Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Karakterneurose


En karakterneurose er en tilstand, der med nomenklaturen i ICD-10 ikke længere anvendes. Vi taler nu i stedet om personlighedsforstyrrelse, ofte med tilføjelsen, i lettere eller mildere grad. Man anser kimen til karakterneurosen/personlighedsforstyrrelsen lagt i barndommen og Freud anså den som forårsaget af seksuelle, aggressive eller andre traumer oplevet meget tidligt. Den forstyrrede reagerer ofte unuanceret i en række sociale og personlige forhold. Der er fælles træk ved de forskellige typer, men også klare forskelle. Fælles er, at man er præget af manglende livsudfoldelse på grund af angst for vrede, aggressioner, seksuelle frustrationer, selvhævdelse. Der er fire obligatoriske misforhold i form af:

  • Forstyrrelse af forholdet til ens medmennesker. Det kan være behov for pleje, særlige hensyn, angst for at blive ladt alene eller svigtet. Det kan dog også dreje sig om stor selvopofrelse, for altid at være den yder det meste men som samtidig er afstandtagende, og har svært ved at sige fra og stille egne krav
  • Subjektive symptomer med angst og depressive træk, Der er ofte stærke legemlige symptomer i tilspidsede situationer.
  • Afvigende karaktertræk med vedvarende hæmninger og indskrænkninger i livsudfoldelsen ud af til, mens der i det indre er forbudte tanker, fantasier og følelser. Det er svært at give og tage i et kærlighedsforhold, og stærke aggressive følelser er sammen med vrede undertrykt. Der er ofte tilbageholdenhed med karrieren især når jobbet indeholder elementer af selvhævdelse og konkurrence. Når personen en sjælden gang eksploderer i et vredesanfald er det ofte udløst af en bagatelagtig eller symbolsk begivenhed, og efterfølgende er der ofte skam og skyldfølelse og angst for straf.
  • Delvis svækket realitetssans idet personen vitterligt ikke tør udføre de frygtede farlige handlinger som eksempelvis at flyve eller røre ved en edderkop. Der er reel men ubegrundet angst.

De enkelte personlighedsforstyrrelser i denne gruppe omfatter følgende:

  • Histrionisk personlighedsstruktur, blev tidligere betegnet som hysterisk neurose.
  • Tvangspræget personlighedsstruktur blev tidligere betegnet som tvangsneurose.
  • Ængstelig personlighedsstruktur blev tidligere betegnet som angstneurose
  • Dependent personlighedsstruktur

Med den aktuelle nomenklatur skelner i vi ikke om personen kun har mildere karaktertræk og symptomer i form af den tidligere betegnelse karakterneurose eller om der er så alvorlige symptomer, at vi tidligere ville have betegnet det som en symptomneurose. Hvis der på den anden side er udtalt symptomer fra angstspektret, eksempelvis i form af fobi, får man en tillægsdiagnose.


Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 31. januar 2023