NetPsych nyhedsbrev d. 25. januar 2010

Email icon Emne: Prisen for et demokrati

Nyhedsbrev Netpsych nr. 4, årgang 10, 25. januar 2010

Prisen for et demokrati

Den demokratiske styreform har fordele og ulemper. Fordelene først: Der er intet aristokrati med nedarvede privilegier, alle er (stort set) lige for loven, der forekommer ikke vilkårlige grusomheder mod mindretal eller marginaliserede etniske grupper, skatterne er (stort set) ligeligt fordelt og der er let adgang til undervisning, uddannelse og behandling af de syge. Der er dog altid en pris at betale, idet enhver frihedsgrad uvilkårlig mindsker kontrol, censur og vilkårlige overgreb.

I det lys har det i den forløbne weekend været yderst inspirerende atter at høre og læse om en af højrefløjens fremmeste kræfter, der endnu engang rettede et frontalt angreb på det muslimske mindretal her i landet. Uden nuancer eller forbehold anklagede han de muslimske fædre for at dræbe deres døtre, efter deres onkler havde voldtaget dem. Umiddelbart efterlades jeg med en skuldertrækken, en så populistisk udtalelse vil få alle end de værste bonderøve til at tage afstand. Der finder afskyelige ”æresdrab” sted i visse muslimske kredse, men de er undtagelsen. Det logiske modangreb, kan passende være at alle, der hedder Peter slår børn ihjel, efter at have udnyttet deres mor, tænk bare på Peter Lundin.

Voldsomme udtalelser har det med at vende tilbage til afsenderen, som en af mine tidligere kolleger lærte mig. ”Tænk på hvordan din modstander vil bruge dine ord mod dig.” Den samme politiker er ligeledes præst i den danske folkekirke, han får sin solide hyre for at forkynde sin Guds ord og udbrede sin religion. Hvor mange vil købe en tro af ham? Således belært vil jeg konkludere at fanatiske og ensporede forkyndere er deres egen religions værste fjende. De er den bedste reklame for ateisme og afstand til religion. Statistikken taler da også sit klare sprog, hvert eneste år, i lige så lang tid vi har haft statistik, er tilmeldingen til folkekirken dalet.

Som det vel fremgår, er jeg ikke specielt glad for religion. Det er et faktum at religion har eksisteret i alle kultursamfund, men mennesket har det nu engang med at skabe guder i deres eget spejlbillede men med stigende uddannelsesniveau og videnskabelig forklaring på religiøse ”mirakler” falder først de klart tænkende fra. Ved alle religioner er der skyld, ved skyld kommer skam og ved skam kommer bortforklaringer, løgnehistorier og psykiske problemer.

Al erfaring viser at forbud fremmer udbredelsen. I det gamle Østeuropa blev religionen undertrykt og de fleste gør sig bedst i modvind, så religionen står fortsat stærkt der. Jeg bliver nød til at optræde som djævelens advokat og argumentere for flere ressourcer til de religiøse. Jo friere spil de får des to værre for dem selv idet de efterlades uden svar på det enkle spørgsmål: Hvorfor?

Med venlig hilsen
Erik Kjærsgaard - speciallæge / Netpsych


Kommentarer, kritik, ros og forslag til: nyhedsbrev@netpsych.dk
Tjek altid: www.netpsych.dk for de seneste nyheder indenfor psykologi og psykiatri.

For at undgå at nyhedsbrevet bliver fanget af dit SPAM filter, tilføj nyhedsbrev@netpsych.dk til dine kontaktpersoner.

Ønsker du ikke længere at modtage NetPsych.dk's nyhedsbrev, kan du afmelde dig her: Netpsychs nyhedsbrev.


«« Tilbage