Primærprocessen og sekundærprocessen

Der findes iflg. Sigmund Freud to helt forskellige organisationer af sjælelivet -
To måder at sætte tingene i system på –
To måder at tænke og føle på –

De trives smukt ved siden af hinanden i ethvert sundt voksent menneske. Historisk er den første proces – Primær-processen udviklet først, og gennem hele barndommen – til ca. 7 års alderen er barnets oplevelser indordnet under den psykiske proces, der hedder primær-processen.

Ved 7-8 års-alderen udvikles en anden måde at tænke på og opleve på – ovenpå primærprocessen, nemlig sekundærprocessen.

Her er et eksempel på, hvordan de to systemer fungerer:

1. Et barn kan opdage, at ild er farlig ved at komme for nær til et bål og brænde sig. Den lærdom, der derved opstår sidder godt fast. Det er en automatisk proces, hvor sproglig tænkning eller overvejelser ikke er indgået. En kat kan lære akkurat det samme.
   Erfaringer, som gøres på den måde er karakteriseret ved at være massive og unuancerede.
2. Et andet barn lærer måske, at ild er farlig ved at få sagen forklaret, altså ved hjælp af sproget. Herved kan en viden gøres så nuanceret, som man ønsker det. Man kan f.eks. lære barnet, at det vil brænde sig, hvis det holder en finger stille i flammen fra et stearinlys i længere tid, men ikke hvis det fører fingeren nogenlunde hurtigt gennem flammen.
   Vi kan på denne måde opnå en meget fin og detaljeret tilpasning til verden omkring os, som det ville være umuligt at nå frem til ved den automatiske proces alene.

Vi har netop set to måder at erfare eller indlære på. Den første var den direkte – og hører ind under primærprocessen. Den anden, som indebærer overvejelser eller sproglig tænkning hører ind under sekundærprocessen.
Mennesker får en meget stor del af sine kundskaber – især på det følelsesmæssige område gennem primærprocessen.
Dette forhold spiller en betydelig rolle hos alle mennesker, men ganske udpræget ses det ved fobierne, hvor mangel på nuancering bevirker dårlig tilpasning til virkeligheden.
Som eksemplerne herpå kan nævnes mørkeangst, eller angst for at opholde sig på høje steder, skræk for at køre i elevatorer, angst for lukkede rum osv.
Antallet af mennesker, der er bange for edderkopper er større end antallet af mennesker, der er bange for cigaretter, skønt alle ved at de sidste er farligere end de første.
Der er her tale om at ens følelsesmæssige reaktioner ikke er fornuftigt tilpasset virkeligheden, selv hvor man udmærket er klar over, hvordan tingene faktisk hænger sammen.
Sådanne fejltilpasninger skyldes, at angstreaktionerne oprindeligt er opstået på den primitive måde, hvor man ikke kan skelne nuancerne - altså primærprocessen.

Erling Jakobsen har i sin bog om primærprocessen og sekundærprocessen (Reizels forlag 1984) systematiseret Freuds teorier og kategoriseret lovmæssighederne på følgen måde:

Hvis blot to situationer har et fælles element er det tilstrækkeligt til at de følelsesmæssigt behandles, som om de var fuldstændig ens.

Fig. 1: situationerne minder om hinanden, og har et fælles element.

Fig. 2: Her ses de forskellige objekter = genstande for vore følelser. Til venstre vises forholdene i primærprocessen med løs og skiftende tilknytning mellem objekter og affekter. Til højre de stabile bindinger i sekundærprocessen.

I praksis betyder det for primærprocesserne, at følelserne kan føres over på genstande eller begreber, men tilknytningen er løs. De følelser man har for et bestemt menneske, kan uden videre skubbes til side og erstattes af helt andre følelser – evt. af stik modsat karakter. Dvs. at et menneske man føler kærlighed til, kan man pludselig hade.

Hvis en skizofren person bliver vred, er det umuligt for ham at begrænse vreden til de personer, som vakte den. Den oversvømmer i stedet hele sjælelivet, og får verden til at tage sig ud, som om den var befolket af lutter ondskabsfulde djævle, der er god grund til at hade.
Disse forhold minder meget om, hvad vi kender fra dyrepsykologen.

Normalt genkender manen person eller en ting ved hjælp af de følelsestoner, der knytter sig til vedkommende. Hvis følelserne ikke er stabilt bundet, men forskydes mere eller mindre frit, bliver genkendelsen umulig eller unøjagtig.
Små børn, der endnu lever under primærprocessens love har store vanskeligheder i den retning. Deres mor kan undertiden optræde som den gode mor, der tilfredsstiller deres behov for mad og kærlighed – og så antager hun skikkelse af en alkærlig gudinde.
Til andre tider vil hun ikke makke ret, og minder da om en ondsindet heks. I temmelig lang tid lever barnet under det indtryk, at det har mindst 2 mødre.

I den voksne alder kan denne opfattelse leve videre i et menneske. Den tager da form af Jomfru Maria, som den rene og kærlige moderfigur, og heksen som den ondskabsfulde moderfigur.
Faderen kan ligeledes spaltes op i den alkærlige fader, og den onde fader. Hos den voksne tager han sig i Primærprocessen da enten ud som Gud eller som Djævlen.
Man kunne nu fristes til at tro, at det ubevidste liv er et stort kaos. Det er ikke rigtigt, da der trods alt findes visse love, som det ubevidste sjæleliv er undergivet. Følelserne er således ikke helt frit forskydelige, men blot løsere bundet end i sekundærprocesserne.

En af de vigtigste love for primærprocessen er lover om at:

Hvis to objekter eller forestillinger blot har et lille fællestræk eller område, kan følelserne forskydes helt frit imellem dem, og så kan de ikke længere skelnes fra hinanden.

DVS. AT LIGHED ER DET SAMME SOM IDENTITET.

Fig. 3: Objekterne A og B har et fælles område f og kan derfor i primærprocessen betragtes som identiske.

Vi har tidligere været inde på ligheden mellem symbolet heksen og det hun symboliserede, nemlig den onde moder. De mange millioner gamle koner, der blev pint ihjel i middelalderen er et godt eksempel på det uheldige i ikke at kunne skelne mellem symbolet, og det som det symboliserer. Det er intet udbytte at hente ved at udrydde symbolet på det onde, frem for at udrydde det onde selv.

Vi har selv en snert af remmen, når vi oplever at italienere, amerikanere, vestjydeer eller jøder kan opleves ens, - har man blot set en enkelt af dem.

En anden vigtig lov er PARS PRO TOTO.
Dvs. at en del af en helhed opleves, som den var helheden.
Den spiller en stor rolle i drømmetydning. Som eksempel kan nævnes, at et enkelt rødt hår kan symbolisere en rødhåret mand/kvinde.

Men sagen kan blive langt mere indviklet, idet ikke blot 2, men et større antal forskellige ting kan have en fælles del, der så kan udtrykke dem alle. Man taler da om, at der er sket en fortætning!
Også fortætning spiller en stor rolle i drømme. Tænk blot på, hvor mærkelige drømme kan forekomme i vågen tilstand, selv om de virkede meget logiske mens man drømte dem.

Som eksempel kan nævnes kentauren eller sfinksen, der begge er sammensat af både menneske og dyr.
Et andet karakteristisk træk, der går igen ved såvel psykoserne, som ved neuroserne er, at man ikke kan skelne mellem virkelighed og fantasi, ligesom der findes en ejendommelig forstyrrelse i tidsfornemmelsen.

Der er træk, der går igen ved såvel psykoserne som ved neuroserne. I det sidste tilfælde er tidsfornemmelsen dog bevaret. I den sunde tilstand kommer trækkene især til at gælde drømmen, hvor nutid helt mangler.

Endelig kan man i Primærprocessen opleve de såkaldte ambivalens, dvs. at modsatrettede følelser som had og kærlighed overfor samme person og ting kan bestå samtidig.

I Primærprocessen finder en fuldstændig ophævelse af personligheden sted, så det er helt umuligt at skelne mellem sig selv og omverdenen. Således sker det også i drømmen.

Det gælder imidlertid kun til man har tydet drømmen. Så viser det sig. At skellet slet ikke eksisterer. De skikkelser man møder, kan udmærket være løsrevne dele af en selv, således at f.eks. det man opfatter som en kamp med en fjende i virkeligheden hentyder til en indre konflikt. På den anden side kan den person, man tror er en selv, ligeså godt være ens billede af en anden, f.eks. en far eller en mor.

Logisk tænkning er knyttet til anvendelsen af en lille men temmelig fornem samling ord, hvoraf nogle af de vigtigste er ”ikke”, ”både og”, hverken eller”, ”eller”, ”alle”, og ”nogle”. Et eksempel på, hvordan man kan kommunikere på begge planer er ironien, hvor man siger det modsatte af, hvad man mener.

Sætter man sekundærprocessen og primærprocessen overfor hinanden kan det lette oversigten:

Sekundærprocessen:

1. Her er følelserne stabilt bundet til det, der er genstand for dem, og dette er forudsætningen for at
2. Reaktionerne ikke behøver at følge umiddelbart på impulserne, men kan udsættes, således at alt det, organismen har lært, kan tages i betragtning, når det gælder om at finde en effektiv vej til tilfredsstillelse, uden det får skadelige konsekvenser.
3. Det er endvidere forudsætningen for, at sproget kan få en præcis betydning, hvilket tillader sekundær-procestænkningen, der er identisk med almindelig logisk og ordnet tænkning, altså det, som mani vor kulturkreds i almindelighed forstår ved tænkning, og som findes i den mest rene form indenfor matematik, logik og naturvidenskab.

Primærprocessen:

1. Her er følelserne ustabilt bundet, og de følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet uden hensyn til helhedens vel.
2. Dette kan give sig udtryk i, at intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
3. Almindeligvis er der dog blot tale om følelsesforskydning, der følger visse love.
4. Disse er identiske med lovene på Primær-procestænkningen, og den vigtigste af dem er loven om Pars Pro Toto, om at en del af en ting kan betragtes som var den hele tingen.
5. Nært beslægtet hermed er loven om, at 2 ting, der har en lighed eller et fælles område, kan betragtes som om de i deres helhed er identiske.
6. Ofte kan et større antal ting, der har et fælles område alle betragtes som identiske med dette og altså udtrykkes ved det. Dette kaldes fortætning.
7. Der er ikke nogen skelnen mellem fantasi og virkelighed.
8. En skelnen mellem fortid, nutid og fremtid eksisterer ikke. Tidsfornemmelsen er ophævet.
9. Selvets grænser er ophævet, således at det ikke er muligt at skelne mellem sig selv og omgivelserne.
10. De almindelige logiske regler er ophævet. Specielt findes benægtelser ikke – en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde, men det kan eventuelt ses af sammenhængen, hvad der er ment.
11. Der eksisterer ofte ambivalente, dvs. modstridende og uforenelige følelser overfor samme genstand (person) på samme tidspunkt.