Dyssociale personlighedsforstyrrelse

Denne type omtales i de engelsktalende lande som den antisociale type (sociopat), og denne gruppe mennesker ejer de karaktertræk man snævert forbinder med karakterafvigelse eller psykopati. Der har gennem tiderne været mange diskussioner om, hvorledes man skal definere denne gruppe, det er bl.a. meget svært at teste en person for den dyssociale personlighedsforstyrrelse, idet personen uvægerligt vil gennemskue formålet og derfor kækt lyver, for at stille sig i et bedre lys. Det er oftest kun lang tids observation, der kan sikre diagnosen. Der er ligeledes ofte lang større variabilitet i symptomatologien end ved de rene psykoser, hvilket yderligere vanskeliggør præcis diagnostik. Tilstanden er ikke ensbetydende med kriminel aktivitet, men de er ofte kriminelle. Karakteristisk er udadrettede reaktioner ofte på ringe foranledning, dette betegnes som en ringe frustrationstærskel. Det er på ingen måde personer, der kan tåle afslag eller grænsesætning, der kommer prompte en reaktion ofte med fysisk udfoldelse. Dette kan give sig udslag i grænseoversættende aktivitet, og i heldige tilfælde kan personen fremstå initiativrig og nyskabende. Hvis resultatet derimod ender med en katastrofe, bliver bedømmelsen naturligvis stik modsat. Et andet væsentligt karaktertræk er den ringe eller manglende selvkritik, hvorimod omgivelserne får den fulde skyld for ethvert overgreb eller fejltagelse. Løsningsmodellen er således at det er omgivelserne der skal indrette sig og ikke selve personen. Der er samtidig hermed impulsiv adfærd og alle disse egenskaber danner rig grobund for konflikter med myndighederne og lovovertrædelser. De dyssociale er altid på farten, væk fra tidligere katastrofer og på vej til den næste.

Herudover ses hyppigt manipulation af omverdenen og en manglende evne til nære medmenneskelige relationer. Da der samtidig ofte er en vis overfladisk charme og samtidig manglende evne til at danne varige stabile forhold til andre mennesker, kommer et indtryk af hensynsløshed ofte til at dominere. Den dyssociale har kun fokus på tre personer i sit lid, det er: Mig, mig selv og lille mig.

Skyldfølelse ses næsten aldrig, og selv ved alvorlige forbrydelser med store omkostninger for ofrene er længere varende selvbebrejdelser ualmindelige. Det ses dog at psykopaten begår selvmord, men dette er oftere som følge af impulsiviteten end som følge af en depression. Disse selvmord forgår ofte med stort drama på voldsom vis, og ikke sjældent under afsoning i fængsel, idet den dyssociale her ikke har mulighed for at leve sine impulser ud. Det samlede indtryk er et menneske der ikke ejer fleksibilitet i omgang med omgivelserne, en vis overfladisk charme, manglende vilje/evne til at holde aftaler og affektudbrud og irritabilitet når tingene ikke arter sig som planlagt.

Man tænker på dyssocial personlighedsstruktur når vi har en person, der har haft problemer siden den tidlige barndom. Eksempelvis:
 
Pjækkeri fra skole ”Hvorfor skal jeg gå i skole? den er ikke til gavn for mig, og jeg kan jo alt”
Slagsmål ”Man må slås for sine rettigheder, når de ikke kan forstå, må de føle. De kunne jo bare indrette sig”
Manglende uddannelse ”jeg kan jo alt, men cheferne tænker bare på at udnytte mig”.
Mange jobskift ”De prøvede at udnytte mig og ville have jeg kom hver dag, jeg lader mig ikke udnytte sådan”.
Mange løse kærester ”Det er kedeligt med den samme i lang tid, efter nogle måneder begynder hun at stille krav til mig. Ungerne græder hele tiden, de må lære at tie stille på den hårde måde, det har jeg ikke taget skade af”.
Lemfældig omgang med faktuelle forhold ”Jeg lyver aldrig, men de andre lyver om mig”.
Handling uanset konsekvens ”Man har da et behov for at leve, og lidt sjov kan ingen tage skade af".
Spirituskørsel ” De byttede om på prøverne for at få mig ned med nakken”.
Mange gældsposter, ofte misholdte ”Min økonomi ville være fin, hvis ikke de var ude efter mig hele tiden.”
De fremtræder ofte irritable og aggressive og angrer aldrig deres fejl. ”Jeg har ingen fejl, det er alle de andre der er idioter".

Der er ingen behandlingsmulighed for den dyssociale personlighedsstruktur. På den anden side blegner de værste træk ofte midt i voksenalderen, dette betegnes som ”sen-modning” Det bedst råd man kan give til medmennesker, der har familiær eller arbejdsmæssig kontakt til en person med dyssocial personlighed er at komme væk, det er ikke muligt at have stabile, trygge relationer til disse mennesker. Sagt med et enkelt ord:

FLYGT