BED


BED er forkortelsen for Binge Eating Disorder, eller på jævnt dansk: grovæderi, og forekommer hos ca. 2% af den voksne befolkning, fordeles mand:kvinde med 1:2. Blandt overvægtige med BMI>30 forekommer BED hos ca. 8%. Blandt de personer, der opsøger behandling for overvægt er forekomsten af BED meget højere, måske op til 20%.

BED defineres som gentagne episoder med tvangsmæssige overspisninger (binges) uden opkastninger eller andre former for umiddelbar og uhensigtsmæssig adfærd som overdreven motion, afføringsmedicin etc. BED er relateret til højt BMI, selvom ikke alle med BED er overvægtige.

BED er klart forbundet med psyko-patologiske tilstande, især lavt selvværd, depression og angst. Patienterne forsøger oftest at bekæmpe overvægten i mange år, før de søger behandling. Det ses oftest, at spiseflippene begynder i tidsmæssig relation til endnu en forgæves slankekur og da oftes en extrem lavenergi kur. Spisemønsteret er kaotisk, og de ønsker normalvægt, men har ikke anorektikerens urealistiske ønsker om at blive unaturligt tynde.