Passiv-aggressiv personlighedsforstyrrelse

Den passiv-aggressive tilstand er en del af personlighedsforstyrrelserne. Der er ikke megen opmærksomhed på denne personlighedsforstyrrelse, der kun er parantetisk omtalt i den officielle lærebog i psykiatri. Det skyldes formentlig, at klienterne selv ikke har sygdomserkendelse eller indsigt og ikke har hjælp behov, ligesom de i modsætning til eksempelvis de dyssociale personlighedsforstyrrede, ikke begår kriminalitet eller anden opsigtsvækkende handlinger. De har dog deres egen diagnose i ICD-10 diagnoseregisteret.


Personer med passiv-aggressiv personlighedsforstyrrelse er gennemgribende negativ indstillet med smøleri, bevidst ineffektivitet og "glemsomhed". Er tillige labile med svingende humør og adfærd. Den kan være svært at diagnosticere idet der i begrebet er indbygget negativisme overfor krav og pligter samtidig med passiv modstand. Det er personer med aversion mod autoriteter og de viser deres utilfredshed ved bevidst at arbejde langsomt, at ”glemme” ting og ved at opsætte deres gøremål i det uendelige. De bliver sure og gnavne, når de kommanderes til et arbejde, og det er typisk at de føler, de er udsat for urimelige krav, idet de selv mener, at de arbejder som de rettelig her ressourcer til. I gruppesammenhæng kan de forsinke gruppens samlede arbejde ved at sabotere deres egen arbejdsområde. De har ligeledes en ganske betydelig ambivalens og kan ikke beslutte sig for et bestemt mål eller delmål at arbejde hen i mod. Ansvarsfølelsen er meget lav og der er ikke nogen kendt effektiv behandling.


Vi står således med personer med følgende karakteristika: Negativ indstilling til arbejde, ambivalens og selvretfærdighed. Det er rigide og overkontrollerede personer, ingen ønske om at forandre sig selv i livsvilkår der for andre kan være sære, skjult (nogen gange ringe skjult) bitterhed og vrede, forurettethed, viser aldrig vrede direkte men med en betydelig usagt modstand og usagt obstruktion.