Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Neuropsykologi


Neuropsykologi er læren om sammenhængen mellem hjernens funktioner og menneskets adfærd - herunder menneskets tænkning og følelser. Ved en skade i hjernen vil intellekt, adfærd og personlighed blive påvirket, og omfanget af skadesfølgerne vil være afhængig af skadens sværhedsgrad, dens lokalisation, patientens alder, køn og kondition. Selve skaden kan opstå som følge af blodprop i hjernens blodkar, hjerneblødning, infektion, kræft eller som følge af læsion ved eksempelvis trafikuheld.

En neuropsykolog vil oftest arbejde på en neurologisk eller neurokirurgisk sygehusafdeling, eller på en genoptræningsinstitution. Arbejdet består primært i undersøgelser, rådgivning og behandling af patienter med hjerneskade.

En neuropsykologisk undersøgelse/testning kan foretages ud fra forskellige målsætninger:

  • Diagnostisk undersøgelse, hvor formålet er at afklare, om en patient er hjerneskadet og/eller dårligt fungerende.
  • Deskriptiv undersøgelse, hvor formålet er at beskrive art og grad af neuropsykologiske dårlige funktioner ved erkendt hjerneskade eller neurologiske sygdomme.
  • Behandlings- og rehabiliteringsoplæg, med det formål at analysere patientens ressourcer og vanskeligheder som forudsætning for tilrettelæggelse af optimal genoptræning.

En neuropsykolog vil i undersøgelsen/udredningen af en patients funktionsniveau indsamle informationer på mange forskellige måder:

  • Der vil blive lagt vægt på en neuropsykologisk testning med fokus på identifikation af både neuropsykologiske svagheder og styrkesider. Undersøgelsen omfatter typisk prøver, der måler opmærksomhed, koncentration, hukommelse, opfattelse, sprog, tænkning samt andre former for kognitive funktioner.
  • Man vil med en grundig sygehistorie bl.a. forsøge at få klarhed over, hvori patientens oplevede vanskeligheder består, og hvordan de viser sig i dagligdagen og i arbejdssituationen.
  • Pårørende vil endvidere ofte blive inddraget til en belysning af deres opfattelse af patientens daglige funktionsniveau.

Mange patienter har efter en hjerneskade vanskeligt ved at erkende, hvilke konsekvenser hjerneskadens følgevirkning har for det daglige funktionsniveau. Derfor vil resultaterne af en neuropsykologisk undersøgelse være af betydning for både rådgivning af patienten og de pårørende samt for planlægningen af genoptræningen.

I genoptræningen er den psykosociale tilpasning et fremtrædende mål. Kognitive forstyrrelser, adfærdsforstyrrelse og personlighedsændringer kan have indflydelse på en patients hele psykosociale tilpasning. Neuropsykologens arbejde vil i forhold til både patient og pårørende være af støttende, informativ og rådgivende art samt hjælp til at håndtere de følelsesmæssige reaktioner på hjerneskaden og dens følgevirkninger.


Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 22. marts 2023