Omsorgssvigt

Det er i dag almindeligt accepteret blandt psykologer, at tilknytningen mellem barn og en voksen omsorgsperson er en forudsætning for barnets sundt udviklede personlighed.
Den klassiske forskning på området er foretaget af René Spitz og John Bowlby, som lavede undersøgelser af børn, som har været berøvet denne omsorg, dvs. de havde lidt store følelsesmæssige afsavn.

Bowlby registrerede tre faser i børns adskillelsesreaktioner: Protest, fortvivlelse og følelsesmæssig frakobling.

Protestfasen er kendetegnet ved at barnet reagerer med gråd og gør aktive forsøg på at nå/finde omsorgspersonen.
Fortvivlelsen opstår, når barnet ligesom har skreget sig ud, har sørget over omsorgsfraværet, og i stedet reagerer med udadrettet vrede/aggression eller selvdestruktive handlinger.
Hvis adskillelsen varer for længe, kan barnet reagere med opgiven og følelsesmæssig frakobling. Denne tilstand er alvorlig, og det viste sig i Bowlbys senere undersøgelser, at barnet - efter lang tids adskillelse - reagerede på mødet med sin mor med ligegyldighed og som om hun var en fremmed person.

De afgørende faktorer for at en omsorg er tilstrækkelig kan opgøres som:

• Kvalitativt tilstrækkelig pasning og pleje.
• Kvalitativt tilstrækkelig stimulation.
• Kvalitativt tilstrækkelig tilknytning.
   

Pasning og pleje indebærer en teknisk tilstrækkelig omsorg, hvor tilsyn og overvågning spiller en central rolle.
Stimulation sikrer aktivitet, indhold og intellektuel udvikling.
Tilknytning har at gøre med følelsesmæssig udvikling, tryghed og tillid.

Omsorgssvigt kan være af både fysisk og psykisk karakter. Der kan være tale om både passiv og aktiv omsorgssvigt.

Aktiv fysisk omsorgssvigt forekommer, hvis den voksne slår barnet, påfører barnet skadelige handlinger eller på anden måde optræder voldeligt.

Ved passiv fysisk omsorgssvigt forstås, at den voksne overser barnets fysiske behov på en måde, så barnets fysiske tilstand er truet.

Aktiv psykisk omsorgssvigt indebærer, at barnet udsættes for skadelige handlinger, som er af ikke-fysisk karakter. Eksempelvis kan det indebære, at barnet bliver truet, bliver holdt indespærret, bliver ignoreret, eller passet af voksne eller andre børn, som ikke er i stand til at registrere barnets behov.

Passiv psykisk omsorgssvigt indebærer, at barnet udsættes for forsømmelser af passiv psykisk karakter. Som eksempel på passiv følelsesmæssig omsorgssvigt kan nævnes, hvis barnet har været passet af voksne misbrugere eller psykisk syge, har overværet fysisk vold i hjemmet, eller opdrages af forældre, som kun i begrænset omfang er i stand til at aflæse barnets signaler, og måske psykisk overskrider barnets grænser den ene gang efter den anden.

Spitz`s og Bowlbys forskning var banebrydende, og efter udgivelsen af deres forskningsresultater blev flere teoretikere interesseret i spædbørns udvikling. I stedet for at interessere sig for barnet som forskningsobjekt, blev vægten lagt på mor-barn-forholdet. Winnicott beskrev i 1960, at moderen var den omsorgsgivende person, og uden omsorg - ingen udvikling.
Den helt afgørende betydning for barnets sunde udvikling er moderens evne til lydhørhed, følsomhed og evne til indlevelse, og dermed evne til at tolke barnets signaler. Hvis ikke moderen var i stand til at yde denne form for omsorg, resulterede det i følelsesmæssig frustration. Denne frustration endte bl.a. i barnets manglende evne til at omsætte sanseindtryk fra en sans til en anden, f. eks føle/lugtesans til synsbillede. Denne funktion er afgørende for dannelsen af forestillingsbilleder, og vil senere få katastrofale konsekvenser for barnets intellektuelle funktion.
På lignende måde resulterer følelsesmæssig frustration i et kaotisk indre, manglende eller dårligt udviklede indre strukturer - et svagt jeg, dårligt integreret personlighed eller i følelsesmæssig afstumpethed.
Den kaotiske indre verden viser sig ved at barnet kan høre radio, se tv, kigge ud ad vinduet og læse lektier samtidig. Alt skal ske her og nu. Der er ingen evne til at udsætte behovene. På det indre plan som på det ydre er der et syndigt rod.

Behandling af børn med tidlig følelsesmæssig skade foregår som regel på institutioner, som er specielt indrettet på opgaven. For at afhjælpe de ovenfor beskrevne problemer er det vigtigt i behandlingen at der etableres struktur og forudsigelighed i dagligdagen. Barnet skal lære at man laver én bestemt ting i én bestemt situation på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted. Det er hensigten, at den ydre struktur efterhånden inderliggøres, eller bliver den ydre støtte, som hjælper barnet til at kunne fungere på trods af sine problemer.
Winnicutt opererer med et begreb "overgangsfænomen" Han undersøgte børns leg med bamser og dukker, og fandt denne udviklingsfase var vigtig for barnets adskillelses-/løsrivelsesproces fra moderen - dvs. oplevelsen af at være et selvstændigt individ, adskilt fra andre. Børns leg med bamser kommer derved til at bygge bro mellem barnets indre verden og den ydre realitet. Gennem legen med bamsen kan barnet gøre en passivt udleveret situation til en aktiv handlemættet reaktion, som kan hjælpe barnet til at bearbejde psykisk konflikt og lære det at mestre følelsesmæssigt belastede situationer.