Gæste skribenter
En Personlig beretning om psykose
Med denne lille fortælling vil jeg gerne dele af mine erfaringer og oplevelser som psykiatribruger.
Historien begynder sommer og efterår 2000. Jeg er i en god periode og bor på en højskole, hvor jeg arbejder som frivillig i køkkenet. Det lykkes mig at passe jobbet på fuld tid, men jeg sover en stor del af min fritid bort. I utilfredshed med søvnigheden og den anden store bivirkning: 10-15 kilos overvægt, som stadig øges, holder jeg op med at tage medicin. Sidst på sommeren begynder jeg langsomt at trappe ud af medicinen. Det sker hen over et halvt år, hvor jeg for hvert trin efter to uger mærker en lille krise og derpå føler mig mere livfuld.
Sidst på efteråret lukker højskolen, og valget står nu mellem igen at bo for mig selv i min lejlighed, eller at finde et andet fællesskab. Det socialpsykiatriske tilbud i min bopælskommune er ikke særlig stimulerende, og jeg frygter, at jeg igen vil begynde at sove størstedelen af min tid bort. Samtidig ved jeg, at et fællesskab ofte giver en struktur, der gør det lettere for mig at være aktiv arbejdsmæssigt og socialt, så jeg vælger det sidste og finder et stort bofællesskab, hvor jeg gradvist begynder at arbejde, hovedsalig med madlavning, og ret hurtigt begår mig nogenlunde godt socialt og endda møder en kæreste.
Sidst på vinteren 2001 er jeg trappet helt ud af medicinen og afbryder forbindelsen med distriktspsykiatrien i mit gamle amt. Det følgende år lever jeg i det ny bofællesskab uden medicin og kommer ned på normal vægt og ind i en normal døgn- og arbejdsrytme. Og så sker det alligevel igen. Det, jeg håber aldrig vil ske mere, og som jeg næsten har glemt, hvor rædselsfuldt er: Jeg bliver psykotisk. Mit sind løber løbsk med stemmer, der anklager mig for i ondskab at sprænge universet i stykker. Efterhånden fortæller de mig, at katastrofen mangedobles for hver tanke jeg tænker og for hver eneste lille bevægelse jeg gør med min krop. En krop, der i de søvnløse nætter føles som om dele af rygsøjlen brænder.
For cirka ottende gang søger jeg indlæggelse, siden jeg i 1989 som et-par-og-tredive-årig bliver psykotisk første gang. På hospitalet kommer jeg i medicinsk behandling igen og beder ret hurtigt om at få medicinen som depotindsprøjtning, så jeg ikke dagligt skal stå over for fristelsen til at lade være med at tage medicinen. De tidligere indlæggelser skyldes også medicinsvigt, så jeg er på dette tidspunkt meget motiveret for at tage medicin, - også fordi jeg dagligt mærker, hvordan den gradvist befrier mig fra psykosens rædsler. En fast aftale om at komme og få en indsprøjtning hver fjortende dag, vil gøre det nemmere fremover at bevare kontakten til psykiatrien og huske, at jeg har en sygdom som kræver, at jeg tager medicin i adskillige år fremover – måske endda resten af mit liv.
Det viser sig at være mere konfliktfyldt at vende tilbage til min adresse i bofællesskabet, end jeg først gør mig klart. Efter knap halvanden måneds indlæggelse bliver jeg udskrevet, men bliver så angst på hjemturen, at jeg tager tilbage til hospitalet og genindlægges via psykiatrisk skadestue. Set i bakspejlet bliver jeg udskrevet før jeg er klar til det. Cirka fjorten dage før udskrivningen er jeg hjemme på weekendbesøg, men føler mig uvelkommen i blandt mine bofæller, får det dårligt og tager tilbage til hospitalet. Siden prøver jeg ikke at tage tilbage på et nyt hjemmebesøg, men ubehaget og frygten vender forudsigeligt nok tilbage, da jeg for alvor skal hjem. Grunden til min frygt er i høj grad den konflikt, som nu er tydelig mellem mig og folkene i bofællesskabet, der ikke vil anerkende, at jeg er syg, men nærmest ser det som et moralsk dårligt valg, at jeg overhovedet søger hjælp på et hospital, i stedet for fortsat at gøre brug af den hjælp, som de tilbyder. Man besøger mig kort to gange i praktiske anledninger i begyndelsen af indlæggelsen. Siden får jeg bragt ting fra mit hjem via tredie-mand. Min kæreste vil kun se mig i bofællesskabet og end ikke inde i byen uden for hospitalets grund. Vort forhold løber lige så stille ud i sandet, da jeg hverken kan eller vil komme tilbage på de betingelser. Det sker også i forbindelse med tidligere indlæggelser i mit liv, at jeg mister nye venner og kærester, men heldigvis bliver styrken af nogle få gamle venskaber så meget desto tydeligere. Og min familie støtter mig også i de svære tider.
Vejledt af hospitalets personale søger jeg om at få plads i et socialpsykiatrisk bofællesskab med det formål at blive støttet i at opretholde en struktureret hverdag og holde fast ved den medicinske behandling. Der er imidlertid over et års ventetid, og så længe kan jeg slet ikke blive på hospitalet. Det lykkes mig at finde en lejlighed i noget privat udlejning, og jeg søger samtidigt om at blive tilknyttet et socialpsykiatrisk aktivitetscenter.
En meget positiv nyhed i forhold til tidligere indlæggelser er, at jeg kommer med i et psykoedukativt forløb, hvor jeg sammen med andre skizofrene modtager undervisning i min sygdom. Her bliver det helt klart for mig, at det virkelig er en sygdom, jeg lider af. Den naturvidenskabelige, biologiske synsvinkel gør stort indtryk på mig: En bestemt lille procentdel af en befolkning rammes af skizofreni uanset alder, køn og social status. Blandt for eksempel heste og grise og også lavere stående dyrearter rammes en fast lille procentdel af enkeltindivider af sygdommen. Forekomsten af et ”negativt” symptom som energiforladthed hos skizofrene får mig endvidere til at se, at noget af den sløvhed, jeg kæmper med, nok ikke skyldes medicinens bivirkninger. Derimod er jeg snarere ekstra afhængig af at indgå i et struktureret fællesskab, fordi sløvheden er en del af min sygdom.
Den gode oplevelse med psykoedukation styrker min interesse for et andet oplysningstilbud, nemlig kognitiv terapi for sindslidende, der desværre ikke er tilgængeligt i dette amt, så vidt jeg ved.
Andre gæste artikler: