Ødipuskomplekset

Teorien om Ødipuskomplekset er en anden af Freuds kontroversielle hjørnestene i den psykoanalytiske teoridannelse. De psykologiske mekanismer fandt Freud beskrevet i det oldgræske mytologiske sagn om Kong Ødipus, som er skrevet for mere end 4000 år siden af Sofokles. Heri spås den nyfødte Ødipus af oraklet, at han skal giftes med sin moder, og slå sin fader ihjel.
Stykket tager sin begyndelse, hvor en budbringer melder, at pesten i Theben først vil høre op, når Kong Laios` morder er fundet og fordrevet fra landet. Handlingen består nu i den trinvise intensiverede og kunstfærdigt forhalede afsløring - noget der kan sammenlignes med arbejdet under en psykoanalyse – en afsløring af at Ødipus selv er Laios` morder, men også søn af sin ægtefælle. Rystet over de frygtelige ugerninger, han har forøvet uden at vide det, - stikker han øjnene ud på sig selv og forlader hjemstavnen. Oraklets ord er dermed gået i opfyldelse.

Freud fandt en overensstemmelse mellem sine iagttagelser af barnets seksuelle fase omkring femårsalderen og stykkets indhold, og sluttede, at når stykket har kunnet bevare interessen gennem 4000 år, måtte det skyldes, at det rummede en alment kendt problematik, om end den kun var erkendt på et ubevidst plan.

De behov og ønsker, som ligger til grund for Ødipuskomplekset går ud på, at den 5-årige søns seksualdrift (libidoen) tager moderen som objekt, mens pigens seksualdrift har faderen som objekt. Den kan give sig udtryk i et infantilt ønske om et seksuelt forhold til den af forældrene, der er af modsatte køn.

I den falliske alder (se ovenfor) udvikles en interesse hos børn som er udadvendt. Den viser sig i doktorlege, far-mor-børn-lege og andre velegnede afklædningslege. Barnets seksuelle stræben rækker naturligt uden for hjemmet, når det fungerer sundt. Et andet udslag af energiernes søgen udenfor hjemmet kan iagttages når børnene gerne vil vagabondere. Et eksempel herpå er ”Flugten til Amerika” På Freuds tid så forældre nærmest med rædsel på børnenes seksuelle udfoldelser – med en angst for at børnene skulle blive for tidligt seksuelt modne m.v.
Hvis energierne tvinges indenfor hjemmets fire vægge, rettes de mod forældrene selv. I sproget genfinder vi det i talemåden: "Det bliver i familien`". Det er også "Giftes med farmand-alderen".

Ødipus-stadiet, - som er et stadie, som iflg. Freud alle børn gennemlever – udvikler sig til et egentligt ødipuskompleks, hvis tidligere seksuelle faser ikke er gennemlevet på en sund måde. De nødvendige personlighedsegenskaber, herunder forsvarsmekanismer er ikke tilstrækkeligt udviklet til at kunne mestre problemer af en sådan styrke, og et egentligt kompleks udvikles. Det indebærer lyst til at befri sig fra den forældrefigur, der er af samme køn, som jo netop indtager den plads, som barnet ønsker sig. Det drejer sig om at rydde en rival af vejen, men impulsen kan blive så stærk, at der kan udvikle sig et indædt dødsønske overfor faderen eller moderen.
Følgende ordlyd kan stå som eksempel på ødipale ønsker:
Barnet: "Mor, hvornår dør far"”
Moderen: "Sh! – sådan noget må man ikke sige."
Barnet kan også vælge at sige til faderen: "Jeg vil ikke tale med dig.", hvilket kan være en psykologisk måde at formidle dødsønsket på.

En psykoanalytisk uddannet lærer A.S Neill, grundlægger af "Summerhill"-skolen har et eksempel: Han stod en dag og talte med en af skolens drenge. Da drengen forlod ham, så han på sin vej en sort snegl, som han øjeblikkelig smadrede med sin hæl. Niell tolkede på hændelsen, og formodede at denne handling havde én historie i drengens liv, og han søgte derfor at opklare handlingen ved et lille eksperiment. Han kaldte drengen hen til sig og bad ham beskrive en snegl. "En snegl er et langt, grimt og slimet dyr", sagde drengen.

Niell rakte ham herefter et stykke papir og bad ham skrive ordet snegl.
Drengen skrev da A Snaill.
De lo begge to, da de opdagede, at drengen havde sammensmeltet sneglens og lærerens navn. "Du vidste ikke, at jeg var det lange grimme slimede dyr, som du trådte ihjel?" - Nej det vidste drengen ikke. Han anede intet som helst om, hvorfor han havde trådt sneglen ihjel, og derfor ikke, at det egentlig var læreren som han ubevidst havde forsøgt at slå ihjel.
Drengen kunne iflg. Den psykoanalytiske teori ikke give sit had frie tøjler overfor faderen, for så ville han naturligvis være blevet straffet endnu hårdere, og overfor læreren kunne han heller ikke give sine følelser frit spil. Derfor havde han skaffet sig symboler, som han kunne afreagere på^[1]. Blandt disse var dyre-drabet kun et enkelt. Hadet havde mange forgreninger i hans sjæl.

Inden for familien kan barnet også føre sit ødipuskompleks over på andre søskende. De vil da blive oplevet som værende overflødige, fordi de stjæler modernes eller faderens kærlighed. Men også kærligheden kan føres over på især ældre søskende, hvorved ødipuskomplekset bedre afvikles, end hvis det er knyttet til forældrene, da der sker en spredning af energierne.

En dreng, som havde adskillige brødre drømte følgende: "Sammen med min mor vendte jeg hjem fra en spadseretur, og vi finder ved hjemkomsten huset besat af en bande røvere." Analysen af drømmen viste, at røverne symboliserede hans brødre, med hvem han måtte dele moderen, da de vendte hjem fra spadsereturen.

Andre søskendes fødsel kan opleves traumatisk – som et psykisk chok, og jalousien kan udvikle sig til et stærkt had, hvor følelserne bliver så kraftige, at barnet må regrediere til et tidligere stadie, dvs. genoptage tidligere tiders måde at løse problemer på. (ved at anvende tidligere udviklede forsvarsmekanismer)
Den måske væsentligste årsag til fremkomsten af Ødipuskomplekset optræder, hvis den af forældrene, der er af samme køn dør når barnet er i den ødipale fase. Det opleves af barnet som en opfyldelse af Ødipuskomplekset eller dødsønsket, og det vil medføre intens skyldfølelse. Barnet vil resonere på følgende måde: ”det er min skyld at far/mor døde, fordi jeg ønskede det.”
Her kan man jvf. "primitive" stammers afbrænding af billeder, eller halshugning af dukker, som de tror, vil medføre den afbilledes død. Det, der i virkeligheden er tale om, er en projektion af ubevidste eller bevidste døds-ønsker.
Hvis den af forældrene der er af modsatte køn dør, kan den frustrerede og ophobede kærlighed medføre en idealisering af vedkommende.
Når børn kan ligge i sengen og høre forældrene skændes, og hvis skænderierne ender med skilsmisse kan reaktionen være den samme, som hvis der havde været tale om dødsfald, idet barnet vil få skyldfølelse over det opfyldte ødipusønske, og dermed føle, at det er skyld i skilsmissen.

Hvis en 40-årig mand stadig bor hjemme hos sin mor, kan det naturligvis bero på praktiske ydre omstændigheder. Men man kan også finde, at der er tale om en stærk moderbinding. Når en ung pige på 20 år gifter sig med en mand på 40-50 år er de flestes første association: "jamen det kunne jo være hendes far!" Denne almene tanke leder hen til den ubevidste fornemmelse af, at der her er tale om stærke gensidige ødipale bindinger.
Mange store dramaer er bygget som Ødipus-myten bygget op omkring Ødipuskomplekset – Det anes i dramaer som f.eks. Othello, af Shakespeare, i Mac-Beth, hvor det er kampen mod faderen (kongen) – kampen om magten, der er det centrale. I Hamlet slås oven i købet 2 faderfigurer ihjel. Den kvindelige hovedfigur kastreres symbolsk. Hun bliver sindssyg.
Stykket bygger på Hamlets tøven mellem at opfylde den hævnopgave, som hans faders ånd har pålagt ham. Til forskel fra Kong Ødipus, hvor barnets ønskefantasi bliver trukket frem i lyset og virkeliggjort, forbliver den for Hamlet fortrængt. Vi får kun at vide om dens eksistens – ligesom ved en neurose – gennem hæmninger.
Stykkets intrige viser os, at Hamlet på ingen måde skal stå for os som en person, der er helt ude af stand til at handle. Vi ser ham to gang optræde som en handlingens mand. Den ene gang i en hastigt opblusset lidenskab, da han støder den lyttende bag tapetet ned – den anden gang målbevidst, ja endda durkdreven, da han med total mangel på skribler sender de to hofmænd i den død, der var tiltænkt ham selv.

Hvad hæmmer ham da i opfyldelsen af den opgave, som han fars ånd har pålagt ham? Svaret er at det opgavens specielle karakter. Hamlet kan alt, blot ikke eksekvere hævnen over den mand, der viser ham virkeliggørelsen af hans egne fortrængte barndomsfantasier (ønskerne) – ham, der har ryddet hans far af vejen og taget dennes plads hos moderen. Den afsky, der skulle drive ham til hævn, erstattes derfor hos ham af selvbebrejdelser, af samvittighedsskrupler, der foreholder ham, at han i ordets egentlige forstand ikke er bedre end den synder, han skal straffe. Men alt dette forbliver ubevidst i Hamlets sjæl.

Fra Georg Brandes værk om Shakespeare (1896) fremgår det, at dramaet er skrevet umiddelbart efter at Shakespeares far var død (1601), altså i den første sorg over ham. Det er også kendt, at Shakespeares tidligt afdøde søn hed Hamnet (Citat fra Freuds Drømmetydning)

Mange andre kunstnere/forfattere har bevidst eller ubevidst bygget deres stykke op omkring Ødipuskomplekset. Blandt dem kan nævnes Bergman, HC Andersen, Ibsen, Hemingway, Polanski m.fl.