Psykoanalyse
Hvor summarisk man end er i stand til at referer en teori, er det yderst vanskeligt på en fyldestgørende måde, at belyse Sigmund Freuds psykoanalytiske teorier på så relativ ringe plads. Vi skal derfor blot udvælge nogle af hjørnestenene i hans vidtspændende teoridannelse og anbefale at der suppleres med andre udgivelser.
Omkring århundredeskiftet (år 1900) herskede der på de tyske universiteter, som på universiteter overalt i verden en streng naturvidenskabelig indstilling, som også Sigmund Freud, - psykoanalysens skaber - som læge var præget af og uddannet under.
Freud skulle med sin psykoanalyse komme til at bryde med naturvidenskabens krav om at hypoteser skulle kunne testes ved at måle og veje og efterprøve dem eksperimentelt. Freud grundlagde med psykoanalysen ikke blot en ny forståelse af de nervøse sindslidelser, men også en ny videnskabelig retning: Den hermeneutiske videnskab, som flyttede det videnskabelige omdrejningspunkt fra det eksperimentelt beviste, til forståelse af fænomenerne generelt, og forståelse af de psykiske processer specielt.
Psykoanalyse er en metode til forståelse af ubevidste tilskyndelser. Der kan skelnes tre indfaldsvinkler til psykoanalysen:
-
En teori: Om personlighedens dannelse: Metapsykologien, som er psykoanalysens teori eller – om man vil psykoanalysens psykologi, altså de generelle kategorier og begreber, der anvendes.
-
En Analyse: Ved analysen påvises det ubevidste indhold i f.eks. handlinger, udsagn, fantasier og drømme.
-
En terapi: Ved terapien arbejdes der hen imod at afdække så meget ubevidst materiale, at ”patienten” kan undgå pinefulde symptomdannelser.
Psykoanalysens vigtigste og mest forkætrede bidrag til moderne psykologi er påvisningen af det ubevidste. Med det ”posthypnotiske” fænomen, påviste Freud eksistensen af det ubevidste: Under hypnose indgav han den hypnotiserede ordre til fem minutter efter at være blevet vækket af hypnosen – at åbne et vindue. Spurgte man efterfølgende, hvorfor han åbnede vinduet, ville han give det en logisk forklaring f.eks. at der var for varmt i lokalet, at der trængte til at blive luftet ud eller andet. Den hypnotiserede var med andre ord ikke bevidst om sin handlings årsag. Hans handling var ubevidst for ham selv, men ikke for andre. Freud kunne også påvise, at fejlreaktioner, drømme, fortalelser og neurotiske symptomer alle rummede skjult materiale, som ikke var umiddelbart tilgængelig for bevidstheden. Årsagen til at materialet (hukommelsesspor) ikke mere var bevidst skyldes, at hukommelsessporene på et tidspunkt i barndommen har været så meget forbundet med angst, at fortrængning som forsvarsmekanisme var eneste mulighed for psykisk overlevelse. Det var Freuds erfaring og teori, at når den ubevidste forbindelse mellem mening og handling blev bevidst, ville angsten kunne iagttages på et nyere og mere modent erfaringsgrundlag, og efterfølgende bearbejdes og hæves fra det objekt, som den ubevidst er knyttet til. Som eksempel nævner Freud ”lille Hans”, som var bange for heste. Analysen af problemet viste, at Hans befandt sig i en udviklingsfase, hvor han rivaliserede med faderen om moderens kærlighed. Han elsker samtidig sin far, og han turde ikke vedkende sig sin vrede, men fortrænger den og projicerer den herefter over i faderen. Hans ville ønske, at faderen ville falde død om, ligesom han engang havde set en hest gøre det. Aggressionen kan herefter forskydes over på hesten, idet der ubevidst og på forskellige niveauer er knyttet tankeforbindelse mellem elementerne far og hest (hest – hestekræfter – potens - far) eller (størrelsesforhold, hvor Hans selv ubevidst kan identificerer sig med et mindre dyr).
Ved at forskyde angsten fra noget indre til noget ydre opnår Hans således to ting: Han kan opretholde sin kærlighed til faderen, og han får reduceret angsten. Fra at være noget indre, som han ikke kan flygte fra, er den blevet til noget ydre, som han kan undgå.
Ifølge Freud opstår angst som følge af indre driftsimpulser, hvis udløsning i aggression eller seksualitet ikke er socialt acceptabel. Da driftsenergien ikke af sig selv forsvinder, kan den, hvis forsvarsmekanismerne er intakte fortrænges til det ubevidste, og senere dukke op i forskellige forklædninger – i drømme, fortalelser, fejlhandlinger og neurotiske symptomer. Driftsenergien er så at sige konstant, men kan via primærprocessen flyttes fra et emne til et andet, hvis der findes associationer, ved hjælp af hvilke, forbindelsen kan etableres.
Relevante links og adresser