lillesøster på 3 år som han elsker højt og som elsker ham højt.

Hilsen de slidte forældre som bare vil vores barn det allerbedste.

Svar (8 feb 2006)

Kære C.

Jeg kan godt forstå, at I er en smule usikre på, hvorvidt i skal foretage jer noget, da I kan registrere, at jeres søn på enkelte områder reagerer en smule anderledes end andre på hans egen alder.
Som fagmand prøver jeg altid at skyde mig ind på en diagnostisk sammenhæng, for at kunne råde rigtigt. Jeg tænker umiddelbart på lettere autistiske træk, når jeg læser din beskrivelse - (uden at du skal lægge andet i det, end at jeg forsøger at finde ud af, hvad det handler om.) Jeg finder ikke umiddelbart noget alarmerende, der skal få jer til at bekymre jer alvorligt. Jeg synes ikke, at alle skal gå rundt og ligne hinanden. Det er jo netop charmen ved mennesker, at de er forskellige, og kan bidrage med forskellige synspunkter og indsigter.
Først hvis det bliver et tyngende problem for ham selv, eller jer, behøber i at foretage jer noget. Måske har du ret i, at han tilhører de to procent af befolkningen, der har en ekstrem høj intelligenskvotient. Det har for nylig været taget op i fjernsynsudsendelser, at det i sig selv kan være belastende for de børn, som har det.
Det bedste i kan gøre er (som jeg har fornemmelsen af at i allerede gør) er at give ham den kærlighed, opmærksomhed, ømhed, gensidighed og struktur i dagligdagen, som han har brug for. Ved lejlighed kan i forsøge at få ham testet hos en psykolog. Men det skal nok vente nogle år endnu.
Så hvis jeg var jer, ville jeg slå lidt koldt vand i blodet, og forsøge at løse de enkelte problemer, som viser sig i kølvandet af jeres søns lidt anderledes adfærd, og se tiden an. Lyt til, hvad de siger i skolen, vurder også selv, og træf jeres beslutning på den baggrund.

Med venlig hilsen.



Palle Hoffmann