Postcommotionelt syndrom

Det postcommotionelle syndrom (efter hjernerystelse) er en neurologisk sygdom med tydelige paralleller til det psykiatriske spektrum.

Hvert år får cirka 15.000 danskere hjernerystelse. Langt de fleste kommer sig efter få dage eller uger, men 10-15 procent af patienterne har stadig symptomer efter et år. Man ved ikke hvorfor, og der findes ingen effektiv behandling. Ved en hjernerystelse slynges hjernen mod indersiden af kraniet, og der kan opstå træk i hjernecellerne og små blødninger. Afhængigt af, hvor svær hjernerystelsen har været, vil der komme kortere eller længere bevidstløshed og manglende hukommelse for ulykken og den seneste tid før. Ofte er der dog ikke bevidstløshed, men kun hovedpine og svimmelhed, måske kvalme og opkastning.

Nogle kommer sig dog ikke efter en hjernerystelse, de udvikler det postcommotionelle syndrom, hvor der er følgende symptomer:
Hovedpine, træthed, svimmelhed, problemer med hukommelse og koncentrationsevnen. I ICD-10 er der følgende formelle krav:

1. Et relevant hovedtraume, der har forårsaget en betydende hjernerystelse / commotio cerebri.
2. Klager over nedsat opmærksomhed og/eller hukommelse.
3. Mindst 3 af følgende symptomer til stede senest 4 uger efter traumet og varende i mindst 12 måneder:
   1. abnorm trætbarhed
   2. søvnforstyrrelse
   3. hovedpine
   4. vertigo eller svimmelhed
   5. irritabilitet eller aggressivitet udløst ved mindste provokation
   6. Angst,Depression eller affektlabilitet
   7. oplevelse af personlighedsændring
   8. apati eller følelse af manglende spontanitet
4. Symptomerne er opstået efter hovedtraumet eller repræsenterer en væsentlig forværring i eksisterende symptomer.
5. Forandringerne har medført væsentlig forringelse af social, erhvervsmæssig eller skolemæssig funktion.
6. Symptomerne må ikke opfylde kriterierne for demens efter hovedtraume og må ikke kunne forklares ved anden mental forstyrrelse (f.eks. amnestisk forstyrrelse efter hovedtraume,PTSD eller personlighedsændring efter hovedtraume).

Følgerne resulterer i årelange sygdomsforløb, som gør det svært at passe arbejde og familieliv, og er i værste fald invaliderende. Syndromet kan hverken måles eller ses og kan derfor kun diagnosticeres ud fra de symptomer, patienterne beskriver. Symptomerne bliver ofte anset for at være psykologiske og patienterne beskyldt for at være svagelige, simulerende eller pensionskrævende.