Pubertet

I alderen fra 13 til 19 år oplever teenageren mange ændringer i sit liv. Der sker først og fremmest nogle hormonale ændringer og der indtræder nogle kropsændringer. Kønsorganerne og de sekundære kønskarakterer udvikles. Stemmen går i overgang, den første menstruation og sædudtømmelse følger med kønsmodningen. De unge kan nu selv blive forældre.

På det ydre plan sker der en kvalificering til et voksent arbejdsliv og på det psykiske plan sker en identitetsændring, og en udvikling af social kompetence i takt med løsrivelsen fra forældrene. Udviklingen foregår i forskellige sammenhænge, hvoraf skolen, social klubber, ungdomsgruppen og forskellige fritidsaktiviteter tilbyder miljøer, hvor specifikke ungdomskulturer kan vokse frem. Alt sammen fører det frem mod en kognitiv udvikling og en udvikling af identiteten. – En udvikling mod voksentilværelsen.

Den ændring af identiteten fra barn til voksen og den ændring i selvopfattelsen som præger puberteten kan være meget konfliktfyldt. Den unge kan registrere, hvordan kroppen og dens funktioner ændrer sig, og hvordan omverdenen ændrer signaler i forhold til kroppens ændringer.

Oplevelsen af egne personlighedstræk og ens værdinormer, moral og holdninger ændres radikalt. Det er ikke sikkert, at den unge psykisk kan følge med. Processen kan aktualisere tidligere og mere infantile udviklingskonflikter, og medføre det vi forstår ved pubertetsproblemer. Spørgsmål som ”hvem er jeg?” og ”hvad skal jeg repræsentere i de forskellige situationer?” melder sig. De forsvarsmekanismer man tidligere tog i anvendelse slår pludselig ikke til mere, og før der er udviklet nye, er den unge sårbar overfor problemer.

Løsrivelsesprocessen fra forældrene kan eksempelvis aktualisere adskillelsesprocessen fra moderen i 1-årsalderen, og resultere i ambivalente følelser i forhold til forældrene. Der opleves modsatrettede impulser hos den unge: Længslen efter selvstændighed og autonomi på den ene side og behovet for den barnlige tryghed og afhængighed på den anden side.

I mangel på indre identitet kan uniformering og gruppedannelse træde i stedet. Den unge hæfter sin identitet op på ydre pejlemærker i form af spejderbevægelse, fodboldhold, besætter-bevægelsen m.m. I en gruppe af jævnaldrende kan den unge få tilfredsstillet behov for samhørighed og anerkendelse. En tilbøjelighed for identificering med andre i gruppen er med til at give den unge identitet. Sammen med ligestillede afprøver men sig selv, afsøger hvem man er, hvad man står for, og hvad man kan og vil.

Der kan også iagttages en idealisering og noget der ligner tilbedelse af popidoler på den ene side, og en afstandtagen fra forældrene på den anden. Vi ser her atter splitting som forsvarsmekanisme. Popidolerne kan også anskues som overgangsfænomen inden en mere nuanceret holdning til såvel popidolet som forældrene sætter ind, og processen resulterer i en overtagelse og integrering af forældrenes voksne roller med både gode og dårlige sider.

Kampen om at opnå autonomi, identitet og selvstændighed er i virkeligheden en kamp om at finde sig selv, og at turde vælge for sig selv.
Der er imidlertid nogle faldgruber, man kan havne i: F. eks kan den unge resonere som så: Alt er relativt, og derfor ligegyldigt, eller også overtager den unge kritikløst andres normer og forventninger, eller han/hun kan vælge en negativ identitet, hvor man hele tiden afviser de roller, som omverden gerne vil putte en ind i, og i stedet definerer den unge sig selv i opposition og udvikler en afvigerrolle.

Men i fasen, hvor forældrene får tildelt skurkerollen, opstår konflikter mellem den unge og forældrene. Det kan være nødvendig for den unge at skabe afstand til sine forældre i den hensigt selv at fremstå tydeligere for sig selv og for dem man skal løsrive sig fra.
Afstanden kan udvikles til et oprør mod forældrene, og det kan på samme måde være en svær tid og en svær proces for forældrene. Det kan være svært som forældre at rumme og at acceptere, at man får en anden plads i sit barns liv. Det kan være vanskeligt at give slip, og at have tillid til at den unge nu kan selv. Den vanskelige forældrerolle kan resultere i magtesløshed, og føre til uhensigtsmæssige reaktioner. Hvis forældrene oplever deres ellers problemfrie unge pludselig bliver provokerende, eller behandler sine forældre med en lettere ligegyldighed og overlegenhed, kan de tænke, at der nu bliver bug for at markere sig, og vise dem, hvor skabet skal stå, hvem der bestemmer. I modsat fald vil barnet jo bare tage magten.

En sådan holdning kan medføre mange og seje kampe, og strider mod den frigørelsesproces, som den unge er midt i. Omvendt er det også en faldgrube, hvis forældrene resignerer og opfatter sin rolle som opdrager for afsluttet og dermed afstår fra at være skydeskive for den ungens afprøvninger i forsøget på at finde sin nye identitet.

Den unge har brug for engagerede, tilstedeværende medspillere i sin udvikling, og her har forældrene chancen for at yde en værdig og respektfuld grænsesætning overfor en alt for ivrig selviscenesættelse.
Man skal som forældre undgå at umyndiggøre, barnligøre, latterliggøre eller afstå fra at deltage i de unges selvstændighedsudvikling.
Forskellige holdninger og værdinormer i de forskellige genrationer – den såkaldte generationskløft skyldes det faktum,at den unge og forældrene er født i forskellige tidsperioder, og er præget af egen tids kulturelle og social strømninger.
Pubertetskonflikterne kan imidlertid hente sit indhold i forskellige holdninger og normer, men årsagerne vil altid have relationer til tidligere udviklingsfaser, og handler ikke bare om uundgåelige sammenstød mellem forældre og børn.
(kilde: Anne Stokkebæk: Psykologi 1. Dansk sygeplejeråd, 1999.)