BDD

Som samfundet, udviklingen og tidsstrømningerne ændrer sig, ændrer de psykiske lidelser sig ligeledes. Umærkeligt fra dag til dag, men tydeligt over årtier. Hvis men læser salige Freud's sygehistorier, og forsøger at opfatte dem bare 100 år senere i vore dages samfund, kommer man hurtigt på gale veje. Ligeledes er det de fleste klart at psykosernes indhold også tager farve af samtiden. Hvad der i middelalderen var onde ånder, spøgelse og poltergejster er i vore dage stråler fra fremmede magter, radiosignaler fra radarsendere og mikrofoner opereret ind i hjernen. BDD er først beskrevet i 1891 af den Italienske psykiater Morelli, den er som senere anført ikke indarbejdet i diagnosesystemet ICD-10, men er optaget i det Amerikanske DSM-IV system. BDD er, selvom den er beskrevet i lidt over 100 år, først nu ved at blive almindelig klinisk kendt.

Den nye sygdom BDD er en forkortelse for Body Dysmorphic Disorder, oversat til dansk men endnu uden et officielt dansk navn til:

Uharmoniske kropslige oplevelser

BDD er tydeligvis nært beslægtet med OCD idet der ved begge sygdomme er bevaret realitetssans, men på den anden side svære pinagtige tvangstanker (altså ikke psykotiske vrangforestillinger).

Sygdommen er aktuelt observeret blandt plastikkirurger, der lever af at forskønne uheldige kroppe, suge fedt ud på uheldige stedet og indoperere silikone, eller andre implantater på områder med manglende fylde. Der har været mange tilfælde af plastikkirurger, der ukritisk har opereret drømmende patienter til invalider, her må den afdøde amerikanske pop-sanger Michael Jackson vist være et særligt grelt tilfælde.

De senere år er der dog seriøse plastikkirurger, der gentagne gange bliver opsøgt af almindelige mennesker der flere gange forsøger at blive opereret for helt ubetydelige eller endog imaginære fejl. Det kan være ar efter skoldkopper, ubetydelige skævheder i næsen, eller en næsten usynlig usymmetri af brysterne. Patienterne er tydeligvis forpinte, og kan ved samtale nogen gange bringes til en forståelse af problemets ubetydelighed, men ved senere samtale er ide'en der stadig. Flere plastikkirurger har oplevet voldsomme aggressioner fra patienternes side. Der har været enkelte patienter i USA, der efter en serie operationer, faktuelt har myrdet kirurgen.

Det centrale ved symptomerne er således en forvrænget kropsopfattelse, lidt i stil med den ekstrem udmagrede anorektiker, der fortsat synes hun er fed. Ved BDD patienten er det øreflippen, næsen, øjenvipperne eller et hvilket som helst område af kroppen der er frastødende og uskøn. Socialt samvær er derfor svært, idet ingen vil være i stue frivilligt med et grimt menneske.

Det er endnu uklart hvor hyppig tilstanden er, det lader dog ud fra amerikanske data at være ca. 1% af befolkningen, der har generende symptomer af BDD. Udviklingen lader til at starte i puberteten hvor patienten bliver mere og mere optaget at sit udseendes imaginære defekter. Det er her vigtigt ikke at forlede teenagerens almindelige selvoptagelse at være et udslag af BDD. Behandlingen er ligeledes ikke helt afklaret. Senere forskning vil komme dette nærmere. De få patienter der har søgt behandling synes bedst at kunne profitere af OCD behandlingens kombination af SSRI og kognitiv terapi.