Gerontologi (Ældrepsykologi)

Ældrepsykologi er en forskning, som giver os bedre viden om alderdom og de forandringer, der kommer af at blive gammel. Den fortæller os bl.a., at det ikke er en sygdom at blive gammel.

Læren om alderdommens sygdomme og deres behandling hedder derimod: geriatri.
For hundrede år siden var halvdelen af ens jævnaldrende døde, når man blev 50 år, men i dag skal man være et stykke op i 70èrne, før der er et tilsvarende antal mennesker, der er døde.
Siden begyndelsen af århundredet har udviklingspsykologien især søgt at forske i barndommen og ungdommen. Ældrepsykologien er stadig i sin vorden, selvom interessen er voksende.


Med den stigende alder vokser også forskelligheden, afhængig af de livsomstændigheder man har haft. Ser vi på, hvilken historisk perioden man har levet i 20-årsalderen, hvor de mere varige holdninger dannes, kan vi skelne forskelle i holdninger:

Stauning-generationen blev født i starten af århundredet, og deltog i et samfund i tyveårsalderen, hvor 30érnes depression affødte fattigdom, arbejdsløshed og krise. Skolegangen var typisk 7 år. Det var en nøjsomhedsgeneration, man lærte at sætte tæring efter næring.

Besættelsesgenerationen var unge under krigen. De oplevede boligmangel, arbejdsløshed og varemangel, og delte på den måde et stykke hen af vejen holdninger med Stauning-generationen, dog kom de på deres gamle dage til at opleve lysere tider.
Parcelhusgenerationens ungdomsår har været præget af økonomisk fremgang, og de var den første generation, som kunne realisere drømmen om eget hus. De fik mulighed for at komme til udlandet, og derved få indblik i og indføre indslag fra andre kulturer (mad, klæder, musik osv.)

Oprørsgenerationen er fremtidens ældregeneration. Den er præget af, at både drenge og piger har fået en god uddannelse, gode jobmuligheder. Politisk aktivering omkring venstrefløjen, oprør mod autoriteterne, kvindekamp, og opløsning af nedarvede traditioner kom til at præge deres tidlige ungdom.

Herudover spiller teknologiske nyskabelser som fjernsynets fremkomst i 50érne, eller computerens i 80érne ind på en væsentlig måde. Det er derfor ikke kun et spørgsmål om levealderen, men de kulturelle og økonomiske forhold er ligeledes bestemmende for aldringens psykiske forandringer.
Efter pensionsalderen kan vi efterhånden forvente en tredje alder på 20-30 år, og forøgelsen af levealderen har ændret det traditionelle syn på alderdommen. Der er nu store psykiske forskelle på det man kan kalde senalder og slutalder. De to aldre er vanskelige at adskille med levealderen som kriterium. Ændringen er individuel, og refererer nærmere til hvordan men individuelt oplever tiden man har tilbage, hvordan man planlægger på længere sigt. Overgangen fra senalder til slutalder sker ofte pludseligt, hvis en ægtefælle dør, eller ved sygdom, og er ledsaget af en her- og nu-oplevelse. Det er denne sidste periode, der ofte har ført til billedet af de gamle som demente og svækkede.

Mange mennesker har fået et billede af alderdommen, som en kort afslutning på livet, forbundet med reduktion og forfald, megen sygdom og lidelse. Man har ikke fokuseret på de muligheder alderdommen giver, selv om der kommer nogle begrænsninger mentalt og i fysisk udfoldelse.

Og de ældre kan ikke skæres over en kam; selv om nogle gamle mennesker bliver ensomme, glemsomme eller syge og behøver pleje, er de fleste ældre i dag raske og synes, at de har det godt. De har mod på livet og ser frem til mange spændende år i deres “tredje alder”. Deres holdning betyder, at de bliver bedre til at klare nødvendige forandringer, fordi de er i stand til at vende uønskede begivenheder til udfordringer.

Ældrepsykologien viser os, at nogle begivenheder giver særlige muligheder for at forme livet som gammel i en retning, vi ønsker. Det afhænger af, hvordan vi møder det, vi kommer ud for. Vi kan holde os levende, når vi vil prøve at møde svære forandringer som udfordringer og ikke bare som modgang. Eksempelvis at børn flytter hjemmefra, at job eller førlighed mistes, eller at opleve dødsfald, skilsmisse eller lignende. Oplevelsen af trods alt at kunne bestemme noget over sit eget liv giver den tilfredshed, som er kernen i livskvalitet.

Ældres fysiske og navnlig psykologiske udvikling er betydelig bedre, end myterne om alderdommen vil gøre det til. Kroppens styrke aftager gradvist; men afhængig af vores aktivitet giver uvirksomhed hurtigt forfald, mens fysisk arbejde holder kroppen i gang. Og mange kan "bevare deres hovede", eller personlighed langt op i årene, selv om kroppens forandringer gør sig mere gældende. En grundlov i alderdommen er: brug dig eller mist dig!

De fysiske udfordringer er bl.a.: muskelstyrken aftager gradvist, ledene bliver stivere, knoglerne bliver svagere, huden bliver rynket og slap, blodbanerne bliver stive og snævre og fordøjelsen bliver ringere - som altså alle i større eller mindre grad kan forebygges eller kompenseres for.

Sanserne svækkes også med alderen: smags- og lugte-, smerte- og følesans, synet, hørelsen og ligevægten. Det er gennem dem, vi oplever vores omverden og kender os selv, så det er godt, at nogle sanser kan kompensere for hinanden og hjælpemidler for andre.
De psykologiske udfordringer er bl.a.:

• Personligheden kan ændres ved forkalkning, hjerne-blødning og lammelser ligesom ved depression.
• Talbehandling og udenadslæren svækkes,
• Træthed og opmærksomheds-svigt hæmmer forståelsen og gør den gamle langsom.
   

Alt dette er påvirkelig af, om man vedligeholder sin viden og sit samspil med omverdenen. Det mest belastende er demens, som i svær grad sletter hukommelse og bevidsthed om egen eksistens.