Artikel udskrevet fra www.netpsych.dk

Residual skizofreni


Den residuale skizofreni er en sindstilstand, som visse skizofrene kommer i efter en psykotisk periode. De er ganske vist ikke længere psykotiske symptomer, men der er på den anden side ikke opnået fuld helbredelse. Der er således vedvarende negative symptomer med udvalg fra følgende liste: Træghed, sløvhed, affektaffladning, initiativløshed, passivitet, sprogfattigdom, nedsat kontakt til omverdenen, ingen fremdrift eller initiativ, tom eller formålsløs adfærd, indsynken i sig selv og social isolation. De formelle krav i ICD-10 til diagnosen er følger:

For det første skal de almene kriterier til skizofreni tidligere men ikke aktuelt være opfyldt.
For de andet skal de have været fire eller flere følgende symptomer konstant til stede gennem de sidste 12 eller flere måneder.

  • psykomotorisk underaktivitet. - Der er nedsat motorisk formående, bevægelser fortages langsomt med nedsat medsving af armene, ludende holdning, ingen ønske om almindelig motion eller fysisk aktivitet. (dette symptom, kan også være bivirkning til den medicinske behandling)
     
  • affektaffladning. - Der er nedsat emotionel spændvidde, det er svært at glæde sig over de små gode ting i hverdagen, ligesom også de store følelser ikke kommer til udtryk. Dødsfald kan kommenteres med et skuldertræk, heldige og lykkelige ting er ligegyldigt. Man er som drænet for trangen til at udtrykke sine følelser.
     
  • passivitet, initiativløshed. - Der tages ikke initiativ til arbejdsindsatser, hjemmet forfalder, der bliver ikke gjort rent eller ryddet op. Haven vokser til, uddannelsen forsømmes og arbejdet mistes.
     
  • ordfattigdom eller indholdsfattigt sprog. Der er nedsat modulation, der anvendes standartfraser, klicheer og vendinger, stemmen bliver tonløs og monotom.
     
  • defekt nonverbal kommunikation. - Der mangler engagement og udtryk, ofte sidder man blot i en stol med korslagte arme. Almindelige grænser for kropssprog ophævet, hvor man både kan have svært ved at have andre tæt på sin krop men også kan trænge langt ind over almindelig accepteret afstand fremmede mennesker imellem.
     
  • vanskelighed ved social kontakt, selvforsømmelse. - Vennekredsen forsømmes, familien opgives, man tager ikke imod besøg. Tøjstilen primitiviseres, man bliver ikke klippet, barberet eller vasket.


Prognosen for tilstanden er meget varierende, der er her i det nye årtusinde kommet flere lovende medicinske præparater på markeder, der afgørende har flyttet flere patienters velbefindende i gunstig retning.



Erik Kjærsgaard
Sidst opdateret: 3. august 2023