Hypokondri

En hypokondertilstand kan være invaliderende for mennesket. Der er vedvarende optagethed om indbildt navngiven legemlig sygdom og med ICD-10 skal denne forestilling have varet gennem mindst 6 måneder. Den intense fokusering på symptomerne påvirker hverdagen og fører til gentagen henvendelse til sundhedsvæsenet med krav om gentagne undersøgelser eller udredninger. Der må ikke være anden psykisk sygdom, hvilket således udelukker de misbrugere der angiver migræne, hjertekramper eller nyresten med det formål at modtage morfika. Hypokondri debuterer ofte inden 50 års alderen, og et karakteristisk symptom er, at hypokonderen er mere optaget af undersøgelse end i behandling af sygdom.

Hypokonderen er meget opmærksom på kroppens signaler, og tolker stedse disse i retning af sygdomsudvikling, og kan kun kortvarigt beroliges af en normal undersøgelse. Hypokonder symptomer ledsager ofte andre psykiske lidelser, og kan være en del af vrangforestillingerne ved en psykose. Det er ligeledes almindeligt at svært depressive har hypokonder klager uden at de opfylde diagnosen. En variant af hypokondri er BDD, hvor man fokuserer på ubetydelige fysiske fremtoninger.

Hypokondri kan optræde i alle sværhedsgrader fra en let bekymring over helbredet evt. inspireret af læsning af litteratur om sygdomme (almindeligt hos sundhedsstuderende). Ved andre hypokondere er optagetheden af sygdom begyndt med et angstanfald, der efterfølgende har fået personen til at frygte svær sygdom. Hvis tilstanden udvikler sig, kan der komme regulær paranoia. Hypokonderen kan føre minutiøs dagbog over symptomer, sygdomsudvikling og referat af samtaler med læger, indlæggelser og undersøgelsesresultater. Læger bliver mødt med detaljerede og specifikke krav om specialundersøgelser. Det er blevet almindeligt at hypokonderen medbringer båndoptager eller bisidder til samtalerne.


Hypokondri kan delvist behandles. Man kan anvende enten SSRI eller kognitiv behandling, begge er virksomme og bedre end ingen behandling. Det er på den anden side almindeligt at hypokonderen afviser relevant behandling enten grundet frygt for bivirkninger eller fordi den psykiske del af symptomerne benægtes.