Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Terapi – behandling af psykiske problemer


I de sidste tyve år er behovet for terapi nærmest eksploderet, ligesom antallet af terapeuter, og antallet af forskelligartede terapier er øget. Tilbøjeligheden til at søge hjælp i krisesituationer og søge hjælp med akutte problemer af eksistentiel karakter er taget til, og der faldbydes såvel videnskabeligt anerkendte som alternative behandlingstilbud.
I Psykolog Nyt 1990, 4 s. 139 har dansk psykologforening defineret begrebet psykoterapi på følgende måde:

  • Psykoterapi er psykologiske behandlingsmetoder, der er videnskabeligt/teoretisk begrundede.
  • Psykoterapi finder anvendelse ved psykiske vanskeligheder og lidelser.
  • Behandlingen består af et professionelt forhold mellem en eller flere psykoterapeuter og en eller flere klienter.
  • Formålet med det psykoterapeutiske forhold og arbejde er for klienten (klienterne) at opnå øget autonomi og udvidelse af personlige muligheder, symptomlindring og bedret psykisk og social funktionsmåde.

Hermed er psykoterapi afgrænset i forhold til f.eks. venskabsforhold, skrifte, selvhjælpsgrupper m.v. Ved psykoterapi er der tale om et bevidst planlagt møde, som er underlagt visse rammer i form af forud aftalt formål, indhold, tid, sted, varighed og evt. betaling. Vi skal i det følgende se på nogle af de teoretisk funderede og mest anvendte og anerkendte former for psykoterapi.

Psykoanalytisk psykoterapi: er en indsigtsgivende psykoterapi. Den er som behandling langvarig og dyr. Sædvanligvis aftales 1 time l gang om ugen i et til flere år. Den kan foregå som klassisk psykoanalyse, hvor klienten ligger på en sofa og associerer frit med udgangspunkt i drømme, fortalelser, fejlhandlinger etc. Der sker en overførsel af ubevidste konfliktfyldte følelser på terapeuten. Via tolkning, spejling og frie associationer bevidstgøres de ubevidste konflikter for klienten, hvorved energier, bundet i konflikterne kan frigives og anvendes i mere konstruktive og livsbekræftende gøremål, og personligheden styrkes. Psykoanalytisk psykoterapi kan kun anbefales til mennesker med neurotisk problematik, hvor personligheden er integreret, dvs. ikke er løst funderet som ved en grænsepsykotisk eller psykotisk personlighedsstruktur.

Gruppeanalyse: Er på samme måde som psykoanalysen en indsigtsgivende terapi. Den er i sine rammer forskellig fra individualterapien. Den er i reglen mindre intensiv, og den varer i kortere tid. Men målet er det samme som i den individuelle terapi: at bevidstgøre ubevidst konfliktmateriale. I fokus er dels samme emner som i individualterapien, dels vil der være fokus på gruppen som helhed, og de processer, der udspiller sig i gruppen.

Støttende psykoterapi: Afviger fra psykoanalytisk terapi ved ikke at være afdækkende i forhold til de ubevidste konflikter. Målet er mere at styrke jeg ´et generelt og at styrke mere specifikke jeg-funktioner, såsom selvtillid, selvfølelse identitet mv. Tolkning og overførsel træder i baggrunden til fordel for en mere aktiv indgriben fra terapeutens side. Der kan være tale om opklarende og realitetskorrigerende indgriben. Terapeutens rolle er ikke så neutral, idet han kan rådgive og vejlede og tilbyde at fungere som en slags hjælpe-jeg.
Støttende psykoterapi former sig som en samtale mellem en terapeut og en klient. Behandlingen kan være kortvarig, langvarig eller livslang. Den anbefales især til mennesker med en løs personlighedsstruktur, dvs. mennesker med en narcisistisk, grænsepsykotisk, tvangspræget osv. Personlighed.

Gestaltterapi: er en aktiv terapiform, der egner sig til mennesker med problemer med at fungere socialt. I modsætning til psykoanalysen beskæftiger den sig ikke med ubevidste processer, men fokuserer på den umiddelbare oplevelse og opmærksomhed. Den er blevet populær p.g.a. sin anti-intellektuelle, handlingsorienterede, konkrete og oplevelsesorienterede karakter. Målet med gestaltterapien er at ophæve aflednings og afværgemekanismer i den totale personlighed (sjæl og krop), at genoprette balancen, så potentialer kan realiseres og personen derved blive hel.
Terapien foregår hyppigt i grupper, men også individuelt eller med par. Den foregår kontinuerligt med en ugentlig samtale, eller på weekendkurser, hvor dens karakter af oplevelsesterapi understreges.

Adfærdsterapi: står i skarp modsætning til psykoanalysen. Den er strengt naturvidenskabelig, og interesserer sig ikke for indre psykiske fænomener men kun den adfærd, som kan betragtes umiddelbart.
Målet for adfærdsterapeutisk behandling af en psykisk konflikt er at lære klienten en ny og bedre måde at reagere på. Der er til en vis grad tale om en pædagogisk proces, hvor positiv forstærkning og slukning af indlært adfærd bliver centrale behandlingsmetoder. Man forstærker eller svækker en ønskelig eller uønskelig adfærd. F.eks. giver man et autistisk (se artiklen om autisme – link) barn slik hver gang det fremkommer med at sprogligt udsagn, og et aggressivt barn slipper ud af sin isolation og ensomhed, hver gang det opfører sig passende. Selvtillidstræning er en anden adfærdsterapeutisk metode, gående ud på at situationer, der udløser angst, hvis et barn skal sige nej f.eks. at blive kritiseret m.v. kortlægges i alle detaljer, og terapeuten og klienten finder herefter sammen hensigtsmæssige reaktioner, som indøves gennem rollelege for gradvist at blive afprøvet i det virkelige liv. Adfærdsterapien har således økonomiske og tidsmæssige fordele, men har næppe psykoanalysens dybtgående psykiske ændringer som resultat af terapien.

Kognitiv terapi: er en nutidsorienteret terapi, der bygger på den antagelse, at tænkningen har en afgørende betydning for følelsesliv og handlinger, og at der til forskellige former for psykisk lidelse hører forskellige karakteristiske tænkemåder.
Den kan ses som en udvidelse og nuancering af adfærdsterapien. I stedet for at fokusere på adfærden indskydes tænkningen som et bindeled mellem stimulus og respons.
Det drejer sig om at identificere de uhensigtsmæssige tanker. Ved hjælp at skemaer og hjemmearbejde mellem samtalerne forsøger klient og terapeut i fællesskab at finde frem til problemets udløsende faktor, automatiske tænkning og følelse, og opstiller sammen alternative måder at tænke og handle på. Mellem samtalerne får klienten ligeledes til opgave at afprøve den alternative tænkning og handling, at registrere ændringer og notere dem ned, så man har dem som udgangspunkt for næste samtale.
Kognitiv terapi kan udføres individuelt og i gruppe.

Palle Hoffmann
Sidst opdateret: 17. juli 2015