Gæste skribenter
Min søster havde anoreksi
Jeg havnede midt i en spiseforstyrrelse. Dog havde jeg ikke selv sygdommen, men både en ældre søster og en jævnaldrende veninde havde. Jeg blev ramt næsten ligeså hårdt af sygdommen, som disse to kvinder. Men på en anden måde.
Jeg følte et ligeså psykologisk spil køre i ring som dem, men kunne ikke rigtig se mig selv som "ofret". Der kom en anden tone i huset, og fra første øjeblik var huset vendt fra en ellers nogenlunde rolig, til en meget dårlig stemning. Mine forældre begyndte ikke kun at blive små irriterede på hinanden, men straks gik det også ud over mig.
De mange hensyn med henblik på mad vaner, gik jo egentlig ud over os alle. Sådan nogle ofre for anoreksi er nemlig utrolig kritiske overfor al mad, det er sgu' ret irriterende i længden at stå model til. Til sidst gør man bare som om, at man er vildt interesserede i deres daglige kalorie - optællinger. Men nogle gange må man bare ud med alle aggressionerne, og fortæller sin mening. Men her finder man ligeså hurtigt ud af, at de egentlig også lægger det døve øre til.
Sjovt nok skal de ellers tynde, anoreksi ofre nok fortælle dig, at du bare skal spise en masse søde sager ( du er jo bare perfekt…), selvom de selv står der 15-20 kg under din egen vægt. Så er det absolut ikke sjovt længere, så overvejer man sgu' pludselig selv en omfattende slankekur.
Det værste for mig, var nok hver gange disse to kvinder med et udseende præget af undervægt spurgte, om de nu ikke var ufatteligt tykke. Denne replik gjorde nok allermest ondt, fordi hvor stod man egentlig selv. Når man er teenager, er man jo ufatteligt bange for, om man nu er smuk og slank nok. Det er jo svært at give et korrekt svar, og jeg gav nok altid bare et lige fra hjertet: "Du er sgu' da pisse tynd, kan du ikke selv se det", og "Prøv at se på min krop".
Den perfekte krop ?
Hvilke tanker og mål har vi mennesker ikke tilegnet os selv? Hvilken illusion har vi i sinde, når vi prøver at opnå det uopnåelige ? Hvorfor stræber vi så ihærdigt efter den perfekte krop, når vi alligevel reelt har indset, at der altid vil være noget på vore kroppe, der kunne blive tyndere, fastere, mindre og smukkere. Når vi har indset det, er tanken der stadig…
Især kvinder har disse tanker. De er en del af hverdagen. Nogle piger ser dog en sygere filosofi med dette. Intet kan blive slankt nok, og vejer måske til sidst 30 kg uden at se andet, end et smæk fedt spejlbillede af sig selv.
Dette er et velkendt fænomen blandt især unge kvinder, hvor kvinden glemmer sult i håbet om at kunne kontrollere alt i livet. Når først sulten kan kontrolleres, vil nye målsætninger kunne erobres. Nogle gange vil kvinden ihærdigt prøve at skabe sig et pænt ydre, uden at åbne øjnene for, at selvværdet brister indeni. Desværre vil familie, kæreste og venner uvidende om situationen blive triste, sårede og måske endda aggressive over ikke at være vidende om, hvad der sker i hovedet på et menneske man elsker. Uvidende om et af de største mysterier i lægevidenskaben, Anorexia nervosa.
Anoreksi har mange følgesygdomme, dog vil det psykiske indre univers altid blive ramt hårdest blandt anoreksipatienter. Over 100.000 danskere menes at have en spiseforstyrrelse, dog har de danske hospitaler ikke nær formået at behandle halvdelen af dem. Måske , fordi det mere er en psykisk sygdom end en fysisk sygdom? Men er løsningen at bringe anoreksipatienter ud iblandt psykisk syge mennesker, der lider af skizofreni, paranoia, depression eller maniodepressiv psykose ? Fordi, det er hvad man byder nogle unge kvinder i dag i velfærdsstaten Danmark. Jeg har set dette ske, og tro mig det er langt fra løsningen. Måske bør der blandt læger og psykologer oplyses mere om, hvad der sker i tankegangen hos anoreksipatienter og hvordan dette behandles. Men som bekendt er der ikke de bedste forhold at prale af for anoreksipatienter, og dermed heller ikke læger og psykologer. Man burde måske oprette institutioner kun for anoreksipatienter, hvor specielt uddannede læger, psykologer og mennesker med erfaringer indenfor spiseforstyrrelsernes uendelige univers behandlede sygdommen.
Det bør være pengene værd !
Del af en spiseforstyrrelse
Når et menneske bliver offer for en spiseforstyrrelse, så rammes ikke kun denne, også mennesker i omgangskredsen bliver ramt af sygdommen. Disse mennesker bliver i uvished sendt ind i en psykisk dårlig balance, da det er en så svær situation at tackle. Hjertet må stå model til en del, da man jo reflektivt ikke vil såre mennesket man har kær. Dette kræver masser af tålmodighed , forståelse og en alsidig synsvinkel.
Hvad gør man, når en søster og nær veninde bliver ramt af netop denne sygdom? Man bliver del af sygdommen; Del af en dårlig cirkel. På et eller andet tidspunkt bliver man mæt af alle hemmelighederne og alle de forstående dialoger, og må have et pusterum. Men de pårørende bliver dog aldrig nævnt, når sygdommen debatteres. Det er forkert, fordi de pårørende er mindst ligeså ramt af problemet.
Når jeg nu sidder og tænker tilbage på min rolle i hele kaoset. Et kaos jeg var tvunget til at være del af. Det var en sørgelig tid, især når sygdommen virkelig var i udbrud. Hvordan skal man reagerer, når man får et opkald om, at ens veninde er besvimet af væskemangel og selvfølgelig undervægt. Man bryder ud i gråd og aner ikke udover dette, hvordan man skal reagere. Man begynder at tænke tanken om man tidligere kunne have gjort noget for at forebygge, at det var kommet så langt ud. Man er bange, bange for at miste en hjertenskær veninde. Tanken om at hun ikke ville være til længere gør allermest ondt. Bare at tænke tanken lige nu, bringer tårer frem. Minder om tiden før spiseforstyrrelsen kom ind i hendes liv, kan virkelig give en hård knude i maven af spekulationer og sorg.
Netop fordi det er svært både at være søster og veninde, når man taler med dem. Jeg ville jo nemlig gerne være forstående ud fra deres synsvinkel, men jeg ville jo også gerne have dem ud af det, uden at miste dem. Jeg begyndte nemlig især overfor min veninde at være meget forstående, hvad jeg også var, men hvad jeg jo inderligt ville
Var: At være en god veninde. Derfor var det svært at fortælle hende, at jeg synes hun skulle tage til læge, tage sig sammen eller bare råde hende til at spise mere. Jeg ville jo bare være en forstående veninde, netop fordi jeg fra min søster havde oplevet mange venner /veninder blev skræmt af sygdommen. De undgik hende, fordi de hverken vidste, hvad de skulle sige, eller hvordan de skulle reagere over situationen.
Det var de allerede begyndt med i min venindes omgangskreds. Men hvorfor hun ikke ville spise, er jo også forståeligt for andre at tænke uforstående over, når man aldrig selv har følt følelsen, eller har haft andre i nærmiljøet, der var ramt af sygdommen.
Jeg lærte at ignorere nogle ting fra min søster og veninde, når jeg skulle forstå et problem fra deres anoreksi univers, måske var det forkert. Men når man hele tiden skal være reservepsykolog, så bliver man nødt til at skåne sit hjerte en smule.
I dag har jeg en søster, der er så helbredt, som man nu kan blive fra en spiseforstyrrelse. Hun vil altid leve med et kontrolpanel i hovedet, men så længe hun selv har viljen til at være herre over det, vil hun fortsat være rask.
Veninden er stadig del af en spiseforstyrrelse, men det er ikke længere på et kritisk stadie. Men det kommer nok til at tage nogle år, før hun igen får et normalt forhold til mad.
Marie Granlund
Andre gæste artikler: