Hvad er psykologi

Ordet psykologi er dannet af ordene Psyke, der betyder sjæl, og Logos, der betyder læren om. Altså betyder psykologi læren om sjælen. Psykologi er videnskaben om de psykiske processer. Hvad disse psykiske processer omfatter, må man søge svar på i diverse psykologiske teorier.

Psykologiens genstandsområde, altså det psykologien beskæftiger sig med, er mennesket selv som tænkende, villende og handlende subjekt og mekanismerne bag dets tanker, ønsker og handlinger.

Psykologien spænder over flere videnskaber. Blandt naturvidenskaberne er det især biologien, som psykologi grænser op til, og blandt de humanistiske fag er det især filosofi. Disse naboskaber har haft en afsmittende virkning i opfattelsen af mennesket. Har man f.eks. en biologisk tilgang til psykologien, er det nærliggende at interessere sig for mennesket som et levende væsen, der kan beskrives og forklares ud fra kendskab til de lovmæssigheder, der gælder for fysiske og kemiske processer, og som også optræder hos andre levende væsner f.eks. hunde og rotter. Har man derimod en humanistisk tilgang til psykologien, vil man først og fremmest interessere sig for mennesket som et symbol- og meningsskabende væsen. Her opfattes mennesket som et kulturvæsen.

I 1900-tallet er det den naturvidenskabelige indfaldsvinkel og den hermeneutiske, der har spillet den største videnskabelige rolle. Idealet for naturvidenskabsfolkene er at kunne forklare og forudsige ved at afdække årsags-virknings-sammenhænge. Det centrale begreb indenfor det hermeneutiske paradigme er "forståelse". Der er en mening og en hensigt med det vi gør, altså er der hensigter og meninger, der kræver en tolkning.

Endelig kan man opfatte mennesket som et samfundsvæsen, som en deltager i familien, i arbejdssituationer osv. Vi formes af, og er selv med til at forme de større og mindre grupper, som vi færdes i.Disse tre tilgange indgår i ren form og i forskellige blandingsformer i forskellige psykologiske teorier.

Psykologi er opdelt i forskellige hovedområder, hvoraf i flæng kan nævnes:

1. Arbejdspsykologi
    
2. Personlighedspsykologi
    
3. Socialpsykologi
    
4. Udviklingspsykologi
    
5. Adfærdspsykologi
    
6. Gestaltpsykologi
    
7. Perceptionspsykologi
    
8. Børnepsykologi
    
9. Neuropsykologi
    
10. Gruppepsykologi

Psykologiske metoder:

EKSPERIMENT: "Mål alt hvad der er måleligt, og gør det måleligt, som ikke er det" (Galilei, 1564-1642)

1. Tests: Undersøgelse, som er baseret på standardiseret metode, dvs. at der er regler for gennemførelse, scoring og tolkning.
    
2. Feltforsøg: Eksperiment, som foregår ude i "det virkelige liv" i modsætning til laboratorieforsøg.
    
3. Observation: Forskeren iagttager en situation uden at påvirke den. (flue-på-væggen-metoden).
    
4. Spørgeskemaundersøgelse: Interview, som kan systematiseres og kvantificeres.
    
5. Det kvalitative interview: Samtale, hvor der skal stilles diagnose, eller laves terapi.(eks. psykoanalyse)
    
6. Biografimetoden: Dagbogsmetoden, hvor optegnelserne systematiseres, og der søges efter lovmæssigheder.
    
7. Deltagerobservation: Forskeren deltager på lige vilkår i den gruppe, som han udforsker (metoden finder anvendelse i socialpsykologi)
    
8. Indsamling af dokumentarisk materiale: Forskeren tolker billeder, observationer, videooptagelser, interviews og sammenholder dem med kultursociologiske og etnografiske studier.

Kulturelle forskelle/ forklaringsmodeller

I dag regner vi det for overvejende sandsynligt, at svære psykiatriske sygdomme har en biologisk komponent, som kan være arvelig og i forskellig grad udløses af begivenheder i individets udvikling. De nærmere fysiologiske og biokemiske mekanismer er endnu ukendte. Vi må antage, at vores psykologiske forsvarsmekanismer tager form efter psykologiske reaktionsmønstre, som er udviklet i barndommen i mødet mellem behov og realitet. Dvs. at vi ved psykisk belastning vil anvende bestemte psykologiske forsvarsmekanismer.
Er forsvaret ikke tilstrækkeligt udbygget (som følge af arvelige og/eller miljømæssige årsager) til at kunne klare de psykiske belastninger, udvikles de egentlige psykiske sygdomme.

Men hvordan kan vi forklare, at de psykiske sygdomme er så forskellige under forskellige kulturelle forhold?
For det første er de materielle forhold så forskellige. Hvad der i en kultur er et ukendt fænomen, er i en anden kultur en personlig belastende oplevelse. I ikke-materielle natursamfund har begrebet arbejdsløshed ingen mening, hvorimod det i den vestlige verden kan indebære en personlig katastrofe.

For det andet tillægges opfattelsen af selvet forskellig betydning i forskellige kulturer. I vesten opfatter vi individet som et autonomt eller selvstændigt væsen med enestående personlighedstræk, en højt udviklet bevidsthed, og med en identitet, som afgrænser det over for andre mennesker, ja overfor dets egen krop, som det er tilfældet i den filosofisk begrundede skelnen mellem krop og sjæl. I andre kulturer som f.eks. i Østen, opfattes mennesket som kun eksisterende i sociale sammenhænge uden de samme skarpe afgrænsninger mellem selvet og de andre.

Det må nødvendigvis resultere i en anden opfattelse af personlighedens grænser som mere ustabile og gennemtrængelige. Det vil eksempelvis have betydning for oplevelsen af at flyde sammen med andre, at blive påvirket at andres tanker eller på telepatiske vis at blive styret af andre - alt sammen symptomer, vi i vesten opfatter som udtryk for tab af realitetstestning og altså synonymt med sindssygdom.

I vestlig forstand er følelser og tænkning adskilte fænomener. I Østlig opfattelse griber de to fænomener i langt højere grad ind over hinanden. I vestlig tænkning bærer individet i kraft af sin sociale uafhængighed på et personligt ansvar og har dermed også større mulighed for skyldfølelse end i kulturer, hvor den enkeltes handlinger ses som en del af sociale konflikter og dermed som et fælles problem.

Vi kan således ikke - når vi skal forstå de psykiske sygdommes forskellighed på tværs af kulturer - undgå at tage hensyn til nogle grundlæggende erkendelsesmæssige forhold i de forskellige kulturer.