Dissociative tilstande

Ved de dissociative tilstande er der svære forstyrrelser i integrationen af erkendelse, identitet, hukommelse, sansningen, og vilje. Dissociative forstyrrelser er i ICD-10 rubriceret under nervøse og stress relaterede tilstande, og tilstanden hænger ofte nøje sammen med uløselige intrapsykiske konflikter, traumer eller interpersonelle konflikter. Tilstanden har været kendt siden 1697 (Sydenham) og blev tidligere benævnt som konversionshysteri. I de dissociative tilstande, kan der således være store forskelle i sygdomsfremtoningen fra person til person, alt efter hvilke lag i personenligheder der er ramt, i hvilken kombination og hvilken alvorsgrad. Symptomerne kan ligeledes bestå i svær forværring af ubetydelige legemlige symptomer, eller påfaldende bekymringsfrihed over for selv svære legemlige lidelser (belle indifference). Dissociative tilstande skelnes fra somatoforme tilstande ved, at de omfatter symptomer fra funktioner, der almindeligvis er under viljens kontrol, mens de somatoforme er med smerter og komplekse sanseoplevelser, der overføres via det autonome nervesystem.

Der er en række kriterier der skal være opfyldt for at stille diagnosen:

• Der må ikke være nogen legemlig (somatisk) forklaring på symptomerne.


• Symptomerne skal tidsmæssigt være forbundet med traumatiserende begivenheder, problemer eller behov.


• Symptomerne må ikke være udtryk for egentlig psykose


• Organiske årsager skal være udelukket.

Der kan være en lang række forskellige kliniske billeder ved dissociative forstyrrelser:

Dissociativ amnesi - er hukommelsestab på udvalgte områder, sjældnere komplet hukommelsestab. Der er oftest tab på den traumatiserede oplevelse. Eksempelvis kan et voldsomt ulykkestilfælde være slettet af hukommelsen. Symptomerne må ikke være udtryk for almindelig distraktion eller glemsomhed.

Dissociativ fugue – er usædvanlige med tilsyneladende formålsbestemte handlinger som længere rejser og besøg hos venner og bekendte, der umiddelbart ikke mærker noget galt, men handlingerne er foretaget i relation til traumet og efterlader personen uforstående. Tilstanden har naturligvis retspsykiatrisk interesse, må vel opfattes som en ubevidst flugt fra problemerne.

Dissociativ stupor – er karakteriseret med udtalt svækkelse af bevidsthedsniveauet og nedsat psykomotorik, man reagerer svagere en forventet på stimulation. Man glider ned i funktionsniveau, og gemmer sig under dynen indtil problemerne er overstået.

Dissociative trancetilstand – her dominerer indskrænket opmærksomhed, nedsat bevidsthed og gentagne stereotype sætninger eller handlinger. På den anden side kan man have en fornemmelse af besættelse af en ond ånd, urkraft eller anden person. Tilstanden skel obligatorisk være ufrivillig. Denne variant må ikke være til stede ved accepteret og kulturel/religiøs adfærd.

Dissociativ lammelse – er ophævet brug af skeletmusklerne, og kan vise sig som alt fra nedsat kraft i et lokaliseret område til store udbredte ”lammelser”. Der er naturligvis normale refleksforhold og normal muskelspænding (tonus). Det er vigtig for diagnosen at det ikke er en bevidst sygdomsefterligning, men ubevidst. Det er hyppigt med symptomer fra svælget med enten store mængder slim eller at være ud af stand til at synke (den hysteriske klump). Andre hyppige fænomener er skrivekrampe af den stressede tekstforfatter, skedekrame eller vaginisme som modspil mod krav om samleje, halskrampe (torticollis) med tvungen hoveddrejning for at slippe for et bestemt synsindtryk.

Dissociative kramper – er generelle krampeanfald, der totalt kan imitere epilepsi. Selv en trænet læge kan nogle gange være i tvivl. Det er dog karakteristisk at der ikke er bevidstløshed, faldlæsioner, tungebid, urinafgang eller afføring i benklæderne. Et enkelt diagnostisk redskab er her at teste blinkrefleksen ved at stimulere øjenvipperne, ingen kan undertrykke denne refleks.

Dissociative sanseforstyrrelse – ophævelse af enhver sansekvalitet for syn, hørelse, berøring, smerter, vibration, varme eller kulde. Det er ofte tydeligt at sanseforstyrrelserne ikke følger de normale nervers dermatomer, men i stedet er afspejlende patienternes egne opfattelser af kroppens anatomiske forhold. Udfaldene er uforenlige med en neurologisk lidelse.

Ganserpsykosen er den klassiske betegnelse for en uskarpt afgrænset psykotisk tilstand, hvor der er synshallucinationer, bevidste forkerte svar på alle spørgsmål og bevidsthedsplumring.

Dissociativ identitetsforstyrrelse eller multipel personlighedforstyrrelse er en sjælden tilstand, der har været mål for både mange bøger, skuespil og film. Der skal her være mindst to (sjældent flere) forekomne personlighedstyper der optræder komplementært til hinanden og ikke er bevidst om den (de) andres tilstedeværelse. Klassisk som Dr. Jekyll og mr. Hyde. Tilstanden er vokset meget i hyppighed i USA de sidste årtier men er muligvis ren simulanteri.

Epidemisk hysteri – massehysteri har været epidemisk i stort set alle kulturer men er som oplysningen skrider frem mere og mere sjælden. I middelalderen så man dansehysteri – Sct. Veits dans og selvpiskere i bods sammenhænge – flagellanter.

De dissociative tilstande er oftest selvbegrænsende og med en gunstig prognose. Når det umiddelbare traume er overstået og fortrængt eller bearbejdet, kan livet fortsætte. Kun de sværeste tilfælde der ligger tæt op mod de somatoforme tilstande kan være svære at komme sig fra.