Tricotillomani


Denne sygdom er i ICD-10 rubriceret under vane- og impulshandlinger sammen med spillelidenskab, kleptomani og pyromani. Det er en forholdsvis ny beskrevet lidelse, der først har fået sin selvstændige diagnose i 1989. Ved tricotillomani forstås at personen har en adfærdsforstyrrelse, der viser sig ved betydeligt hårtab grundet idelige tilskyndelser til at plukke håret af sig selv. Det er almindeligt, at hårplukningen er forudgået af en vis spændingsfølelse, og at der efterfølgende er en følelse af lettelse og glæde (fuldstændig som ved ludomani, pyromani og kleptomani).

Ved den ægte tricotillomani er der ikke regulære vrangforestillinger eller andre tegn på psykose til stede. Det er oftest kvinder, der lider af tricotillomani idet omkring 4 % af den kvindelige befolkning, modsat 1,5 % af den mandlige befolkning, har symptomerne. De fleste starter tidligt i barndommen hyppigst omkring indskolingen. De fleste af patienterne er flove over tilstanden, som de kun udfører i enerum. Det er almindeligt at udføre ritualer med de udtrukne hår, som at ordne dem systematisk eller tygge på hårrødderne.

Tricotillomani er sandsynligvis i familie med OCD idet der ofte er handlinger og impulser, der som ved OCD kan opleves som umulige at undertrykke. Der er dog beklageligvis ikke megen fokus på denne sygdom, så en egentlig videnskabelig opgørelse over behandlingsmulighederne kan ikke findes. Nogle har haft glæde af kognitiv terapi, andre af de nye midler mod depression - de såkaldte SSRI – præparater.

Tricotillomani er på den anden side ikke en invaliderende sygdom, de fleste mestrer både arbejde og familie på trods af tilstanden.



Relevante links og adresser