Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Parforhold


Tidligere var det forældrene, der suverænt bestemte, hvem deres børn skulle giftes med. Det var især muligheden for ændrede sociale og økonomiske kår, eller passende sociale tilhørsforhold, som var bestemmende for valget af livsledsager. Begreber som medgift spillede en ikke ubetydelig rolle.
Det ikke at være gift var ensbetydende med: Ingen børn, ingen sexpartner, ingen selvstændig bolig osv.
I dag vælger vi selv partner af lyst, lader os skille, når ægteskabet ikke mere kan tilfredsstille vores behov for forelskelse, sex og intimsfære, og vælger ofte at bo som single, eller stifter nyt ægteskab. Nu kan to af samme køn endog blive gift, og det diskuteres, hvorvidt de skal kunne adoptere. Med tressernes oprør mod gamle traditioner ændredes vores traditionelle syn på pardannelse, på familien og på seksuallivet radikalt. Familiens omsorgsopgaver blev på tungtvejende områder overgivet til offentlige instanser som børnehaver, vuggestuer, fritidshjem osv. Og husmoderens heltidsarbejde med vask, rengøring, madlavning blev lettet med køleskab, fryser, færdiglavet mad, engangsbleer, babymad osv. Familiemønsteret som grundpille i tilværelsen var i opløsning, funktionerne udtømtes, og i takt hermed voksede vægten lagt på seksualiteten i parforholdet. Kærlighed og seksualitet bliver stærkere sammenfiltret, og seksuel lidenskab bliver meget hurtigt en pligt, som tjener til at opretholde begrundelsen i parforholdet.

Det moderne menneskes kærlighedslængsel er drømmen om den eneste ene. Hvis vi møder ham/hende - forelsker vi os i vedkommende. Vi oplever, at kun denne ene person kan tilfredsstille alle vore inderste behov. Først når vi møder ham eller hende, kan vi for en stund opleve, at vi bliver hele og lykkelige mennesker.
Når forholdet ikke længere er spændende, udviklende, og når seksualiteten og intensiteten svækkes, svækkes også vores begrundelse for at opretholde forholdet.

Parforholdet i dag er således dannet med udgangspunkt i nogle intense men flygtige følelser, og som vi skal se – præget af stærke projektive indslag. Det er nemlig ikke så tilfældigt, hvem vi forelsker os i. Det ser vi tydeligst, når en kvinde – gift med en stærkt alkoholiseret mand – efter mange års lidelser endelig bryder ud af ægteskabet, - for et stykke tid senere at have dannet par med en anden mand – ligeledes stærkt alkoholiseret.
Det er parforholdets paradoks, at vi tilstræber et livslangt forhold, baseret på intense men flygtige følelser og projektioner.

Jamen hvad er det da, der styrer vores valg af partner?
Den Schweiziske psykoanalytiker Jürg Willi har givet følgende bud på det:
Der sker i virkeligheden et ubevidst spil mellem parforholdets to personer. Psykologisk undersøgelse har vist, at parterne er tilbøjelige til at polarisere deres adfærd, dvs. at de begge er mere tilbøjelige til at udtrykke mandlige hhv. kvindelige sider når de er sammen, end når de er hver for sig. Manden viste i samarbejdet med kvinden mere tilbøjelighed til følelseskontrol og overblik, hvorimod kvinden havde tendens til at give afkald på initiativ og overblik. Hun blev mindre produktiv, og havde tilbøjelighed til at trække sig følelsesmæssigt.

Rollepolariseringen finder ikke kun sted, når det drejer sig om mande- og kvinderoller, men også i forhold til de grundtemaer eller problemkomplekser, som viste sig at ligge til grund for deres gensidige valg af partner. Willi beskriver, hvordan han i terapeutisk praksis er i stand til at beskrive de fire rollemønstre, (kollusion) som parterne ubevidst indgår i. Der er således nøje sammenfald mellem Freuds psykoseksuelle udvikling og de fire hovedgrupper, som Willi beskriver:
  • Det narcissistiske rollemønster.
  • Det orale rollemønster.
  • Det anal-sadistiske rollemønster.
  • Det fallisk-ødipale rollemønster.
Det er Willis erfaring, at to mennesker, som forelsker sig i hinanden har en fælles grundkonflikt. Deres personlighedsmæssige grundkonflikt er bundet til samme psykoseksuelle fase – dvs. de har den samme sårbarhed eller de samme ømme punkter, der knytter sig til en bestemt udviklingsfase eller periode af deres liv.

Deres måde at forholde sig til samme problematik er imidlertid forskellig. Der vil typisk opstå en rollefordeling, således at den ene part påtager sig en ”voksen” (progressiv) rolle, og den anden vil typisk påtage sig en mere barnlig (regressiv) rolle.
Rollefordelingen kan også bygges over temaerne aktivitet, passivitet.
På det ubevidste plan er forelskelsen bestemt af princippet ”krage søger mage”, mens det på det bevidste plan tager sig ud som princippet ”modsætninger mødes.” Pardannelse medfører, at kerneproblematikken kan afspilles med både forældrerolle og barnerolle på en gang, og parforholdet kan ses som et forsøg på at løse deres fælles indre konflikter.
Løsningsforsøget bygger på projektiv identifikation som på mange måder er nøglen til forståelsen af ubevidste samspil, der foregår mellem mennesker.
Forskellen mellem projektion og projektiv identifikation er at man kan projicere egne tanker, følelser og behov over på andre, uden at de selv er involveret i processen.
Ved projektiv identifikation er den anden medspiller i den projektive proces. Vi kan lægge pres på den anden for at få vedkommende til at opføre sig i overensstemmelse med vore projektioner, og vi udvælger selektivt, hvad vi ”ser” – eller rettere hvad vi ubevidst ønsker at se hos den anden.

I forelskelsen er begge parter indstillet på og parate til at modtage den andens projektioner. Begge parter vil forsøge at placere de sider af sig selv hos den anden, som man har svært ved selv at tackle. Det kan være både positive og negative sider. Det kan eksempelvis dreje sig om sadisme/masochisme, som jo er to sider af samme sag, men hvor sadismen er aktivt udadrettet, er masochismen mere passivt indadrettet. Begge er måder at forholde sig til aggressioner koblet til seksualiteten.
Men også mindre bizarre og tilforladelige og dagligdags temaer kan afspilles ved hjælp af projektiv identifikation.

Den psykiske gevinst ved projektiv identifikation er at en indre konflikt kan lægges udenfor individet selv, og afspilles eller afreageres, uden at den dog hermed er løst. Problemet med den projektive identifikation er netop, at den – for begge parter – forløber ubevidst, og da grundkonflikten ikke ophæves medfører projektionerne ikke nogen reel løsning af problematikken.

Betragter vi nærmere det narcissistisk prægede parforhold vil det være styret af begges problemer med at opbygge en stabil følelse af eget værd.
Kærlighed vil have en tendens til at blive ensbetydende med at være èt. Begge længes efter den paradisiske tilstand, hvor kun lyst eksisterer (lystprincippet). Samtidig er begge angste for sammensmeltning og dermed tab af egen spinkle identitet som følge af en skrøbelig og ustabil selvfølelse. Parforholdet bliver her et forsøg på at opretholde en narcissistisk ligevægt, hvor bestyrkelsen af hinandens selvfølelse og selvværd spiller en central rolle. ----forholdet kan en kort overgang give deltagerne en oplevelse af at være en hel person. Parret vil som regel være tilbøjelig til at polarisere rollerne, således at den ene person vil påtage sig rollen som narcissisten, og den anden som den, der tilfredsstiller de narcissistiske behov. Eller den ene kan fremtræde som selvhævdende og aggressiv, mens den anden kan være selvudslettende og passiv.
Når virkelighedens realiteter trænger sig på, kan fantasien hjælpe. Man idealiserer forholdet, men det bliver samtidig forholdets svaghed, og truslen om tab melder sig.
Hvordan det enkelte forhold konkret tager sig ud, vil afhænge af, hvordan rollerne er fordelt m.h.t. følgende forhold:
  • Storhedsfantasier/mindreværdsfølelse.
  • Pralende/beskeden.
  • Ekshibitionisk/selvudslettende.
  • Egoistisk/altruistisk.
  • Grandios/tom.
  • Manisk/depressiv.
Ved den orale grundkonflikt ser man hyppigt rollefordelingen udspille sig omkring det at give og modtage pleje og omsorg. Den passivt modtagende rolle ses hos ”barnet” i forholdet, mens den ”voksne” søger at tilfredsstille den andens behov vedrørende grådighed, hjælpeløshed og afhængighed. Den der med en nagende følelse af tomhed nærer lysten til at tage imod uden at yde noget i relationen vil appellere til ham eller hende, der har behovet for at beskytte og pleje. Parret vil som regel afspille temaerne omkring emnerne:
  • Give/modtage
  • Gavmild/grådig
  • Tilfredsstillende/begærlig
  • Afglidende/krævende
  • Hjælpsom/hjælpeløs
  • Nødvendig/værdiløs
  • Fyldt/tom
Hjælperen i relationen er som regel god til at gætte andres behov. Til gengæld modtage han/hun megen ros og taknemmelighed for deres gerninger. Man kompenserer for eget underskud af pleje og omsorg ved at projicere den ud i omverdenen. Man gør for andre, hvad man ubevidst ønsker skulle gøres ved en selv. Såvel den aktive, som den passivt modtagende person har brug for hinanden, men konflikterne lurer lige om hjørnet. Den krævende overanstrenger partneren. Det bliver et problem, når forholdet resulterer i et barn. Barnet kan blive en slags konkurrent i forholdet. Det voksne ”barns angst for at blive forladt kan ikke længere holdes fortrængt, og scenen fra barndommen med forladthedsfølelse truer forholdet.
Det voksne barn bliver mere krævende og truende, og partneren tvinges til at prioritere sine kræfter. Taknemmeligheden og kærligheden hører op, og forholdet er alvorligt truet.

Temaerne i den anal-sadistiske rollefordeling udspiller sig i modsætningsrelationerne:
  • Selvstændighed/afhængighed
  • Aktivitet/passivitet
  • Herskersyge/føjelighed
  • Sadisme/masochisme
  • Sparsommelighed/ødselhed
  • Orden og pedanteri/rod og sjuskeri
Det centrale behov hos begge parter er her behovet for selvstændighed, og angst for at blive ladt alene. Afhængigheden er her ledsaget af angsten for tab af selvstændighed og begrænsning i udfoldelsesmulighederne. Ved hjælp af projektiv identifikation kan de hver især skaffe sig af med den ene halvdel af kerneproblematikken ved at projicere den over i de anden. Den aktive part i forholdet kan udvise kreativitet og selvstændighed udadtil, og bringer derved energi ind i forholdet. Dog ikke for den passive, der slipper for selv at blive gøre sig uafhængig ved at projicere den del af sin problematik over på partneren. Kærlighed i forholdet drejer sig her om det at tilhøre hinanden. Derfor spiller jalousi en stor rolle i et sådant forhold.
Konflikterne begynder, når en af parterne ikke længere kan klare de ensidige krav, og behovet for at bruge den del af personligheden, som man mere eller mindre har givet afkald på melder sig. Hvis de to parter ikke kan ændre sig sammen, og komme lidt flere nuancer ind i forholdet, kan det udvikle sig til en forbitret magtkamp parterne imellem. Konflikterne bliver ikke lettere af at karaktertræk som egensindighed, sparsommelighed, stivsindethed, pedanteri er almindelige karaktertræk ved den anale personlighed.

Den fallisk-ødipale rollefordeling udspiller sig omkring grundkonflikten usikker kønsidentitet. Kærlighed er her ensbetydende med at være rigtig mand og rigtig kvinde. Både manden og kvinden har et problem med den mandlige rolle, og har som grundkonflikt, at det har været svært at identificere sig med den forældre, der er af samme køn. Kastrationskomplekset i betydningen frygt for at miste sin mandighed, vitalitet og styrke, spiller her en afgørende rolle.
Kvinden vil forsøge at kompensere for sin følelse af underlegenhed ved at identificere sig med manden. Men i længden kan hun ikke opretholde identifikationen med ham, og hendes lyst til symbolsk og reelt at kastrere ham at styre seksuallivet, og ved at nedgøre ham/ydmyge ham trænger sig på. Hun er imidlertid fanget i konflikten mellem på den ene side at være afhængig af en potent mand, og på den anden side at opleve den potente mand som en trussel og emne for misundelse. Er han impotent, kan hun ikke bruge ham som identifikationsobjekt, og interessen for ham daler.
Manden er sårbar, fordi han er udleveret til kvindens forgodtbefindende i sin afhængighed af hendes støtte og hendes imødekommenhed. Det seksuelle forhold kommer til at hvile på hendes præmisser. Hans potens styres så at sige af hende. Han kommer let til at føle sig impotent, og hun vil kastrere ham for at være impotent.
Manden kan også fremtræde på en mere ekshibitionistisk facon med pral om succeser og sine mange kvindeerobringer. De mere feminine sider søger han at skjule, da han er afhængig af kvindelig beundring for ikke at føle sig impotent.
Kvinden kan skjule sin usikkerhed ved at optræde overdrevent feminint, da hun ikke kan tåle sine maskuline sider.

Nu er det sjældent sådan, det kun er en bestemt grundkonflikt, der er afgørende for valget af partner. Som regel er det træk fra de forskellige faser, konstellationen af grundkonflikter, som tilsammen danner et personlighedsmønster og et grundlaget for forelskelsen og partdannelsen, når vi møder en, som er i stand til at modsvare vores ubevidste behov.
Pointen i ovenstående er, at vi forelsker os i et menneske, som ligner os selv på væsentlige punkter. Og det er ikke entydigt de gode sider, vi vælger hinanden på. Selv om vi forholder os forskelligt til grundkonflikten ved at påtage os polariserede roller, er selve konfliktens kerne som regel den samme hos begge parter. Styrken i de ubevidste konflikter viser sig ved, at vi gang på gang vælger personer med samme grundkonflikt. Forløbet er hyppigt en kort opblomstring og oplevelse af intens kærlighed og en følelse af at blive et helt menneske, for at slå over i grundkonfliktens negative sider til stor frustration, krise og skilsmisse – til skade ikke mindst for eventuelle børn.

Man kan spørge sig selv, om der da intet håb er om et lykkeligt parforhold?
Svaret er Jo – hvis begge parter modnes og udvikler sig på en sådan måde, at de bliver i stand til at trække deres projektioner rettet mod partneren tilbage. Man kan tænke sig hændelser i tilværelsen der bevidstgør parret om de ubevidste grundkonflikter (krise, terapiforløb, generel udvikling)

(kilde: Poula Jakobsen, Parforhold, Den nye psykologihåndbog, Gyldendal Uddannelse, 1999)

Palle Hoffmann
Sidst opdateret: 21. oktober 2018