Posttraumatisk stress syndrom

"De eneste for hvem krigen er slut er de døde" Platon

Diagnosen posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) opstod på baggrund af en politisk bevægelse af Vietnamveteraner i samarbejde med antikrigs-psykiatere. Deres argumentation var, at kroniske og forsinkede stressreaktioner på traumatiske begivenheder ikke var tilstrækkeligt dækket ved kombinationer af eksisterende diagnoser i The Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM), som udgives af The American Psychiatric Association ( den amerikanske psykiaterforenings diagnoseoversigt). Som følge heraf blev diagnosen PTSD introduceret ved revisionen af DSM i 1980, således at DSM-III udgaven kom til at indeholde den første (og stadig eneste) diagnose, hvor symptomerne er forbundet med tilstedeværelsen af en specifik ætiologisk begivenhed i form af oplevelsen af en traumatisk begivenhed.

Posttraumatisk stress (forkortes ofte til PTS eller PTSD) er den uhensigtsmæssige stressreaktion man kan få efter voldsomme oplevelser. Det er som anført den eneste psykiske lidelse, hvor der kræves en klar udløsende årsag. Almindeligvis skal der være tale om en oplevelse af katastrofemæssig karakter som: Voldsomme uheld, krigshandlinger eller naturkatastrofer, men Life-Events som skilsmisse, forventet død og flytning kan også udløse PTSD. Befolkningsundersøgelser (USA) har vist at sygdomsrisikoen er 0,5 % for mænd og 1,3 % for kvinder. De højeste rater findes ved krænkelser: voldtægt, seksuelle overgreb, vold og incest. Alle kan bukke under for denne stressform og selv om soldater, læger, ambulancepersonale etc. er trænede i at opdage faresignalerne på egen og kollegers opførsel, er dette ingen garanti for hvornår selv en professionel fagperson har set et uheld eller et lemlæstet menneske for meget. Det er en almindelig iagttagelse at forudgående bestående nervøsitet forværrer den posttraumatiske stress. Genetisk er ca. 25 % disponeret til PTSD.

Posttraumatisk stress viser sig i ugerne eller månederne efter en voldsom oplevelse ved personligheds- og adfærdsændring, hvor den ramte kan blive underlig, aggressiv og personlighedsændret. Det er ofte i bearbejdningsfasen efter en krise, at den opstår, altså inden for det første halve år. Personen genoplever den udløsende begivenhed i tanker og drømme, får flashback og den nagende følelse af at man kunne have gjort det bedre. Man vil oftest få det vanskeligt ved situationer, der minder om den udløsende, og gøre alt for at undgå disse. Det er almindeligt at man oplever en række skræmmende kropslige og psykiske symptomer som: Hjertebanken, angst, aggression, depression, søvnforstyrrelser og svedeture. Det er ligeledes hyppigt at misbrug begyndes eller intensiveres.

De almindeligste teknikker til at minimere denne stressform er umiddelbar debriefing, altså man taler situationen igennem med de mennesker som man har delt den med. Det er uhyre vigtigt at vi passer på hinanden, respekterer grænser og holdninger, og i det hele taget opfører os kollegialt. Det er på den anden side umuligt at forudse, hvem der vil udvikle posttraumatisk stress, alle har vi forskellige grænser, og ingen kender på dette område sin egen styrke. Det skønnes almindeligvis at omkring 20 % af professionelle vil udvikle posttraumatisk stress på et tidspunkt af karrieren.

Behandling af den fuldt udviklede posttraumatiske stress er vanskelig, men en behandlingsmetode "EMDR" har vis sig andre overlegen og må vurderes som evidensbaseret. De 80% der spontant bliver raske efter udsættelse for katastrofer, er de raske, mens de der udviklet det genuine PTSD er dem der bliver kroniske patienter. I den umiddelbare situation er debriefingen vigtig, men skal ikke bevidstløst gentages. De så hyppigt anvende mange, mange psykolog- eller psykiatersamtaler er nyttesløse, men EMDR kan gøre en afgørende forskel. Sammen hermed er tidlig dosering af beroligende medicin i de 2 første uger med god effekt. Der anvendes ved de kroniske tilfælde ofte en kombination af medicinsk behandling til dæmpning af den nogen gange ledsagende depressive tilstand, beroligende medicin og samtaleterapi af forskellige teknikker. Den ubehandlede varighed er fra få uger til mange år, undertiden førende over i en vedvarende personlighedsændring.

PTSD er den eneste psykiske sygdom, der er anerkendt som en direkte arbejdsskade, når den er opstået - netop - på arbejde. Det bemærkes her, at Erhvervssikringen stiller kontante krav til traumet, der angiveligt har udløst den PTSD lignende tilstand. Der kræves meget voldsomme påvirkninger. Den daglige generende nedslidning og produktet af mange års påvirkning som opleves af eksempelvis fængselsbetjente, pædagoger eller andre, der arbejde under belastende betingelser, bliver afvist - konsekvent.

Ca. 20% af tilfældene ender som kronisk personlighedsændrede præget af social tilbagetrækning, isolation, kronisk mistroiskhed, håbløshed og fornemmelse af at leve under konstant trussel. Det er ofte dem, der har forudgående psykiske forstyrrelse og som har været udsat for de mest ekstreme belastninger som Kz-fanger, torturofre og gidseltagne der får de sværeste forløb. Efter at have forsøgt at behandle og beskrive mange med kronisk PTSD har jeg personligt den erfaring, at de er relativt lette at kende på deres fysiske fremtoning. Deres udseende bærer ofte præg af selv forsømmelse med dårligt siddende tøj og ikke optimal personlig hygiejne. ligesom den umiddelbare fremtoning efterlader et indtryk af en nærmest autistisk personlighed, hvor den vedvarende ruminering over de tidligere forfærdelige oplevelser er af større betydning end den virkelige verden.