Sorg og kriser

Når ens barn dør, når ens nærmeste går bort, når kærresten forlader os, eller vi pludselig kommer ud for en ulykke, der helt ændrer vores liv, befinder vi os i en livssituation, som vore hidtidige erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til at vi kan klare situationen. Vi kommer i krise.
Man plejer at regne med to forskellige former for kriser: udviklingskriser og traumatiske kriser.
Man taler om en udviklingskrise, når den udløses af begivenheder, som de fleste mennesker udsættes for i forbindelse med deres almindelige udvikling. Det kan dreje sig om kriser i forbindelse med udviklingen i barndommens og ungdommens forskellige faser (oral, anal, ødipal osv.) (se De barneseksuelle stadier)
For den unge, der skal til at klare sig selv, moderen, der skal føde for første gang, eller den, der skal til at forlade arbejdsmarkedet og pensioneres kan der opstå krise i forbindelse med den fase i livet, som man nu står overfor. Man taler om krisen efter syv års ægteskab, 30-års-krisen, 40-års-krisen osv. Man kan komme i krise, hvis man er udsat for arbejds- eller familiemæssige belastninger.

Er der derimod tale om en alvorlig trussel mod vedkommendes sociale, fysiske eller psykiske tryghed og velfærd, er der tale om en traumatisk krise. Umiddelbart kan det være svært at skille de to former for krise ad, men hvor udviklingskrisen har været længe undervejs, er den traumatiske krise kendetegnet ved at være akut, dvs. den slår ned som lynet fra en klar himmel. Der kan være tale om et menneske, som mister en af sine kære, pigen, der får foretaget abort, eller manden, der efter mange års ægteskab mister sin kone. Der kan også være tale om en katastrofe, f. eks en bilulykke eller anden pludselig begivenhed.
Problemets størrelse er dels afhængig af krisens art og omfang, muligheder for hjælp og støtte, de psykiske ressourcer, som vedkommende er i besiddelse af.
Nogle gange er der tale om at krisen kradser op i tidligere bagvedliggende problemer, som dermed forstærker krisen, og øger reaktionen. Så hvis en person reagerer med uforklarligt stærke følelser på en krise, er der god grund til at tro, at krisen har reaktiveret en gammel ikke-bearbejdet krise.

Kriseforløb

Man kan iagttage, at mennesker som regel gennemgår og bearbejder en krise efter nogenlunde samme mønster, dvs. man kan skelne de samme faser i et bearbejdningsforløb. Den svenske psykoanalytisk orienterede J. Cullberg har gjort opmærksom på, at et kriseforløb ikke blot skal betragtes som en uundgåelig skæbnesvanger tildragelse, som det blot drejer sig om for alt i verden at putte i glemmebogen. Nej en krise kan man gennemleve, og komme ud på den anden side af mere afklaret og psykisk stærkere end man var før krisen. Den kan blive en afgørende milepæl i en livslang personlighedsudvikling.

Chokfasen: kaldes tidsrummet lige efter at krisen er opstået. Den kan vare fra et kort øjeblik til flere døgn og kendetegnes ved at den kriseramte søger at fornægte og dermed lægge afstand til det skete, fordi de forsvarsmekanismer, som vedkommende normalt benytter sig af ikke er tilstrækkelige til at han/hun kan rumme det skete.
På overfladen kan man måske virke rolig og behersket, men inde bagved er alt kaos.
Nogle kan måske vende chokket udad og reagere voldsomt med gråd, skrig, ophidselse.
Man kan også reagere ved at begynde at tale om ting og bagateller, som intet har med det skete at gøre. Der kan vare tale om regression, dvs. at man benytter sig af tidligt udviklede forsvarsmekanismer som benægtelse. Denne afledningsmanøvre skal tjene til at hjælpe med at undgå berøring med den pinefulde virkelighed.
Den bedste hjælp til kriseramte i chokfasen vil være omsorg, tolerance og forståelse fra omgivelsernes side. Tavst samvær med omfavnelse og "aktiv lytning", hvor det, der siges, blot skal rummes af modtageren, og besvares med sympatiserende kropssprog og bekræftende lyde.

Reaktionsfasen: begynder, når den kriseramte efterhånden ser det skete i øjnene, efter at han/hun i chokfasen har været helt fortvivlet og lammet af angst, og med alle midler har søgt at undgå krisen, og undgå at se kendsgerningerne i øjnene. Selve regressionen fortsætter ved at den kriseramte har opmærksomheden rettet mod tiden før tabet. Det eller den person, som er mistet idealiseres. Voldsomme følelsesudbrud af både aggressiv og depression forekommer mere eller mindre hyppigt. Forskellige somatiske symptomer kan ledsage følelsesudbruddene, og forskellige former for angst kan lede til forsvarsmekanismer som projektion, rationalisering og fortrængning. Der kan optræde misbrug af medicin, alkohol eller narkotika.
Krisens smerte er nu brudt ud med fuld styrke.
Reaktionsfasen varer fra nogle uger og op til nogle måneder, og er kendetegnet ved, at følelserne veksler mellem sorg, had og skyldfølelse.
Den bedste hjælp i begyndelsen af reaktionsfasen er iflg. Cullberg den samme som i chokfasen, men familiemedlemmer, venner og bekendte kan skønne, at regressionen må bringes til ophør, og her kan den bedste hjælp måske være enstemmige krav fra omgivelsernes side til den kriseramte om at se sin nuværende situation i øjnene, og få det mest konstruktive ud af denne situation. De følgende reaktioner med vrede, afmagt og sorg, med heraf afledte følelser af skam og skyld, som fortsat kræver forståelse fra omgivelsernes side, vil iflg. Cullberg hjælpe den kriseramte frem mod sidste fase i sin krisebearbejdning. Der kan dog i den fase ses post traumatisk stress syndrom

Bearbejdningsfasen: er den fase, hvor personen får det skete så meget på afstand, at den gradvise accept af det skete, og det fortsatte sorgarbejde resulterer i at opmærksomheden mere og mere rettes mod nutiden og bort fra fortiden. Nu kan den kriseramte atter kan begynde at vende sig mod fremtiden og atter finde tilbage til nogle af sine gamle gøremål. Forsvarsmekanismerne bliver mere fleksible og mere modne. Der gøres en slags status á la OK jeg har godt nok mistet det og det, men jeg har da stadig…..
Bearbejdningsfasen varer et halvt til et helt år, og hvis den forløber sundt, vil den kriseramte udvikle en ny livskraft og en voksende følelse af ansvar for sin egen tilværelse og en begyndende oplevelse af dyb intens livsglæde.
Men udebliver denne fase, er den kriseramte ikke i stand til at komme igennem krisen og bearbejde den selv efter at han/hun er kommet på afstand af den. Det kan også være at bagvedliggende kriser vanskeliggør bearbejdningen, så der kan være brug for professionel hjælp ved en psykolog.

Nyorienteringsfasen: Er strengt taget ikke nogen fase, men blot afslutningen på kriseforløbet. Gennem genoptagelse af tidligere interesser og kontakter vil den kriseramte efter Cullbergs mening foruden at leve i nuet, omsider blive i stand til at rette opmærksomheden mod fremtiden. Han er ikke længere optaget af krisen, og har måske fået nye interesser. Selv om krisen er blevet fortid er den ikke glemt. I arbejdet med at komme igennem krisen har den kriseramte fået nye livserfaringer, som kan gøre det lettere at komme gennem fremtidige kriser, og ikke mindst komme andre kriseramte mennesker til hjælp.