Forelskelse

Forelskelse er den eneste form for psykose, som alle frivilligt søger efter.

Vi har alle et skatkammer af erfaringer, erindringer og følelsestoner fra vores aller første oplevelser af kærlighed til forældre, og senere til søskende, bedsteforældre, venner, slægtninge, partnere, som er med til at danne vores identitet, selvopfattelse, og grundlaget for vores kontaktrelationer.

Visse tidlige relationer lever videre i os, undertiden ubevidst, indtil et møde med en bestemt person atter kan aktivere de gamle følelser. Ofte kan en anden person aktivere følelser, som intet har med den aktuelle person at gøre.
Hertil kommer, at ny viden om at positive erfaringer i forhold til et andet menneske etablerer forbindelse til hjernes lystcenter, mens negative erfaringer skaber forbindelse til hjernens ulystcenter. Det indebærer en biologisk erkendelse af, hvordan dårlige oplevelser tidligt i livet påvirker vor personlighed.

Det er imidlertid forskelligt fra individ til individ, hvor følsom vi er for negative/positive erfaringer. Vi ved, at børn fødes med forskelligt temperament, og at følelsesreaktionerne kan være nedarvede.

Summen af vore biologiske forudsætninger og vore erfaringer og oplevelser programmerer os individuelt. Hvordan vi har det i dagligdagen vil ganske vist være bestemt af de daglige oplevelser, men også af, hvordan vi hver for sig er skruet sammen. Optimister og pessimister befinder sig i hver sin ende af skaleaen, og viser noget om, hvordan lyst og ulystcentret kobles til og fra. Hertil kommer, at mennesker med en stor fond af gode barndomsminder bestandig kan huske ting, som udløser lystreaktioner, hvad der forhøjer livsglæden og stemningslejet. Man skal oveni lægge, at individets lyst/ og ulystcentrer ikke har faste tærskler, men kan variere fra individ til individ.

Sandsynligvis findes der et positivt feed-back-system, hvor en positiv erindring eller en behagelig oplevelse smitter af på de følgende oplevelser. Ved en forfremmelse eller en forelskelse kan hele systemet ændres i nogen tid, så alting virker mere interesseant eller stimulerende.

Mennesker, som har haft mange smertelige barndomsoplevelser kan, hvis tingene går dem imod opleve et sandt bombardement af ulystcentret i det limbiske system i hjernen. Tærsklen til lystcentret er hævet, og vi kan reagere med at opsøge lystbetonede situationer (gå i biografen eller til fest) for atter at få sænket tærsklen til lystcentret. De daglige hændelser influerer meget på vores tærskel til henholdsvis lyst og ulystcentrene.

Desværre findes der en form for depression, som ikke bliver helbredt ved at man tvinger sig til at gøre nogle ting, man normalt har glæde af. I denne tilstand af depression eller melankoli er hjernens lystcenter helt blokeret eller lukket af. Det kan i yderste konsekvens føre til selvmord.

Konklusionen af ovenstående er, at kærlighed og forelskelse er den stærkeste faktor som aktiverer vores lystcenter. Bliver man forelsket, opstår en ny relation, som dels faktisk eksisterer, og dels er noget man går rundt med indvedig. I begge tilfælde er det noget, som er følelsesmæssigt stimulerende. Er forholdet endnu ikke etablere kan ulystcentret også aktiveres og skabe et følelsesmæsæsigt kaos, hvor den forelskede svinger mellem håb og fortvivlelse. Men hvis forholdet fungerer, får hele tilværelsen et rosenrødt skær.

Kærligheden og forelskelsen er således den stærkeste positive følelse, vi kan have.